Bo Bech: ”Der er overraskende mange, som ikke tør bare at spise grøntsager”

Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Hvis du interesserer dig en lillebitte smule for mad, har du formentlig bemærket, at Bo Bech efter tre års hi endelig har slået dørene op til et nyt sted. Restaurant Bobe er navnet, det ligger på Gråbrødre Torv i København og det er efter sigende allerede meget svært at få bord – verdens mindste overraskelse. Jeg har været forbi, men kun for at interviewe, og jeg glæder mig meget til at smage maden også. En stor fornøjelse at byde Bo velkommen herunder.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

”Grøntsager. Vi elsker at tale om dem. Men jeg kan konstatere, at folk stadig elsker deres fisk. De elsker deres kød. Der er overraskende mange, som ikke tør bare at spise grøntsager, fordi de ikke føler, de har været ude at spise, hvis de kun har spist grønt.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

”Jeg har noget, ingen har, og noget alle har. I efteråret var jeg på Svinkløv Badehotel og gik mæt og glad på stranden med min kæreste Yasmin og fik den originale idé, at jeg ville samle sorte sten i forskellig størrelse. Da jeg kom hjem, stablede jeg dem oppe i vindueskarmen i et tårn med det resultat, at de nu falder sammen, hver gang man sætter sig. De sten er der ingen, der har. Men alle kender følelsen og alle kan gøre det samme.”

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?

”En lille rispapirlampe, som sikkert koster meget mere. Jeg fik lov at købe den for en tusse af Rose og Caroline (Hermansen og Sillesen, som står bag Atelier Axo, der har indrettet Restaurant Bobe, red.). Lampen står oppe i passet, hvor man anretter maden, og den er så smuk.

På den film, du var forbi for at lave med din kollega, kunne jeg se, at der var et spot, der lyste på mig på en måde, min forfængelighed forbød mig. ’Det dur ikke,’ fortalte jeg Rose og Caroline, da de en dag kom forbi. De havde en lampe med, som de skulle give i gave til en veninde, men jeg spurgte, om ikke jeg måtte købe den. Jeg havde 1.000 kroner, så det var, hvad de fik.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?

”Jeg er forudsigelig og siger New York. Der er så meget tumult og udvikling der, og samtidig er der absolut stilstand. Det er den samme osteklokke hele tiden, og alligevel er der hele tiden en følelse hos mig af, at jeg går glip af noget, hvis jeg ikke er der minimum en gang om året.

Hvis jeg skulle spise en middag i New York i aften, ville jeg gøre det hos min ven Mads Refslund, der netop har åbnet restauranten Ilis. Den er åbnet sammen med kunstinstitutionen Faurschou i Greenpoint i Brooklyn, hvor han har fundet et bedårende og voldsomt lokale. New York er et af de steder i verden, hvor jeg bliver mindet om, at mit fag handler om at komme ud og hygge sig. Det skal være sjovt. Det er ikke så vigtigt, hvad der er på tallerkenen og i glasset.”

Hvornår vidste du, at du var god?

”I 1986, da jeg var 14 år. Jeg havde været til træning i Gullfoss Atletik, som havde træningsanlæg sammen med Fremad Amager. Vi havde trænet hele dagen og lavede alt muligt, jeg havnede til kuglestød, og ved siden af lå der nogle spyd. Jeg spurgte, om ikke jeg måtte prøve, og da jeg havde kastet et par stykker, spurgte min træner, hvor længe jeg havde gjort det. ’Det er min første gang,’ sagde jeg. ’Det er jo sindssygt, du er virkelig god,’ svarede han og tilmeldte mig til et atletikstævne, hvor jeg for første og eneste gang i mit liv vandt en medalje i sport.

Da vidste jeg, at jeg var god.”

Følg Bo Bech her.