Det var en anden tid, dengang Euroman blev opfundet. 1992! Vi vandt EM i fodbold, Maastricht-traktaten blev underskrevet og EU født, jerntæppet var væk, fremtiden var vores.
Smag lige på navnet, Euroman, her kommer vi og identificerer os som noget internationalt. Europa er fremtiden!
Opfandt man magasinet i dag, ville navnet Euroman lyde enormt kitschet (og kikset, indrømmet), men nu er det bare blevet en lyd, der repræsenterer et magasin, som stort set alle danskere kender. Dengang var det noget helt andet.
Euroman blev voksent i en tid, hvor lakskoene var spejlblanke og champagnesabler det foretrukne våben hos den moderne mand.
I takt med yuppie-bevægelsen voksede en ny mand frem, der selvfølgelig skulle have et magasin til tiden. Det havde han ikke haft før, og det er svært at finde et bedre tværsnit gennem den maskuline, danske folkesjæl anno midt-1990’erne end at åbne et Euroman fra det årti.
Wauw, hvor gik det stærkt, rigtig stærkt, bilerne var hurtige, moden lige så, og der gryede en præ-globaliseringsoptimisme mellem linjerne, hvor alt kunne lade sig gøre. Ud i verden! Hvis du ligesom rigtig mange andre stadig har din samling liggende på loftet, vil jeg opfordre dig til at tage en aften i tidsmaskinen. Det er ret underholdende.
Et gammelt Euroman er et billede på en tid, der ikke længere er. Men Euroman i dag står på skuldrene af 376 tidligere eksemplarer af det blad, der er på hylderne nu. Og selvom vi er blevet voksne og lidt mere fornuftige, end røverhistorierne siger, at redaktionen var engang, så er grundtonen stadig den samme.
Vi skriver portrætter af ekstraordinære mennesker, der kan og vil noget særligt. Vi er ikke nødvendigvis altid enige med de portrætterede, men uden nysgerrighed er vi intet, og den kommer før fordomme.
Euromans adelsmærke er at bringe historier, du ikke vidste, du gerne ville læse. Og altid i et originalt sprog, som ikke har sidestykke på vores breddegrader.
I seneste udgave af Euroman bragte vi et portræt af en krematør, et på samme tid helt almindeligt og højst besynderligt job. Og i dette magasin tegner vi et stort portræt af hunden Holger, der er den store skræk for alle rotter på Frederiksberg. Det er et fremragende eksempel på et personportræt (eller hundeportræt, om man vil), krydret med lokaljournalistik og klimafortælling i skøn forening.
Vi er altid på udkig efter skæve historier. Der er endnu flere på tegnebrættet, som du skal glæde dig til i de kommende måneder. Og hvis du selv ligger inde med en fortælling, der fortjener at blive foldet ud, er du altid velkommen til at skrive til mig. Jeg og resten af redaktionen er lutter øren.
Tak for at læse Euroman. I går, i dag og i morgen.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
