Jakob Kvist: ”Vi drømmer helst om at kede os ihjel på første klasse"

Jakob Kvist er forlagsmand, forfatter og journalist. Han har arbejdet for de fleste dagblade, skrevet bogen 'Ambassadøren' om Michael Laudrup og 'Et liv har fem akter' om Johannes Møllehave, og så grundlagde han i 2002 forlaget People's Press. I 2019 blev han direktør for den originale Radio24syv, som kort tid efter blev korsfæstet af sendetilladelser, der blev fordelt til anden side. Jakob Kvist tænker og tvivler mere end de fleste, og derfor skal man altid lytte, når han taler. En fornøjelse at byde velkommen til ham herunder.

Jakob Kvist: ”Vi drømmer helst om at kede os ihjel på første klasse'
Offentliggjort

Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

"Frihed og revolution og den slags. I Ukraine og i Iran kæmper de lige nu mod tyranniet med livet som indsats, men i Danmark gider vi ikke bruge vores frihed til meget andet end at gå i Brugsen.

Selvom sygehusene, domstolene, militæret, fængslerne – fortsæt selv listen - nærmest er brudt sammen, insisterer vi på, at vi er de allerbedste i verden. Vores gamle hænger fast i slynger oppe under loftet, og vores unge bliver drevet rundt mellem groteske beskæftigelsestilbud og tidligt lukkede psykiatriske afdelinger, og stadig besynger vi tingenes unikke tilstand.

At SKAT stadig kun kan finde ud af at fortsætte udbetalingen af millioner og atter millioner til udenlandske svindlere, gør os slet ikke vrede. Ej heller rejser vi os i kamp for de mennesker, der sidder fast i gældsklemmer, fordi samme SKAT ikke magter at modtage deres simple indbetalinger på 300 kroner.

Uden at kny accepterer vi postens forlis, DSBs elendigheder og lytter til historier om ambulancer, der aldrig kom, eller dødssyge mennesker, der skulle jobprøves på gravens rand.

Min undren er sådan set ikke politisk, for man kan jo være liberal eller socialdemokrat ganske som man vil. Det mærkelige er, at vi så massivt insisterer på at fastholde nogle strukturer og nogle løsninger, som åbenlyst er både dyre og dårlige og ganske ofte fatale.

Solidariteten rækker sjældent til dem, der bliver ofre for det offentlige systems elendigheder."

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

"En lille Churchill-statuette, som jeg fik af Johannes Møllehave, da jeg havde besøgt ham i Brighton i 2001. Hans kone Herdis var lige død, og hun var gladere for Churchill, end han var, og så fik jeg den. Jo mere folk som Liz Truss, Donald Trump, Giorgia Meloni og Olaf Scholz efterhånden fylder i landskabet, jo mere begejstret bliver jeg for min statuette."

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?

"Et klippekort til Pilates House på Frederiksberg. På ugentlig basis kæmper jeg for at holde tilsandingen af min stakkels krop en anelse stangen deroppe. Der kommer ikke mange mænd, faktisk er jeg den eneste på mine hold, og det var unægtelig lidt grænsesprængende i starten.

At vandre stiv og ufleksibel som få ind til en flok gymnastiske kvinder i alle aldre var lidt af en helvedesport de første par gange, og jeg kunne kun trygle om, at de søstre og koner, jeg kendte, ikke sladrede hjemme. Hvad de naturligvis gjorde. Men nu er årene gået, og jeg har fundet fred med det. Det er virkelig godt, og faktisk også rigtigt hyggeligt."

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?

"Bortset fra kortere ture til spanske byer og tilhørende fodboldkampe, må det nok være New Orleans. Den by elsker jeg for dens venlighed, dens skønhed, dens musik og dens mad. Jeg har været der en håndfuld gange siden 1986, og senest var min hustru og jeg der i foråret til Jazz and Heritage-festivalen.

Der var sprut og pot alle vegne, og der var hundrede tusinde mennesker, og alligevel så vi ingen slagsmål, ingen skænderier og ingen vilde branderter overhovedet. Stemningen i den by er imødekommende og hensynsfuld i en grad, så man kniber sig i armen, og så er der musik alle vegne. Det er det, det handler om.

Musik er det allervigtigste, og det føles helt overvældende og spændstigt, når man kommer fra en kultur som vores, som er så omvendt og ophøjet ligeglad efterhånden. Vi er i fuld gang med at afskaffe musik lige fra folkeskolen til Danmarks Radio, sikkert fordi det ikke er rationelt og afkastgenerende at bruge tid på. Vi drømmer helst om at kede os ihjel på første klasse."

Hvornår vidste du, at du var god?

"Det er et ret umuligt spørgsmål at svare på. Hvis der menes god som i god nok – altid allerede elsket – så er jeg en heldig mand. Det handler om kærlighed at vide, at man godt må være her, og den kærlighed har jeg livet igennem fået og følt.

Hvis det er god forstået som i dygtig, så tror jeg, at jeg er lige så usikker og tvivlende, som de fleste i virkeligheden er. Det er ganske vist blevet meget moderne at sige, at man selv er helt fantastisk fremragende og bare blæser på Janteloven, men det er som regel en let gennemskuelig besværgelse.

Og det er synd, at så mange unge mennesker har fået indtryk af, at besværgelsen forventes af dem, for den forpligter jo lidt på en dum måde. I virkeligheden er vi nok både utilstrækkelige og sikre med jævne mellemrum, og det pynter altid at vedgå det.

Opblæstheden er mest bare anstrengende, selvom den af og til belønnes i tilsvarende opblæste og udflydende organisationer. Endelig kan spørgsmålet forstås som et godt menneske, men sådan en størrelse findes sjældent i virkeligheden. Den træffer man mest på de sociale medier…."

Her plejer jeg at linke til den interviewedes Twitter eller Instagram, men du kan ikke følge Jakob Kvist på sociale medier. Af og til kan du dog være heldig at læse hans pen i Weekendavisen. Opfordring hermed givet videre.