Jeg bor i et område, hvor der tilfældigvis også bor mange fra min omgangskreds. I langt de fleste tilfælde er det en gave lige at kunne svinge forbi sine bedste venner i tide og utide eller at støde tilfældigt ind i dem på gaden. Men jeg render også ofte ind i folk, jeg kender, men ikke har behov for at tale med. Det er bare ikke altid fedt at blive fanget i en small talk om, hvad det nu lige er, man går og laver, når man egentlig bare gerne vil ned i sit lokale supermarked og hente en liter mælk klokken 10 minutter i lukketid.
Lad mig gøre det klart, at dette drejer sig om mennesker, som jeg ikke har en tæt relation til, men har mødt i gymnasiet for 10 år siden, på kollegiet eller i arbejdsøjemed. Bekendte, om man vil. Og her opstår dilemmaet: Skal man hilse og stoppe op og snakke? Eller skal man blot gå videre?
Alle kan sikkert nikke genkendende til den akavede situation, der opstår, når man ser nogen, man kender, og straks kigger væk. ’Så vedkommende mig?’ ’Skulle jeg have hilst?’ ’Personen kunne jo også bare have sagt noget?’ Det er i langt de fleste tilfælde lettere pinagtigt for begge parter. Men jeg har fundet en løsning.
Taktikken er klar: Tag ejerskab over situationen. På den måde kommer I begge bedst ud på den anden side.
Når du ser en bekendt på gaden og møder deres blik, så smil og sig måske: ’Hej’. Tilkende-giv, at du har set dem. Tilsæt eventuelt et lille vink. Men nu kommer det vigtige: Sæt aldrig farten ned. Fortsæt for guds skyld med at gå. Sæt måske endda farten lidt op, men ikke for meget.
Du vil opdage, at langt de fleste værdsætter, at du siger hej og anerkender jeres relation, men ikke stopper op og starter en overfladisk samtale, ingen af jer ønsker.
Jeg håber, at alle dem, jeg har mødt og hilst på i høj fart, kan tilgive mig, når de læser dette.
