Vejen til et roligere sind? Jeg har dyrket mindfulness i en måned, så du ikke behøver at gøre det

Som så mange andre fra min generation har jeg ofte svært ved at lade stå til. Jeg er vokset op i en verden, hvor ingenting var særligt langt væk, og hvor kedsomheden øjeblikkeligt blev slået ned af en form for letfordøjelig underholdning. Når jeg ikke var i skole, spillede jeg fodbold med vennerne, hoppede på kasser med Crash Bandicoot eller så Ed, Edd og Eddy lave narrestreger. Der var aldrig mulighed for, at mit utålmodige barnesind kunne kedes.

Og i dag, i en alder af 27 år, har jeg akkurat lige så svært ved at lade en tanke rodfæste sig og lade stilheden herske. Jeg har gang i fem-seks forskellige podcasts, jeg hører konstant musik, og hvis jeg er hjemme alene, ser jeg serier eller film. Jeg er hele tiden på udkig efter sanseindtryk, og det føles nogle gange som om, jeg hopper hvileløst rundt i tilværelsen i jagten på det næste skud endorfiner. Jeg vil ikke sige, at jeg har stress, men jeg ser klare tendenser hos mig selv på en tilstand af stress.

Det må der gøres noget ved.

Vågen og til stede

Mindfulness er en træningsform, hvor man gennem meditation, yoga og andre opmærksomhedsøvelser, herunder bodyscan, træner hjernen til at give slip på umiddelbare tanker og vurderinger for i stedet at fokusere på det øjeblik, man er i. Der findes mange forskellige typer mindfulness, der kan hjælpe på mange forskellige slags tilstande, men fælles for de fleste er, at man træner sin opmærksomhed og sin evne til at identificere sine tanker. På den måde kan man blive bedre til at agere i stedet for at reagere på sine følelser. Der er altså ikke noget hokus-pokus i det. Det er ikke sådan, at man får masseret sin lilletå, og så kommer man over sit ødipuskompleks. Man træner sit fokus i håbet om at være mindre distræt. Enkelt og simpelt.

For at gå professionelt til værks allierer jeg mig med Lone Overby Fjorback, der er leder af Center for Mindfulness, der er et forskningscenter på Aarhus Universitet. Vi planlægger et forløb, hvor jeg hver dag i et kvarter ad gangen skal dyrke enten meditation eller bodyscan.

Meditation kender de fleste til. Man sidder stille, gerne i skrædderstilling, og så handler det om at fokusere på intet andet end sin vejrtrækning. Bodyscan går ud på, at man, helst liggende ned, flytter sin opmærksomhed rundt til ens forskellige kropsdele. Fælles for dem begge er, at man i videst muligt omfang fokuserer på noget kropsligt og konkret og derved holder mere abstrakte tanker, der ikke har noget med øjeblikket at gøre, ude.

Jeg får tilsendt nogle lydfiler, hvor Lone selv guider gennem begge former for meditation, og derudover skal jeg skrive dagbog efter hver session. Med fagligheden på plads og motivationen stor kaster jeg mig ud i en måned med fokus på mit sind.

En ny begyndelse

Det er en grå, grå mandag, og i aften starter min måned med mindfulness. Jeg vågner og er lidt blå uden helt at forstå hvorfor. Jeg må sige, at jeg glæder mig til det. Mine tanker har det i høj grad med at flyve mellem fortid og fremtid. Jeg havde en rimelig spas bartur her i weekenden, men jeg kan slet ikke huske, hvem jeg talte med og om hvad. Og nej – det var ikke fordi, jeg var stiv. Det er min koncentrationsevne. Den er helt væk. Flyvsk. Det er jeg generelt, men den er lige taget et nøk op. Det håber jeg, at mindfulness kan gøre noget ved. Jeg må være mere i nuet.

Jeg tager hjem fra arbejde, og efter en kop kaffe og en cigaret sætter jeg mig i skrædderstilling, lukker øjnene og gør mig klar til min første meditation. Når man tænker på, at det egentlig bare handler om at sidde stille og smide tankerne væk, er det overraskende svært. Konstant glemmer jeg at fokusere på min vejrtrækning, i stedet vandrer jeg ned ad alle mulige tankealléer.

Skrædderstillingen er heller ikke god for mig. Jeg falder sammen på den der måde, en hverdag i kontorstolen befordrer. Ryggen bliver slap og overgiver sig til tyngdekraften, og flere gange må jeg henkaste opmærksomheden på min positur og rette ryggen, mens jeg skammer mig over, hvor dvask jeg er gået hen og blevet.

Jeg finder dog undervejs enkelte øjeblikke, hvor jeg formår at skubbe tankerne væk og bare være. Og den lillesmule succes kan jeg mærke, da jeg efter 15 minutter åbner øjnene. Det føles, som om jeg har nulstillet mig selv. Som om den forløbne dag har internaliseret sig i mig, og at jeg nu er klar på nye løjer. En svær start, der dog giver mig mod på mere.

Buddha og John Kabat-Zinn

Mindfulness trækker tråde helt tilbage til buddhismen, men blev som vestlig meditationspraksis populariseret af den amerikanske forsker med det kultlederagtige navn Jon Kabat-Zinn. I 1979 startede han ’The Stress Reduction Clinic’ på University of Massachusetts Medical School. Han udviklede et videnskabeligt program, han kaldte ’Mindfulness-based stress reduction’ (MBSR, red.). Forløbet varede otte uger, og gennem blandt andet meditation og bodyscans kunne man tackle både stress, angst, depression og fysiske smerter. I løbet af de næste 30 år blev hans arbejde mere kendt, og i dag er der uddannet over 1.000 mindfulness-instruktører, der har hjemme i over 30 lande.

Det amerikanske militær har visse steder indført praksissen, og der bliver jævnligt holdt gruppe-sessioner på ’The Capitol’ arrangeret af demokraten Tom Ryan. Der er altså stor evidens for, at terapien skaber resultater, så det er intet under, at jeg er forhåbningsfuld.

En lovende start

Den første uge med mindfulness er gået, og jeg synes, det er spændende, men også svært. Tankerne flyver rundt, men det er rart at have 15 minutter hver dag til bare at være og umiddelbart ikke lave noget som helst.

Jeg er begyndt så småt at kunne mærke den der lidt hypnotiserende effekt af at have hørt den samme messen igen og igen. ”Vi kan igen føle hele kroppen fra top til tå.” Hver gang jeg hører den sætning, tænker jeg, hvordan jeg havde det sidst, jeg hørte det. Det er et sjovt referencepunkt, der sætter det hele lidt i perspektiv. Jeg har stadig meget at lære, men det er helt sikkert fedt.

Krystaller om halsen

”Ofte ved folk ikke, at de går og grubler over alt muligt trist,” svarer Lone Overby Fjorback, da jeg spørger ind til, hvad mindfulness kan gøre godt for.

”Mange af de tanker ligger lige under bevidstheden. De tanker bliver til kemiske stoffer, der påvirker hele kroppen, og det vil i sidste ende kunne føre til, at man bliver stresset, angstfuld, provokeret eller aggressiv. Mindfulness kan bruges til at identificere sine tanker og til at tage afstand til de tanker, der trækker en ned. Derigennem kan man også finde ud af, hvad der er vigtigt for én selv. Det er en god forebyggelse og behandling af stress.”

Det er ord, der vejer tungt, når de kommer fra Lone Overby Fjorback. Hun er uddannet psykiater, og den videnskabelige evidens, der er for, at mindfulness virker, er vigtig for hende at pointere:

”Folk tror ofte, at jeg er astrolog med krystaller hængende om halsen. Og de mennesker har jeg intet imod, men jeg er altså forsker. Og ’Nature’, der måske er verdens mest anerkendte medicinske tidsskrift, har gennemgået alle tidligere studier, der har kigget på mental trivsel, og de er kommet frem til, at det bedste, man kan gøre, er at træne mindfulness.”

Ridser i lakken

Min trivsel begynder så småt at blive udfordret. Midt i anden uge kan jeg mærke, at motivationen tager et dyk. Mindfulness giver mig ikke den der umiddelbare fysiske glæde, jeg får af at spille fodbold, gå i sauna eller styrketræne.

Der er ingen ømme muskler, der kan minde mig om mine fremskridt. Ingen fysisk sensation som bevis på, at jeg hver dag tager tid ud af kalenderen i jagten på forbedring. Jeg kan dog mærke, at jeg i hverdagen er blevet mere bevidst om strøtankernes indtog, og at jeg nu er bedre i stand til at skubbe dem fra mig igen i stedet for at lade mig lede af dem, som jeg førhen ubevidst har gjort. Men det føles som en ringe belønning for den indsats, jeg trods alt lægger i det.

Det er dybt paradoksalt, for det, jeg savner, er jo netop den umiddelbare endorfinudløsning, som jeg er blevet slave af. Mindfulness skal jo lære mig ikke at jagte et eller andet. Men mine lænker er tunge, og jeg har svært ved at bryde fri af dem.

Jeg synes, det er irriterende at sætte tid af til det, selvom det jo kun er 15 minutter hver dag. I går var jeg afsindigt udmattet, da jeg gjorde det. Jeg lå i sofaen med min jakke på og tog en omgang body scan. Det var faktisk fint, for jeg kunne virkelig mærke min krop. Men måske var det bare, fordi jeg var så træt. Måske jeg skulle begynde at gøre det om morgenen i stedet? Det ville nok være lidt bedre for koncentrationen.

En volatil oplevelse

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, og tanken om morgen-mindfulness forblev en idé. Det var alligevel for optimistisk.

Den tredje uge udvikler jeg et stadigt mere komplekst forhold til mindfulness. Jeg trættes bare ved tanken om det, og dog føler jeg en fantastisk ro i kroppen og sindet, så snart jeg har taget mig sammen og taget dagens kvarter.

Kollegaer og venner griner, når jeg den ene dag ekstatisk fortæller om en vellykket session, og den næste med himmelvendte øjne beklager mig over, hvor forbandet jeg er over det. Jeg er i syv sind, men jeg fortsætter ufortrødent med forløbet i håbet om at omfavne øjeblikkets intethed.

Et værktøj til hver en tid

Mindfulness skal ikke ses som et værktøj, man udelukkende hiver frem i det øjeblik, livet gør ondt. De fleste mennesker vil på et tidspunkt i deres liv opleve store problemer, der kan være svære at håndtere, og ligesom man kan forebygge fysiske sygdomme gennem en sund livsstil, kan man forebygge mentale udfordringer gennem mindfulness.

Og det er heller ikke kun en selv, der kan få noget ud af praksissen. Igennem lang tid har ledere i erhvervslivet benyttet sig af mindfulness i håbet om at optimere deres evner, så de kan drive deres firmaer i den bedst mulige retning. Christian Stadil har i lang tid været kendt for at praktisere meditation, og Lone Overby Fjorback, der selv er leder, mener ligeledes, at det kan være en fordel som chef at dyrke mindfulness:

”Hvis jeg er stresset som leder, så bliver mine ansatte det også. Hvis jeg er mindful, så kan jeg berolige de ansatte. Så i stedet for at jeg kan lade mig rive med af negativ stemning på arbejdspladsen, så kan jeg sørge for, at de ansatte bliver rolige igen.”

Simpelt til værks

Jeg ligger og hører på Lone og prøver at tage min opmærksomhed hen, hvor hun siger, jeg skal:

”Så kan vi tage opmærksomheden ned til fødderne. Alle 10 tæer. Fodsålerne. Oversiden af fødderne. Hælene. Begge fødder. Vi kan lægge mærke til fødderne.”

Det sitrer så behagligt i musklerne og i huden, når jeg flytter opmærksomheden rundt på de enkelte kropsdele. Der føles som om jeg tapper energien fra min krop og giver den til mit sind. Det handler om, at man har opmærksomheden på en meget konkret ting og fjerner den fra, hvad man ellers glæder sig til i livet eller frygter eller har det nederen omkring. Det føles godt at gå simpelt til værks. Man nulstiller sig selv. Det føles virkelig sundt.

Det er ikke, fordi jeg føler, noget generelt har ændret sig, men lige efter en session er jeg altid meget afslappet og rolig.

Og selvom det er meningen, at man ikke skal tænke de store tanker, så gør det ikke noget, at jeg lige får det gjort alligevel. Lige får vendt vinklerne i mine problemer i stilhed. Jeg slipper det jo igen ret hurtigt. Men det gør meget bare at have 15 minutter, hvor alting ikke kører hurtigt, og hvor verden kan kalde, men man ikke vil lytte.

Debrief

Trods de positive oplevelser får pessimismen mere og mere fat i mig. Ak og ve; jeg er faldet i kulkælderen. I den fjerde og sidste uge hænger det hele langt ud af halsen på mig. Jeg synes ikke længere, det er rart at gøre, og det er ligegyldigt om det er meditation eller bodyscan. Det er bare kedeligt og uoverskueligt.

Det irriterer mig, for jeg føler, at jeg har gjort et udueligt forsøg. Jeg har bukket under for de kognitive processer, jeg søsatte projektet for at ændre. I stedet for at dyrke kedsomheden, har jeg de sidste par uger bekæmpet den.

Jeg kunne have begyndt at dyrke mindfulness om morgenen og dermed gøre det til en god og vanlig start på dagen i stedet for at trættes med det om aftenen. Jeg kunne have rakt ud til Lone Overby Fjorback og fået råd. Jeg føler, at jeg burde have gjort det bedre.

Det er derfor, at jeg med en skyldig skoledrengs ængstelighed ringer op til Lone Overby Fjorback efter forløbet for at overbringe hende mine oplevelser. Alle de negative narrativer, jeg har lagt ned over mit eget vage forsøg på at opnå mindfulness, forbereder jeg mig på, at Lone nu vil pådutte mig.

Men til min store lettelse giver hun et hjerteligt grin, da jeg fortæller om mine udfordringer:

”Alle, der går i gang med det her, vil ryge ind i det, du beskriver. Det er beskrevet for flere 1.000 år siden af dem, der begyndte med meditation. Det er velkendt. Det er ikke et tegn på, at det ikke virker. Det er bare svært at ændre sin praksis. Mennesket er et vanedyr, og det gider ikke noget, der er svært. De fleste skal have mange forsøg, før det er noget, der bliver til en fast praksis.”

Jeg fortæller hende, at bare fordi jeg har haft en blandet fornøjelse med mindfulness i denne ombæring, er det ikke sådan, at jeg vil afskrive, at jeg i fremtiden vil kaste mig ud i det igen. Men hvordan kan jeg gøre mulighederne for succes bedre næste gang?

”Man kan gøre tre ting. Den ene er at studere mindfulness. Kigge på forskningsresultaterne og se, hvordan det påvirker hjernen. Det vil give én et rigtig godt argument for at gøre det. Det andet er at finde en gruppe at gøre det med. Så kommer der et ekstra aspekt ind i det og nogle, der kan holde én til ilden, når det bliver svært. Det tredje er at have stram disciplin. Ligesom man børster tænder hver dag uden at tænke over det, skal man dyrke mindfulness hver dag uden at væve i det. Med tiden bliver det en daglig praksis.”

Manglende motivation

Efter min snak med Lone er jeg mere rolig. Jeg er glad for at vide, at de fleste andre, der begynder på mindfulness, oplever de samme udfordringer. At rastløsheden ikke kun er mig forundt. At det er svært, uoverskueligt, trættende, kedeligt og smule enerverende at sidde stille i 15 minutter hver dag.

Kunne jeg have ydet en større indsats? Jeg kunne helt sikkert have gjort nogle ting anderledes. Jeg kunne have begyndt på et hold og ladet det sociale være en motivation for mig. Jeg kunne have gjort det til en morgenrutine, således jeg ikke skulle finde overskud til det hver dag efter arbejde. Men mest af alt må jeg konkludere, at min motivation ikke har været høj nok. På trods af den stressede tilstand, jeg oplever, de flyvske tanker og mit distræte sind, så har jeg det godt, og undervejs i forløbet har jeg simpelthen haft svært ved at se, at belønningen i form af en bedre koncentration står mål med den kedelige indsats, jeg har lagt for dagen.

Og selv om der helt sikkert kommer en tid i mit liv, hvor krisen kradser, og sindet ville have godt af at være trænet i fokus og opmærksomhed, så vejer det faktum på ingen måde tungt, når det kommer til min motivation. Dertil virker de store krisers tid simpelthen for abstrakt og for fremtidsagtig.

Og oven på det udsagn, der helt sikkert kommer til at bide mig i halen, tegner jeg korsets tegn, kaster salt over skulderen og går ud og nyder livet, som det ligger foran mig. Og måske jeg lige nupper en omgang meditation eller bodyscan, når hovedet larmer, og mandagen er grå.