DANMARK ER VERDENS bedste land at være kvinde i. Det er en af hovedpointerne fra
dokumentarfilmen ’Verdens Sødeste Mænd’ af Josefine Exner og Sebastian Gerdes.
Filmens fortællestemme gentager det i hvert fald så mange gange, at jeg holdt
op med at tælle.
Der henvises til studiet Women, Peace and Security (WPS) Index fra 2023,
der har rangeret 177 lande efter, hvor gode de er at leve i som
kvinde.
Det lyder jo umiddelbart som en rigtig glædelig nyhed, men det kommer
ikke uden problemer. For hvor står mændene, når kvinderne langt om længe tager
deres hårdt tjente privilegier i hånden? Det er netop dét spørgsmål,
dokumentaren stiller.
For at få svar på det, følger vi tre forskellige mænd, der alle kæmper
med at finde deres ben i en verden, hvor kvinderne er det stærke køn. Alle har
det tilfælles, at de er mere eller mindre selverklærede bløde mænd.
Den ene er gymnasieeleven Lasse, der kæmper med
at fortælle sin bedste veninde, at han er forelsket i hende. Den anden er den
arkæologiuddannede far Jonatan, der kæmper med
at være arbejdsløs og samtidig være en lige så god forælder som sin kone. Til
sidst følger vi arkitekten og medinstruktør Josefine Exners far, Thomas, som kæmper med, ja, skal vi kalde det en
midtlivskrise? Han vil i hvert fald gerne købe en Mazda sportsvogn – dét, man
på mindre flatterende dansk kalder en frisør-Ferrari.
MÆNDENE
KÆMPER ALLE med et stort ondt monster inde i sig selv, og det er ikke toksisk
maskulinitet eller seksuel frustration. De er simpelthen for søde, og det er
roden til alt ondt i deres liv.
De kan
hverken finde kærligheden, få et arbejde eller vælge deres egen bil. Deres
blødsødenhed spænder ben for dem, og nu kommer dokumentarens præmis: det er
kvindernes skyld.
De
overhaler dem nemlig overalt på uddannelserne og arbejdsmarkedet. Samtidig
ønsker de en mand, der kan matche deres kompetencer og ambitioner. En mand med
penge og lækkert hår. Her henviser de til en undersøgelse af Tinder, der viser,
at 80 procent af ciskønnede, heterokvinder går efter de samme 20 procent mest
socioøkonomiske ciskønnede heteromænd.
Det
efterlader de søde mænd tilbage fyldt med mindreværdskomplekser, for ’hvordan
kan det være, at kvinder siger, de vil have en mand, der udviser følelser, mens
de i virkeligheden går efter noget andet’? Det spørgsmål, forsøger dokumentaren
at få svar på, hvor man kunne fristes til at spørge, om det samme ikke gør sig
gældende for mænd?
Pointen om,
at mændenes sødhed er deres akilleshæl, skal selvfølgelig tages med et gran
salt, men det er, som om dokumentaren ikke formår at tage fat på de vigtige
problematikker mellem mænd og kvinder. Hvor er de misogyne mænd, som er blevet
overhalet på uddannelserne og arbejdsmarkedet? De mænd, som bliver efterladt i
provinsen? Det er hos dem, at den virkelige skævvridning sker.
DET ER
NÆSTEN to uger siden, at det var kvindernes internationale kampdag og heller
ikke i år, var der ligestilling mellem kønnene i Danmark. Jovist kvinderne
klarer sig bedre på uddannelserne, men de tjener stadig mindre end mændene, der
også er overrepræsenteret i topchef- og lederstillinger.
Uanset hvad
er det svært at forestille sig, at det er kvindernes skyld, at mændene ikke
lykkes med alt i livet. Det kunne måske være, at det var deres egen skyld.
Desuden er
det ikke mændene portrætteret i dokumentaren, som er problemet. Det er nogle
søde, rare mænd, som er selverklærede feminister. Og som dokumentaren
endda viser, ender det hele godt for de søde mænd.
’Verdens sødeste mænd’ har premiere på
CPH:DOX den 21. marts