Kunsten at hilse på folk man ikke vil tale med
Byen er fyldt med bekendtskaber, du ikke gider at stoppe op og sludre med. Det kræver socialt tække og handlekraftighed at komme let og elegant ud af den akavede situation.
Foto: Getty Images
Jeg bor i et område, hvor der tilfældigvis også bor mange fra min omgangskreds. I langt de fleste tilfælde er det en gave lige at kunne svinge forbi sine bedste venner i tide og utide eller at støde tilfældigt ind i dem på gaden. Men jeg render også ofte ind i folk, jeg kender, men ikke har behov for at tale med. Det er bare ikke altid fedt at blive fanget i en small talk om, hvad det nu lige er, man går og laver, når man egentlig bare gerne vil ned i sit lokale supermarked og hente en liter mælk klokken 10 minutter i lukketid.
Lad mig gøre det klart, at dette drejer sig om mennesker, som jeg ikke har en tæt relation til, men har mødt i gymnasiet for 10 år siden, på kollegiet eller i arbejdsøjemed. Bekendte, om man vil. Og her opstår dilemmaet: Skal man hilse og stoppe op og snakke? Eller skal man blot gå videre?
Alle kan sikkert nikke genkendende til den akavede situation, der opstår, når man ser nogen, man kender, og straks kigger væk. ’Så vedkommende mig?’ ’Skulle jeg have hilst?’ ’Personen kunne jo også bare have sagt noget?’ Det er i langt de fleste tilfælde lettere pinagtigt for begge parter. Men jeg har fundet en løsning.
Taktikken er klar: Tag ejerskab over situationen. På den måde kommer I begge bedst ud på den anden side.
