"Man prøver at opnå mindfulness, samtidig med at man bekymrer sig over at falde ned og dø. Det nulstiller mig fuldstændig"

Når Tom Atwood kigger op på klippevæggen over sig, ser han problemer. Ikke den slags, der giver panderynker, men nærmere tyngdekraftsudfordringer, som løses ved at sætte en fod her og et greb der. I aftes fik tanken om klatreproblemerne hans øjne til at funkle som glat granit i strålende solskin, men nu er blikket erstattet af poser under øjnene. Det er stadig så mørkt, at hans pandelampe danner en lyskegle, da han lyner teltet op og kigger ud. Klokken er 6.30, og hans ånde danner små skyer. Der er en times tid, til solens første stråler kryber over de lodrette granitvægge, der indrammer Yosemite Valley.

”Det er virkelig koldt. Koldere end jeg troede,” siger Tom til sin makker Alan Han.

”Ja, jeg ser ikke frem til i morgen aften. Vi kommer til at røvfryse,” siger Alan.

Termometeret i Alans BMW viser fire grader. De hiver en lille Trangia gasbrænder frem fra bagagerummet og begynder at varme vand til kaffe. De deler en müslibar, mens de kigger på deres proviant til de næste to dage – 10 Snickers. De købte chokoladebarerne i en 7-Eleven på vej til Yosemite efter fyraften dagen inden, fordi de indeholder flest kalorier i forhold til deres vægt. Og når man hænger i fingerspidserne på en klippevæg er det rart at være så let som muligt.

Lige siden de to venner begyndte at klatre sammen i Yosemite National Park, har bjergvæggen Royal Arches været deres mål. Tre år har de fantaseret om denne dag, men nu skyller tvivlen og nervøsiteten ind over Tom. Kan de klare det? Kan de nå toppen inden solnedgang? Har de nok vand med?

Royal Arches er en af de legendariske klatreruter i Yosemite, som er nationalparken, hvor den moderne klippeklatring blev opfundet af en flok hippier, rebeller og vovehalse i 1960’erne. Royal Arches er en 425 meter næsten lodret granitvæg med karakteristiske hvælvinger, der giver klippen sit navn, og rent teknisk er det ikke den sværeste klatrerute. Men den er lang – for begyndere kan det tage 12 timer at tilbagelægge de 15 pitches, inden man står på toppen (et pitch er en del af en klatrerute, hvor man sætter et reb fast i en mellemsikring, så rebet griber en, hvis man falder). Den største udfordring er et pitch kaldet ’The Pendulum’, hvor klatreren spænder rebet fast over sig og forsøger at svinge sig som et pendul over til et greb små fem meter til venstre. I de sekunder giver klatreren slip på al kontrol og hænger sit liv i rebet.

”Min største frygt er, at vi sidder fast et sted på halvvejen og ikke når toppen, inden det bliver mørkt,” siger Tom til Alan.

Alan fejer sin makkers bekymringer til side – han er optimisten, der bliver ved med at presse på, når Tom tvivler. De kan kun nå toppen sammen. Når han hænger på en klippevæg højt oppe, er det som om, alle hans nerveender sitrer, og hans følelser intensiveres. Der er øjeblikke af rå, uforfalsket frygt, af samhørighed, af tvivl, af ren eufori.

Til daglig tilbringer 33-årige Tom Atwood det meste af dagen foran en computerskærm på et kontor i en skyskraber i San Franciscos Financial District, hvor han arbejder som datalog i et startup-firma, der laver kunstig intelligens til shippingbranchen. Han elsker alt, hvad storbyen har at byde på af koncerter, kunst, barer, god mad og mennesker, men efter for meget tid i asfaltjunglen får han kuller. Og så søger han ud under åben himmel – jo mere han klatrer, jo mere har han brug for det.

”Intet menneske burde befinde sig her,” tænker han nogle gange, når han står på et klippefremspring halvvejs oppe på en klatrerute og måber ud over dalen under ham, fyrretræerne, der ligner tandstikker og de majestætiske granitvægge, som han kun kan være i øjenhøjde med her.

Det er ikke faren og adrenalinsuset, der får Tom til at dingle i et reb 400 meter over jorden. Når han hænger i fingerspidserne på en granitvæg, mærker han hver en muskel spænde i kroppen, og der er ikke plads til andre tanker end, hvor han skal sætte sin fod, og hvor hans hænder kan finde et greb. Det er lige så mentalt, som det er fysisk udfordrende.

”I mit privatliv er det nemt at sidde fast i en rutine, men når jeg klatrer, kommer jeg i et helt andet mindset. Man prøver at opnå mindfulness, samtidig med at man bekymrer sig over at falde ned og dø. Det nulstiller mig fuldstændig,” siger Tom Atwood.

Da Tom trasker op til foden af Royal Arches, klirrer karabinerne, der hænger fra hans rygsæk, som en koklokke. Han har 70 meter reb om skulderen og har kalkpose og klemkiler klar (en klemkile kan sættes ind i en sprække i klippen og udvide sig, så den sikrer klatreren).

”Nu vil jeg bare gerne i gang,” siger Tom.

”Er du klar?” spørger Alan.

Tom griber fat om den lysegrå granit. Svinger venstre ben op, og sætter foden på et lille udspring, skubber fra med låret og løfter sig op, så han får fat i en spalte med højre hånd.

”Sådan!”

Alan opmuntrer ham fra jorden under ham.

Gryntende og stønnende slider Tom sin krop opad. Få minutter senere er han forsvundet ud af syne bag et klippefremspring.

En datalog, der hænger på en klippevæg i Yosemite, er et billede på den outdoor-trend, der er bruset ind over os de seneste år. Vi vil væk fra kontoret og byen og ud i det fri. Hvor vi danskere tidligere brugte meget af fritiden i haller og på boldbaner, er indendørs sportsgrene som fodbold, håndbold, svømning, gymnastik og badminton begyndt at få nye konkurrenter, der alle har det til fælles, at de dyrkes i naturen. Mountainbike, trailløb, kajak, stand up paddling (SUP), kitesurfing og havsvømning er i kraftig vækst, ligesom klassiske friluftsaktiviteter som vandring, jagt og lystfiskeri er blevet støvet af og begyndt at appellere til en yngre generation.

Ifølge Dansk Idrætsforbund er andelen af voksne, der dyrker idræt og motion i naturen, steget fra 36 procent i 2011 til 44 procent i 2016, hvilket gør naturen til den mest populære idrætsarena, og hvis der var nyere tal, ville kurven formentlig få endnu et nøk opad. Hvor der i år 2000 var et enkelt mountainbikespor i Danmark, er der i dag over 200, og antallet af mountainbikeryttere er steget med 50 procent fra 2011-2016. Samme periode er antallet af udøvere af vandsport såsom kajak, stand up paddle, surfing, open water-svømning, wakeboarding og kitesurfing vokset med 29 procent. I dag er der således flere voksne danskere, der dyrker vandsport end fodbold. På få år er antallet af shelters rundt om i landet vokset til 1.700, og dem benytter over 210.000 danskere hvert år, dobbelt så mange som for bare seks år siden, og en tredjedel af dem, der overnatter i shelter, er nye brugere.

I fjernsynet lærer tv-programmer som ’Alene i vildmarken’, ’Nak & æd’ og ’Øen’ stillesiddende byboere at overleve i den vilde natur og minder os om en fortid, hvor vi mennesker levede under åben himmel. Den danske rejsebranche oplever en ’markant stigning’ i aktive ferier ifølge Danmarks Rejsebureau Forening, og Outdoorfestivalen i Ry er vokset fra 500 besøgende i sit første år i 2014 til 8.000 besøgende i 2018. 85 procent af danskerne tager ifølge Friluftsrådet ud i naturen mindst én gang om ugen i sommerhalvåret, og heraf er over halvdelen i naturen mindst en gang om dagen. I vinterhalvåret er 59 procent i naturen mindst én gang om ugen.

På catwalken er outdoor-tøj som dunveste, fleecetrøjer og vandrestøvler blevet en del af modebilledet og er gået fra nørdet til trendy.

”Der er sket meget modemæssigt, og folk bruger outdoor-tøjet i hverdagen,” siger Lars Sejer Sørensen. I 1996 grundlagde han Eventyrsport i et 46 kvadratmeter stort kælderlokale i Aarhus. Dengang var der ikke den store konkurrence på outdoor-grej. I dag har Eventyrsport 12 butikker og er oppe imod kæder som Friluftsland, Spejdersport og OutdoorXperten samt en række mindre butikker og nethandler.

”Dengang var man rimeligt nørdet, hvis man tog på kanotur eller vandreferie. Det er langt mere accepteret i dag,” siger Lars Sejer Sørensen.

Også Dansk Kyst- og Naturturisme rider med på bølgen og vil gøre Danmark til en af Europas førende outdoor-destinationer ved i samarbejde med Erhvervsministeriet og Miljøministeriet at udarbejde en handlingsplan, der skal lokke turister til den danske natur. I forvejen omsatte naturturismen – defineret som ferie uden for København, Aarhus, Odense og Aalborg – for 61,6 milliarder kroner i 2018 ifølge VisitDenmark.

”Outdoor-tendensen har spredt sig som en løbeild over hele landet,” siger Thomas Larsen Schmidt, der er programleder i DGI Outdoor.

For 10 år siden var DGI primært en idrætsorganisation, der beskæftigede sig med de aktiviteter, der foregik i haller og på baner, men i dag er outdoor-idræt blevet så populært, at det har sin egen særskilte afdeling, og det er også her, man finder nogle af organisationens hurtigst voksende sportsgrene. Mange af outdoor-aktiviteterne passer godt ind i vores fortravlede hverdag, fordi man kan hoppe i kajakken eller trække i spandex-cykeldragten, når man har et ledigt hul i den tetrislignende kalender frem for at skulle vente på organiserede idrætsgrene som håndbold og fodbold, der foregår på bestemte tidspunkter. Naturen er åben døgnet rundt, og der er ingen dommer eller regler.

Outdoortrenden tog fart på et tidspunkt, hvor vi kollektivt var på røven. Chris Keyes er chefredaktør på det amerikanske outdoormagasin Outside, der siden 1977 har guidet folk på eventyr i det fri, og han bemærker, at kurven for friluftsaktiviteter begyndte at svaje opad under finanskrisen mod slutningen af 00’erne.

”Det var et tidspunkt, hvor folk ikke havde særligt mange penge, og alligevel var der en stigning i mange outdoor-aktiviteter, formentlig fordi sådan noget som vandring og camping er billigt,” siger Chris Keyes.

I en krisetid forbundet med usikkerhed søger man tilbage til de trygge og nære værdier. Efter finanskrisen blev naturen et roligt holdepunkt for nogle, og man begyndte at kigge op fra skærmen og vende blikket mod det grønne. Frem for den store jordomrejse blev der større interesse for at udforske folks egne baghaver, der hvor asfalten ophører.

Man skal ikke mere end et par generationer tilbage, før folk opholdt sig væsentligt mere udendørs end i dag. I 1950 boede 30 procent af verdens befolkning i byer, men i dag er tallet steget til 55 procent, og i løbet af 30 år vil to tredjedele af os være byboere ifølge en FN-undersøgelse. I den vestlige verden tilbringer vi op mod 90 procent af vores dag indendørs ifølge EU-Kommissionen.

”Da jeg voksede op i Vendsyssel, havde man ikke samme behov for naturen, for vi boede på landet og var altid udenfor. For børn i dag skal ture i det fri besluttes og planlægges, og de skal køres til skoven,” siger Thomas Larsen Schmidt fra DGI Outdoor.

En spørgeundersøgelse om danskernes forhold til naturen foretaget for Velux sidste år viste, at 85 procent savner kontakt med naturen i deres hverdag, og klimakrisen har samtidig fået emnet på vores radar.

”Folk er blevet mere bevidste om, at naturen ikke bare er der, og at vi er kommet meget langt væk fra den. Vi har brug for en kontrast til vores byliv og vores skærme og brug for at mærke jorden og vandet, og at det regner på os,” siger Thomas Larsen Schmidt.

Mange har stilsiddende kontorjob, hvor vi er lænket til en computer det meste af dagen, og selv når vi har fri, trækker mobilen i os og sønderbomber os med information dagen lang. Men båndbredden i vores hjerner har ikke fulgt med udviklingen til 1.000 Mbit fibernet og 5G-telefoni, og der er naturen et af de få tilbageværende steder, hvor vi kan logge af og koble fra.

”Vi lever i et samfund i overgear, og der har vi brug for at trække i håndbremsen. Vi kan ikke finde ud af at kede os og lave ingenting, og selv når vi sidder i bussen, finder vi mobilen frem. Naturen er der ikke noget ondt at sige om, og der er vi uden for rækkevidde og får aktiveret sanserne,” siger trendforsker Louise Byg Kongsholm fra Pej Gruppen, et skandinavisk trendinstitut.

Men i dag er der prestige i at føre sig frem som en mand i pagt med naturen.

”Som topleder skulle man tidligere som minimum løbe et maraton, så blev det en ironman, og nu er det ultimative at vandre Caminoen eller klatre i Alperne for at komme væk fra det hele,” siger Louise Byg Kongsholm.

Vores hjerne er god til at omstille sig. Det er derfor, vi på evolutionsmæssig rekordtid har kunnet gå fra hulemænd til internetsurfere. Men i bund og grund er hjernen udviklet til at rumme de indtryk, vi får fra naturen, og ikke til smartphones, trafikkaos og blinkende neonlys. Jagten på det perfekte liv i den digitale tidsalder har fået vores hjerner til at crashe. Hvor stress tidligere ramte folk, der levede et liv under ekstremt pres, kan det nu være den almindelige hverdag, der kører folk ned. Stress er hastigt ved at blive en udbredt livsstilssygdom, og op mod 430.000 danskere kæmper ifølge Stressforeningen med symptomer på alvorlig stress hver dag. Vores hjerner er ikke gearede til de mange indtryk.

”Det er ligesom at tage en Citroen Berlingo og lade den køre Formel 1,” siger Peter Qvortrup Geisling, DR’s tv-læge.

Han har skrevet bogen ’Naturen på recept’ og det er mere end en kæk titel. I Skotland er læger rent faktisk begyndt at udskrive naturoplevelser til patienter, og i Sverige og Norge har man længe behandlet stress- og depressionsramte med ’haveterapi’, hvor de bliver sat til at luge, grave og plante i det fri. Før da havde patienterne i gennemsnit været sygemeldt i to år, men efter 16 ugers haveterapi havde to ud af tre det så godt, at de kunne begynde på arbejde igen. Herhjemme har vi også terapihaven Nacadia i Hørsholm, ligesom Kræftens Bekæmpelse er begyndt at bruge haveterapi.

Men hvorfor virker naturen så helende? Videnskaben har ikke et entydigt svar, men den diffuse forklaring er, at vi mennesker føler en form for samhørighed med naturen og finder fred og ro i at dufte til nyudsprugne ramsløg, høre solsorten kvidre eller se bølgerne skvulpe i strandkanten. Samtidig er vi som regel mere fysisk aktive i naturen og sidder ikke fikseret i samme stilling i timevis foran en skærm.

Forskere fra Deakin University i Melbourne har konkluderet, at man kommer sig hurtigere efter stress, sygdom og skader, hvis man bruger tid i naturen, mens hollandske forskere har påvist, at naturoplevelser kan virke forebyggende og nedsætte risikoen for psykiske lidelser som angst og depression samt fysiologiske sygdomme som diabetes, migræne, astma og hjerte-kar-sygdomme.

Og man behøver ikke få pulsen op på 200 på mountainbiken eller kaste sig ud i drabelige tricks på et kiteboard for at høste fordelene – en gåtur i det grønne kan være nok. Forskere på Stanford University satte forsøgspersoner til at gå en tur på halvanden time i henholdsvis et grønt område og langs en travl hovedgade, og en hjernescanning viste, at kun gåturen i naturen mindskede aktiviteten i et område af hjernen forbundet med psykiske lidelser. Folk, der bor tæt på natur, har endda et bedre helbred end dem, der bor mere end en kilometer fra et grønt område, viser en undersøgelse fra Syddansk Universitet og Statens Institut for Folkesundhed.

”Sundhed er blevet danskernes religion, men sundhed starter ikke på en badevægt. Mange tror, at sundhed handler om kost og motion, men den mentale sundhed er meget vigtigere. Den er både fundamentet for ens livskvalitet, men den er også fundamentet for, om du har overskud til at gøre noget ved livsstilssygdomme, som bunder i kost, rygning og mangel på motion,” siger Peter Qvortrup Geisling.

Han forklarer, at vi har to typer opmærksomhed: den fokuserede og den spontane. Den fokuserede opmærksomhed bruger vi til koncentrerede opgaver som at læse, regne, analysere information og løse problemer, og den er en energisluger. Den spontane opmærksomhed scanner derimod blot omgivelserne uden at analysere, og den skaber plads til kreativitet og overblik, uden at vi bruger energi på den. Det er den spontane opmærksomhed, vi aktiverer, når vi er i naturen, og det giver de områder i hjernen, der normalt knokler derudaf i hverdagen, mulighed for at puste ud.

”Kommer man for langt ud ad en tangent med stress, kan naturen være det sted, hvor man finder tilbage til sig selv og finder ud af, hvor man skal sige fra,” siger Peter Qvortrup Geisling.

Det er den følelse, danske David Lange jagter, da han en kulsort vintermorgen træder ud i vandet. Med et svirp kaster han sit blink ud i det mørke Øresund. Han ved af erfaring, at havørrederne som regel trækker tæt ind mod kysten om natten, og måske står de der endnu. Han kaster linen ud et par gange, men intet bider på. Han træder forsigtigt lidt dybere ud. Vinden pisker støvregnen mod hans ansigt under kasketten og får små, insisterende bølger til at skvulpe op mod hans mørkegrønne waders. Senere på dagen får han nogle venner på besøg, så det ville være hyggeligt at lave bål og riste skumfiduser. Det ville deres unger elske. En stor flok fugle skræpper over ham og flyver ud over vandet og tilbage ind over land. De er for små til at være krager, og det er i hvert fald ikke havmåger. Måske alliker?

Da David Lange var yngre, havde han kun fangst på hjernen, når han stod og vippede med fiskestangen, men nu handler det i lige så høj grad om bare at være i det og slå hjernen fra. Kigge på fuglene, mærke vejret og strømmen og stå og stene lidt. Det meste af sit liv har David Lange boet i Indre By i København, hvor han i en årrække var involveret i musik- og nattelivsscenen. Et liv med fest og gang i den, og det var sjovt, men nu er han 40 år, og der var for mange weekender, der forsvandt i tømmermændståger. Så for fire år siden flyttede han til Øerne, et lille lokalfællesskab tæt på Helsingør, hvor han er omringet af træer og marker, og hans naboer har navne som Peter Juletræ (manden sælger juletræer).

”Jeg følte, at dagene flød sammen, og jeg mistede fornemmelsen for tid og sted, især som jeg blev ældre. Efter jeg flyttede herop, har året fået flere facetter, fordi jeg ser naturen forandre sig. Det er som om, det strækker tiden ud på en måde,” siger David Lange.

Det er nemmere at tage ud at fiske uden at gøre en større udflugt ud af det, som det altid var, da han boede i København. Når han står i waders med vand til livet og udsigt til Kronborg, glider hans opmærksomhed fra ham selv og mod naturen, og for David Lange er det nærmest en spirituel oplevelse.

”Jeg er til stede i nuet og mere modtagelig for det, der strømmer ind. Nogle gange går jeg næsten i trance, mens jeg tager omgivelserne til mig,” siger han.

Blå nuancer er begyndt at bløde den mørke himmel op, og solen truer med at stå op, da David Lange efter tre kvarters tid sjosker op af vandet. Vinden er taget til, og strømmen er for stærk til at fange noget. Han går op til sin Jeep Cherokee fra 1998 og fisker en smøg frem, mens han hælder kaffe op i sin kop fra termoflasken. Den er stadig varm. Det er livet. Men det ville nu være meget fedt også lige at fange en fisk. Måske skal han lige køre de 10 minutter sydpå til Humlebæk, hvor der er mere læ? Han sætter fiskestangen fast på taget af Jeepen og kører afsted.

Vores hungren efter oplevelser i det fri har sin pris. Mens der er bred konsensus om, at det er sundt for os, at vi søger ud under åben himmel, er naturen ikke nødvendigvis enig. I USA har flere nationalparker slået rekorder i antallet af besøgende, og midt på sommeren sidder folk i timelange bilkøer mod parker som Yellowstone, Zion, Grand Canyon og Yosemite. I Yosemite må parkfogederne en gang om året rydde op efter klatrere, der flokkes til dalen og efterlader knap syv ton affald – alt fra plasticflasker til konservesdåser, nylonreb, klatresko og beskidte underbukser – på toppen af klipperne.

”Folk elsker vores nationalparker til døde,” udtalte den daværende indenrigsminister Ryan Zinke i 2018.

I Island har den dramatiske natur på få år fået antallet af turister til at firedoble til 2,3 millioner sidste år (85 procent af turisterne svarede i en undersøgelse, at de kom for naturen), og det slider på naturen i en sådan grad, at Islands miljømyndigheder har måttet lukke områder som Fjaðrárgljúfur-kløften og Reykjadalur af for besøgende.

Den lille landsby Uttakleiv i Lofoten i Nordnorge har normalt 12 indbyggere, men nu flokkes 250.000 turister om sommeren til den arktiske strand, og myndighederne må opstille festivaltoiletter og samle 8.000 liter affald op i løbet af en weekend.

I Thailand er bugten Maya Bay – som Leonardo DiCaprio i år 2000 kanoniserede for enhver backpacker med filmen ’The Beach’ – så overrendt, at koraller og fisk er begyndt at dø, og siden 2018 har turister været forment adgang til bugten for at give økosystemet en mulighed for at komme sig. Selv Mount Everest er så populær en destination blandt bjergbestigere, at de sneklædte bjergsider vælter med skrald, og i maj 2019 måtte de nepalesiske myndigheder fjerne 11 ton affald. Samme forår cirkulerede et billede taget på verdens højeste bjerg i medierne, fordi bjergbestigere gik i tæt gåsegang på højderyggen, i kø for at komme til toppen.

Grandiose billeder har altid været med til at sælge friluftsoplevelser, men i dag er det ikke kun rejsebureauer og outdoor-mærker, der prakker den storslåede natur på os. De sociale medier hyrder os som kvæg til de samme steder med glorificerede fotos, der ikke viser de tusind andre mennesker i baggrunden.

”Instagram er blevet et fænomen, der har gjort de mest ikoniske naturområder afsindigt populære. Det er godt, at folk bliver inspireret til friluftsaktiviteter, men det er bekymrende, at der er mange, der blot kommer for at tage deres foto og krydse det af på deres liste,” siger Outsides chefredaktør, Chris Keyes.

Outdoor-fænomenets indtog kan også mærkes herhjemme. Danmark er i forvejen det land i EU, der har mindst fredet natur (otte procent af vores areal), og vi er et af de lande i verden, der har størst andel areal sat af til landbrug kun overgået af Bangladesh. Det betyder, at der er kamp om de få grønne pletter, vi har, og det gør af og til naturen til en konfliktzone mellem forskellige brugere.

”Naturen er presset på alle mulige måder,” siger Astrid Bjørg Mortensen, kommunikationschef i Friluftsrådet, en paraplyorganisation for 85 foreninger, hvis aktiviteter relaterer sig til miljø, natur eller friluftsliv.

Det kommer tydeligst til udtryk i skovene, når adrenalinsøgende mountainbike-cyklister kæmper med adstadigt spadserende og hundeluftere om retten til stierne. Hvor der i 2014 var 66.000 brugere af mountainbikesporet i Hareskoven nord for København, er der nu 120.000 brugere om året, og når så mange mennesker tonser rundt i skovene og farvandene, bliver det tydeligt, at vi ikke nødvendigvis har fælles normer for, hvordan man færdes i det fri.

”Systemet går på sin vis ud fra, at vi er vokset op på landet og har en forståelse for, hvordan man gebærder sig udenfor, men det er der mange voksne, der ikke har erfaring med. Når man laver benpres i fitnesscenteret, skal man ikke tage hensyn til naboen på samme måde, som når man sejler i kajak, og folk er ikke altid gode til at vise hensyn til hinanden i naturen,” siger Thomas Larsen Schmidt fra DGI Outdoor.

Hvis der skal være plads til os alle i naturen, er der brug for bedre faciliteter og infrastruktur, mener han. DGI arbejder på at oprette såkaldte ’trailcentre’, hvor man kan låse sin taske inde, vaske sin cykel og se et kort over stierne, og den slags tiltag er der brug for. Mens der i gennemsnit er 22 danske idrætshaller per kommune, er der kun 5,7 faciliteter til outdoor-idræt. Samtidig er der en del outdoor-idrætsudøvere, der i højere grad har sig selv end omgivelserne i centrum.

”Der er mange, der primært bruger naturen som en arena for deres aktiviteter. De kender ikke så meget til naturen og ser den mere som deres legeplads. Det er der andre, der synes, er forkert, men der skal være plads til alle måder at bruge naturen på til friluftsliv,” siger Astrid Bjørg Mortensen.

Det har Nikolaj Voldum Ahlburg det ambivalent med. Den 29-årige aarhusianer står bag foreningen Natur Retur, der arrangerer ugentlige naturoplevelser for folk i Aarhus og for nylig modtog 100.000 kroner i kåringen Fantastiske Fællesskaber fra blandt andet Tuborgfonden og TV 2 Regionerne.

”Jeg elsker outdoor, klatring og kajak, men jeg kan godt være kritisk over for outdoor-bevægelsen, og hvorvidt det er med til at skabe en dybere relation til naturen,” siger han.

Nikolaj Voldum Ahlburg ser nemlig benspænd for dem, der ikke har råd til dyrt grej eller ikke tør kaste sig ud i halsbrækkende aktiviteter.

”Hvis vi tager mountainbike som et eksempel, tager vi meget af vores forbrugskultur med ud i skoven. Det handler meget om udstyr, og vi bruger vildt mange penge på grej for at opleve naturen. Det skaber en form for disconnect. Samtidig har det også meget med vores konkurrencekultur at gøre, og man tager nemt det hektiske stress og jag med ud på mountainbiken, fordi det handler om at præstere,” siger han.

Natur Retur forsøger at skabe en anderledes friluftsoplevelse, og den filosofi er måske bedst indkapslet af det fag, Nikolaj Voldum Ahlburg underviser i på Testrup Højskole. I faget ’Gå’ guider han højskoleeleverne gennem gåture i skoven ofte helt uden at snakke med hinanden – nogle gange ved solopgang og andre gang midt om natten i buldrende mørke – for virkeligt at være til stede uden distraktioner.

”De får en relation til naturen på en helt anden måde,” siger han.

Oprindeligt hed faget ’Friluftsliv’ og gik ud på, at eleverne kastede sig ud i adrenalinpumpende outdooraktiviteter som klatring, mountainbike og kitesurfing, men Nikolaj Voldum Ahlburg følte, at der var større behov for at bruge naturen til at koble fra og komme ned i gear, og resultatet er ’Gå’. Faget er blevet et af de mest populære på Testrup Højskole, og sidste forår havde 90 ud af 130 elever det i deres top tre, da de skulle vælge fag. ’Gå’, Natur Retur og det voksende antal shelters rundt om i landet er et tegn på en ny bølge af outdoor-bevægelsen, der tager udgangspunkt i mere traditionelle friluftsidéer med fokus på naturdannelse og simple, mere rolige oplevelser under åben himmel.

Det er netop det, de knap 40 mennesker, der stimler sammen ved stranden Den Permanente i Aarhus klokken 6.45 en mandag i december, er på jagt efter. Mens de fleste andre enten ligger og snuer eller er ved at gøre sig klar til en ny arbejdsuge, tager de roligt tøjet af i mørket og træder i bare tæer ud i det rimfrostdækkede sand. De hopper og danser i et forsøg på at skåne fødderne for det kolde sand, og gåsehuden knopskyder på de letpåklædte kroppe, mens de tager hinanden i hånden og danner en lang række.

”Tre, to en, nu!”

Med ét sætter de 40 silhuetter i løb ud i det otte grader kolde vand, og mødet med gyset får flere af pigerne til at hvine. Få sekunder senere springer de fleste op på land igen og begynder febrilsk at tørre sig og tage tøj på – der er ingen varm sauna, der venter som belønning for den kolde dukkert for eleverne på Testrup Højskole. Den månedlige morgenbadning er blevet en fast del af Natur Returs repertoire og en af de mest populære – i sommerhalvåret møder over 100 personer op, og foreningens aftengåture i skoven og svampe- og urteture tiltrækker endnu flere naturnysgerrige aarhusianere.

Natur Retur opstod for fire år siden, da Nikolaj Voldum Ahlburg og hans ven Johan Lind Mejniche læste på Aarhus Universitet. En dag i november gik det op for dem, at de ikke havde været ude i naturen i månedsvis, til trods for at de begge læste biologi og var friluftsinteresserede, for hverdagen kørte bare derudaf. De havde brug for at komme ud i det fri og oprettede en facebookside, hvor de inviterede deres venner på en gåtur i skoven. Langsomt spredtes rygtet, og seks måneder senere dukkede der pludselig 150 mennesker op til deres månedlige naturarrangementer. Størstedelen af deltagerne er unge mellem 20-35 år, men der er også børnefamilier og pensionister, og alle arrangementerne er uden forpligtelse – man kan melde sig til med få dages varsel.

”Interessen siger noget om den måde, vi har indrettet vores hverdag på, hvor enormt mange får stress og depression eller er ensomme og der er hverken plads til os selv eller naturen. Natur Retur er en respons på det. Vi vil ud i naturen for at finde ro, nærvær og fællesskab,” siger Nikolaj Voldum Ahlburg.

I DGI Outdoor kan Thomas Larsen Schmidt især i mountainbike-miljøet se, hvordan naturen får tag i folk.

”De fleste begyndte at køre mountainbike for at komme i bedre form, men efter nogle år taler de nu om, hvor vigtigt det er for dem at komme ud i naturen. Hvis de bliver skadet, savner de at se løvfaldet og rådyrene og snakker ikke længere om at tabe sig. De bliver afhængige af naturen,” siger han.

Yosemite Valley er badet i gyldent lys, da Tom Atwood og Alan Han når det sidste pitch på Royal Arches. Toms fødder dunker efter ni timer i de stramme klatresko, og den sidste forhindring, før de kan nå toppen, er den mest skræmmende. Tom fører an og klatrer sidelæns på en næsten lodret granitvæg, som er stort set blottet for sprækker eller afsatser at gribe fat i. Hele dagen har der været mange andre klatrere på ruten, men nu er de alle rappellet ned, inden mørket sænker sig, og Royal Arches føles tom og afsides.

Tom klistrer hele kroppen mod klippen, så godt han kan, og forsøger at balancere sin vægt på fremspring og fordybninger på størrelse med en ært, mens han møver sig frem. Hvis han glider, er der næsten 20 meters frit fald, før rebet griber ham. Klatringen har lært ham at tage dybe, rolige åndedræt, og han forsøger at sænke pulsen og holde fokus. Det virker, og kort efter når han toppen med Alan i hælene.

De har næsten intet vand tilbage, og efter en hel dag i solen er de ustyrligt tørstige, så frem for at juble begynder de febrilsk at lede efter den kilde, de har læst skulle være her et sted. Kilden er kun en lille piblen, så de bruger nogle blade til at lede vandet ned i deres vandbeholder og slubrer det i sig. Først da solen forsvinder bag bjergene, sætter de sig på kanten af klippen og slapper af. Tom fisker en cigaret frem fra sin rygsæk. Normalt ryger de egentlig ikke, og det virker fjollet midt i den storslåede natur efter hård fysisk udfoldelse, men cigaretten for enden af en lang klatretur er blevet en tradition, de begge ser frem til. Tom tager et sug og giver cigaretten videre til Alan. Han kigger ud over Yosemite Valley og smiler.