Den bedste hjemmelavede burger

Den bedste hjemmelavede burger
Offentliggjort

Det er snart tid til at grillen skal tændes. Smid en hakkebøf på grillen og lav en god burger selv. Nogle opfatter måske burgeren som ussel fastfood, men hvis du selv laver den og bruger friske råvarer, er det faktisk et rigtig godt og sundt måltid.

Bollen: Brødet er noget af det vigtigste i en burger, alligevel får man mange steder serveret en tør og kedelig sesambolle. Jeg foreslår, at man bager bollen selv med en almindelig koldhævet dej af durum og hvedemel, halvt af hver. Det giver en lidt sej, italiensk bolle. Hvis den skal være lettere, kan man putte en letpisket æggehvide i dejen. Den friskbagte bolle smøres med en god, hjemmelavet krydderurtedressing lavet af cremefraiche eller fromage frais, friskhakket persille, purløg og basilikum.

Bøffen: 200 gr. bøf af hakket oksekød, gerne økologisk.

Salaten: Skiver af agurk, nogle små fine blade af hjertesalat og friskskåret rødløg.

Osten: Jeg foretrækker en god cheddarost, der smelter ned over bøffen. Alternativt en spansk manchego, som er lavet af fåre- og komælk og smager af mere.

Bacon: Absolut nødvendigt i en rigtig burger. Baconen bages i ovnen, så den bliver sprødere, smider mere fedt og oser mindre.

Tomatchutney: Den klassiske ketchup kan være udmærket, men husk en god, stærk ketchup og nogle syltede agurker eller noget andet surt, så der kommer balance i smagen. Et alternativ til ketchuppen er en hjemmelavet sur-sød tomatrelish af syltede grønne eller røde tomater. Tomaterne syltes i en eddike- og sukkerlage med stjerneanis, kanel, korianderfrø, appelsinsaft og skal fra en appelsin. Tomaterne skæres i kvarte, lagen hældes over, og det hele står en uge. Sukker hældes i en gryde sammen med lidt fintsnittet skalotteløg. De syltede tomater tages op af lagen og hældes ned i sukkeret og løgene sammen med cherryeddike. Lad det hele koge ind 15-20 min. til en lidt klistret chutney.

Værsgo og spis.

LÆS OGSÅ Opskrift på den perfekte pizza

FACEBOOK Bliv ven med Euroman