Jeg er professionel forfatter, det er mit arbejde, så jeg skriver så vidt muligt hele dagen. Jeg er dårlig til lige at tage to timer dér og tre timer dér. Jeg kan heller ikke bare lige sidde og skrive på et kapitel i en flyvemaskine eller i et tog. Det skal foregå i relativt lange, uforstyrrede stræk.
Jeg begyndte arbejdet med ’Harare’ i selve Harare, hovedstaden i Zimbabwe, hvor historien foregår. Derudover har jeg skrevet på den herhjemme, i Italien, i Frankrig og i Sverige. Især i de indledende faser tog jeg meget væk. Det havde jeg brug for – at komme fuldstændig væk fra alting. Jeg tror, det handler om, at jeg skulle skifte fra faglitteratur til skønlitteratur.
For at skrive skønlitteratur skal man have lukket op for nogle andre dele af ens hoved. Nogle andre dele af ens følelsesapparat. For mig krævede det, at jeg fik nogle stimulanser fra et andet sted end ved at kigge ned i det samme bord, jeg har siddet og skrevet ved i 10 år.
Modsat i mit arbejde med at skrive faglitteratur har jeg med ’Harare’ også flere gange siddet længe oppe om natten og skrevet. Prøvet at mærke, hvad det gjorde ved mig. Der er også blevet drukket mere. Alkoholen har jeg kunnet bruge som en stimulans til at lirke nogle følelser frem. Lidt vin eller whisky. Det gør jeg aldrig normalt. I faglitteratur er der ikke så mange følelser på spil.
Jeg har ikke et fast tidspunkt, hvor jeg begynder at skrive. Men jeg går i gang, så snart jeg kan. Hvilket som regel er, når børnene er taget afsted om morgenen. Jeg spiser lidt morgenmad, sørger for at få tanket op, så sætter jeg både computer og telefon på funktioner, så jeg kun kan kontaktes af børnenes institutioner og min ægtefælle.
Mails læser jeg ikke i løbet af mine skrivedage. Der bliver ikke gjort andet end at skrive. Hvis jeg begynder at få for meget lyst til at tjekke min mail, så er det, fordi jeg ikke er inspireret nok. Så kan jeg godt bare opgive den dag. Inspirationen mangler så. Selvfølgelig skal den nogle gange lirkes frem. Den kommer desværre ikke som et lysglimt hver morgen klokken 8. Men hvis jeg har siddet der i to timer, og jeg har mere lyst til at lave alle mulige overspringshandlinger, er det bare ikke den dag, det sker.
Jeg har et kontor herhjemme i huset, men jeg sidder ikke ret ofte derinde og skriver. I stedet sidder jeg i stuen. Vi har en meget smuk stue med et stort panoramavindue, der vender lige ud mod skoven. Det er det bedste sted at sidde og blive inspireret.
Nogle dage, selvom jeg har sat en hel dag af, kan det godt være, at jeg allerede er færdig klokken 13. Dage, hvor jeg vurderer, at nu er det fint. Jeg kan nemlig også godt blive bekymret, hvis jeg føler, at jeg skriver for godt. Og skriver for meget. Hvor det er, som om det flyder lidt for let. Der kan jeg godt frygte, at jeg ikke får tænkt nok over sætningerne. Så skal jeg holde lidt igen.
Nu er det jo en spændingsroman, jeg har skrevet, og her har det også handlet om hver dag at stoppe med at skrive, mens jeg er et sted, hvor jeg også selv er lidt spændt på, hvad der skal se. Og stoppe et sted, hvor jeg samtidig har lagt brikkerne til rette på en måde, så det er relativt let at drible den i mål derfra. Det er med andre ord vigtigt for mig at få stoppet med at skrive, mens jeg stadig kan se vejen foran mig.
Musik betyder rigtig meget for mig, når jeg skal få nogle scener til at fungere. Det er kun noget, jeg har brugt i skønlitteratur på den måde. Jeg prøver at forestille mig det, som var det en scene i en film. Det har nok også noget at gøre med, at jeg har arbejdet inden for teater i 10 år af mit liv. Og blandt andet også skrevet teaterstykker. Musikken bliver derfor en form for underlægningsmusik til den scene, der skal ud. Det kan være ét nummer, der rammer den rigtige stemning. Og så kører det bare på repeat. Igen og igen og igen. Indtil scenen sidder der.
Jeg laver – og det gælder alle mine bøger – en ret detaljeret plan, inden jeg går i gang med at skrive. En ret klar struktur. Og i det her tilfælde et ret gennemtænkt plot. Helt grundlæggende researcher jeg i meget længere tid, end jeg rent faktisk skriver. Når planen er fældet ned, så er det bare om at forsvinde ned i det og få skrevet som død og helvede.
Dennis Nørmark
(f. 1978) Forfatter, konsulent og foredragsholder. Uddannet cand.mag. i antropologi fra Aarhus Universitet.
Han debuterede som forfatter i 2007 med ’Det virkelige menneske’, skrevet sammen med Lars Andreassen. Siden er det blevet til en håndfuld bøger, herunder den yderst populære ’Pseudoarbejde’ fra 2018, som han skrev sammen med Anders Fogh Jensen. ’Harare’ er Dennis Nørmarks skønlitterære debut og udkom den 10. januar på forlaget Grønningen 1. Nørmark bor med sin kone og fire børn i Hjortekær, Kgs. Lyngby.
