Vinteren er til gavn: Sådan trækker du vejret og fryser dig gennem de kolde måneder på den gode måde

Alle mentorer, coaches og selvhjælpseksperter har et specielt blik i øjnene. Som om de har set lyset, og nu ikke kan kigge væk igen. Det kan godt skræmme mig en anelse, for jeg er opdraget under mantraet ’alting med måde’ og dermed til at forstå, at svaret aldrig ligger for enden af en tangent.

Og er der en, der har det blik, så er det Birger Hanzen. Han er åndedræts- og kuldeterapeut, og så er han uddannet i Wim Hof-metoden, der har sit navn efter hollænderen Wim Hof, der er verdensberømt for hans ekstreme evne til at håndtere kulde. Og så er han et yderst karismatisk menneske med en vild udstråling, der har tusinder af dedikerede fans kloden rundt. Men er de fans af metoden, eller er det Wims charme, der har overvundet dem?

Hvordan man har det, og hvordan man får det bedre, er nogle af de spørgsmål, der optager min generation mest. Sociale medier og en opfyldt behovspyramide har fået tankerne til at centrere sig om de mere eksistentielle elemeter af tilværelsen, og jeg er selv meget interesseret i kroppen og sindets velvære. Derfor er jeg i gang med at prøve forskellige terapier og wellnessformer af, heriblandt mindfulness.

På trods af den videnskabelige evidens der er for en del af de udsagn, Wim Hof og Birger Hanzen kommer med, så er der noget ved den personkult, der er opstået omkring Wim Hof, der gør mig nervøs for bondefangeri. Det er den skepsis, der kører rundt i hovedet på mig, da jeg en kold januaraften cykler ud mod en gammel badmintonhal på Amager for at mødes med Birger Hanzen. Jeg skal deltage i en åndedrætssession og bade i isvand. Og fordi det for kursisterne er sidste aften på deres fire-ugers kursus, har Birger sørget for, at en mobilsauna er blevet kørt ud foran badmintonhallen. Som afslutning på aftenen skal vi nemlig forkæles med en saunagus.

Rejsen

Aftenens kursus er ved at begynde, og vi tager plads i en teatersal, der ligger på badmintonhallens første sal. Det er en sjov blanding af mennesker, der er på kurset. Mænd og kvinder er ligeligt fordelt, der er de stiltiende, de højtråbende, de ældre og de yngre, og så er der to mænd i håndværkerdress, der på klassisk bagerste-bord-i-folkeskolen-manér har lidt svært ved at være stille, da Birger starter sessionen ved at fortælle lidt om videnskaben bag hans teknikker. Birger kigger lidt olmt på de to mænd, mens han kontrolleret fortsætter talestrømmen. Snakken mellem de to stopper øjeblikkeligt.

Birger er en høj, skaldet og bredskuldret mand med en naturlig autoritet og en umiskendelig intensitet over sig. Man er ikke i tvivl om, at han er mand, der ikke gør tingene halvt. Men først og fremmest er han et søgende menneske.

”Jeg har altid været på rejse for at finde ud af, hvorfor jeg er, som jeg er. Tidligere i livet brugte jeg kampsport til at håndtere den vrede, jeg havde med mig fra barndommen, hvor min mor forlod mig, da jeg var fem år, min far skubbede mig væk, da jeg var teenager, og en storebror, der hele tiden prøvede at hærde mig. Jeg har dyrket yoga og meditation, og jeg har endda været ude hos en hestedoktor, der fortalte mig, at min vrede skyldtes, at jeg var en sørøver i et tidligere liv og havde hugget benene af folk.”

Et langt liv med kampsport havde gjort kroppen mør, og en streptokok-infektion havde gjort livet ekstra besværligt for Birger. Infektionen blev ved med at vende tilbage, og ligegyldigt hvad han gjorde, hjalp det ikke. Desuden var han kørt død i sit job i IT-branchen, og noget måtte snart ændre sig.

”Jeg var trist og ked af mit erhverv. Jeg ville gerne være coach og arbejde med terapi, men jeg var ikke helt mig selv, og jeg evnede ikke at løbe efter pengene fra måned til måned. Så fik jeg en stilling indenfor IT-sikkerhed, og det havde jeg ikke prøvet før. Jeg håbede, jeg kunne genvinde noget af den gejst, jeg førhen havde, men det lykkedes ikke. Og så en nat, den 8. marts 2018 for at være præcis, googlede jeg ’never sick again’ og fra der af, ændrede livet sig for mig.”

Den skæbnesvangre googlesøgning ledte ham til en podcast, hvor Wim Hof deltog, og Birger var solgt med det samme. Han tog på en sommerekspidition med Wim Hof og uddannede sig bagefter til instruktør, hvad han i dag er på fuld tid.

Villighed og empati

Første del af aftenens kursus er en 40 minutters åndedrætssession. Vi tager plads i en cirkel og lægger os på madrasser rundt i teatersalen. Her er koldt, og det virker som galimatias, at jeg om ikke så lang tid skal begive mig udenfor i den kolde januarvind kun iført badebukser og bagefter sænke mig ned i decideret isvand.

Men der sker noget i de 40 minutter, vi ligger ned. Mange af de teknikker, vi øver, har hyperventilation som et centralt element. Jeg hiver vejret hurtigt ind og ud, presser det op i hovedet og holder det inde. Blodet løber rundt i kroppen, og får det til at prikke overalt. Min krop føles kold og udsat, og jeg føler mig høj. Lidt som lattergas.

Jeg bliver ved; hurtigt ind, hurtigt ud, op i hovedet og hold inde. Det er helt wavy. Aldrig har det prikket så meget, og det er ikke videre behageligt. Men da jeg for sidste gang puster ud og lader kroppen slappe af igen, føles det som om, der strømmer varmt vand igennem kroppen og gør mig til gelé. Jeg ligger bare der i mørket, og flyder ud på gulvet.

Wim Hof-metoden står på to ben: Åndedrætstræning og kuldeksponering. Åndedrætstræningen centrerer sig om vekselvirkningen mellem hyperventilering og langsomme, rolige åndedræt. Det gør to ting: Man lærer bevidst at manipulere sin sindstilstand fra stress til ro, og det kan hjælpe på fx stress og angst. Desuden viser forskning fra Holland, at man gennem teknikkerne kan manipulere sit immunforsvar, så det akutte inflammationsniveau der fremkommer, når kroppen angribes af sygdom, bliver mindre. Normalvis er inflammationsresponsen en god ting, men for nogle går det hen og bliver en kronisk tilstand, der kan føre til autoimmune udfordringer, og det er især her, at Wim Hof-metoden kan hjælpe.

Kuldetræningen gør kroppens blodcirkulation bedre, og så frigiver mødet med koldt vand dopamin i hjernen. Det er derfor, vinterbadere som oftest føler en overdrevet lykke, efter de har taget en tur i det kolde vand.

Birgers kursus er meget populært, og når jeg snakker med de andre kursister, er det kun positive ting, de har at sige. Karen Sophie Lerhard er madmentor, sundhedsrådgiver og sidder i bestyrelsen i Charlottenlund Søbad. Hun er velbevandret i velværets verden, så hun ved, hvad hun taler om, når hun begejstret fortæller om hendes oplevelse med Wim Hof-metoden:

”Birgers kursus har virkelig åbnet døren til en forståelse af, hvad vejrtrækningen er og kan gøre for mig. Det er en superkraft. Det lyder tosset, for jeg har trukket vejret hele livet, men jeg har lært at gøre det på en måde, der giver mig mere overskud og ro. En følelse af velvære.”

Isvand og ahornolie

Lyset i teatersalen tændes, og med et sammenknebet ansigt får jeg langsomt åbnet øjnene, sat mig op, og her lægger jeg mærke til den egentlige ændring; jeg er blevet villig. Villig til at tro på Birger og hans lærdom. Villig til se bort fra min skepsis. Min empati er simpelthen mærkbart forøget i løbet af de 40 minutter, jeg lå ned. Jeg er i et saligt sind.

Opstemt klæder jeg om på hallens handicaptoilet, og den kolde vind preller af på min hud, da jeg begiver mig ud til de store spande med is i, som er placeret udenfor hallen ved siden af den mobile sauna. Birger fortæller, at der er tre sejre ved at sænke sig ned i isvandet. Den første er, at man gør det. Det skal man rose sig selv for. Den anden er, at man udelukkende fokuserer på sin rolige vejrtrækning. Det gør, at man kan komme i en meditativ tilstand og dermed bedre håndtere kulden. Den tredje er at sidde der to minutter. Man skal helst ikke gøre det længere, for det kan være farligt.

Som en af de første får jeg lov at hoppe ned i spanden. Jeg forsøger at berolige mit åndedræt og få styr på mig selv. Det lykkes – for en kort stund. Jeg finder ind i mig selv, ignorerer momentvis kulden, og jeg føler en glæde ved at have overvundet en ulyst. De andre kursister hepper mig fremad, og her havde det været genialt at skrive, at jeg sad dernede i to minutter. Men ak og ve, kulden får fat i mig, og efter et minut finder jeg fast grund under fødderne igen. Halvanden sejr ud af tre mulige. Det er sgu okay.

Man skal gerne være lige så lang tid i den kolde luft, som man var i det kolde vand. Jeg laver ’the horse stance’, som er en bevægelsesteknik, der aktiverer alle de store muskelgrupper og spreder varmen rundt i kroppen. Alle, der har prøvet at vinterbade, kender den surrealistiske fornemmelse af behageligheden af den kolde vind, der rammer huden. Al logik fortæller en, at man burde fryse, men det gør man ikke. Blodet kører rundt i kroppen og holder én varm. Det er en fantastisk fornemmelse.

I anledning af, at det er sidste dag på kurset, har Birger hevet fat i hans ven og gusmester, Henrik Frydkær, der har taget sin mobile sauna med, som han normalt udlejer til private. Sild i en tønde er nok en meget god beskrivelse af den menneskestuvning, der forekommer, da vi tager plads i den aflange sauna. Vi sidder på to bænke overfor hinanden, og der er en forventningsfuld stemning herinde. En saunagus er en luksus, og med sådan en flok wellnessfanatikere, som der er samlet herinde, er det som en flok børn, der om lidt skal åbne deres julegaver.

Henrik kommer ind – iført en vikingehjelm, no less. Med sig har han en lille kasse med forskellige olier, som vores kroppe om lidt skal forkæles med. Der er noget absurd i en stor skaldet mand med vikingehjelm, der med sagte stemme siger: ”Denne olie er af ahorn. Den er superlækker.”

Som en galning svinger han rundt med håndklædet, og saunaen varmes godt op. Det bliver for meget for en af kursisterne, der vakkelvornt undviger kassen med olier og den glohede ovn i forsøget på at komme ud. Vi andre stønner, måber og himler med øjnene, når varmen rammer som et godstog. Mellem turene går vi ud af saunaen og hopper i isvandet igen. Jeg ryger frem og tilbage mellem ekstrem kulde og ekstrem varme. Min krop arbejder på højtryk.

Henrik laver noget, han kalder et dragekys. Han sætter sig på hug imellem os, og laver aggressivt den bevægelse med håndklædet, vi andre ville lave, når vi lægger dynen ud på sengen om morgenen. Det er en smeltende varme, der er totalomsluttende. Efter to ture i saunaen og to ture i isvandet hopper jeg af vognen.

Jeg går ud på handicaptoilet for at klæde om til civil. Min hud er babyblød, og jeg har en fornemmelse af, at mit indre er blevet skyllet igennem med sæbevand. Jeg er helt ren. Jeg finder Birger oppe i lokalet, hvor vi lavede åndedrætstræning. Han har dækket op med alkoholfrie bobler, nødder og frugt, for kurset skal afsluttes med manér. Han inviterer mig med til hyggen, men jeg takker dog nej. Min krop og mit sind er udmattet. Jeg føler mig som en skjorte, der er blevet håndvasket, tørretumlet og strøget.

Feeling is understanding

Da jeg et par dage efter snakker med Birger om min oplevelse, fortæller jeg ham om min indledningsvise skepsis, men også om min oplevede succes. At jeg til at starte med febrilsk ledte efter videnskab, der kunne understøtte metodens påstande, og at jeg selv, da jeg fandt det, havde min tvivl.

”Wim Hof-åndedrættet er så powerfuldt og enkelt, så da jeg selv prøvede det første gang, mærkede jeg det virkelig. Jeg forstod ikke til fulde, hvorfor det virkede, men det gjorde det. Det faldt intuitivt på plads, før det intellektuelt faldt på plads. Og nu, efter jeg har studeret det, fatter jeg det ordentligt. Som Wim Hof siger: ’No speculation – videnskaben skal støtte metoderne – and feeling is understanding’ – for ingen ved bedre end dig selv, hvordan du har det.”

Birger har det blik i øjnene. Han har set lyset, og han har svært ved at kigge væk. Det er blevet hans arbejde og hans livsstil. Men det skræmmer mig ikke mere.

Jeg har set, hvad man kan få ud af Wim Hof-metoden. Jeg har mærket empatien, den giver, varmen, der spreder sig, og jeg har hørt, hvordan den ændrede Birgers liv. Wim Hof-metoden blænder mig ikke, men jeg forstår godt, hvis man har svært ved at kigge væk.

Se DR dokumentaren om Birgers metoder her.