Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
Caspar Eric udgav i starten af 2023 en rørende digtsamling om at leve med en handicappet krop, der ikke passer ind i de raskes verden. Caspar Eric har selv cerebral parese, en hjerneskade, der kan give udfordringer af motorisk og kognitiv karakter, og som bliver brugt meget aktivt som motor i bogen. Både til at beskrive, hvordan livet med et handicap er, men også til at udstille, hvor akavet dårligt den raske verden omfavner det unormale. Caspar Eric er et kreativt multimenneske, snart udgiver han også en plade (mere om det senere), og det er en stor fornøjelse at byde velkommen til ham herunder.
Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?
”Jeg undrer mig helt oprigtigt over, at det aldrig er kommet på mode at demonstrere for de handicappedes rettigheder i Danmark. Vi har haft 15 års brud på serviceloven i Danmark, og vi har haft den mest sønderlemmende kritik af et forvaltningsområde i danmarkshistorien med Rigsrevisionsrapporten fra marts 2022, der blandt andet konstaterede, at over hver tredje ankesag på handicapområdet bliver omgjort.
Derudover har vi rapport efter rapport, der dokumenterer, at vi diskrimineres på arbejdsmarkedet, at handicappedes trivsel er nedadgående, at børn med handicap har tre gange så stor sandsynlighed for at blive udsat for vold fra deres forældre, at kvinder med handicap er dem, der udsættes for flest seksuelle overgreb og samtidigt fx ikke modtager samme grad af screening for brystkræft. Jeg kunne blive ved.
Alligevel har denne her helt grundlæggende kropsracisme (i mangel af et bedre ord, der er nemt at forstå) ikke ført til nogen nævneværdig folkelig opstand. 28 procent af befolkningen i Danmark lever med et fysisk handicap eller som pårørende til en, der har et handicap, men sandheden er, at disse mennesker ofte er overladt til sig selv og må kæmpe i tavshed. Hvordan er det her ikke blevet en hype? Hvordan har det ikke skabt røre som MeToo og Black Lives Matter? Det, synes jeg, er komplet uforståeligt.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”Nu kan jeg mærke, at jeg alligevel har gang i mit handicap-brand, så fx har jeg et balancebræt og en masse elastikker til at træne. Jeg har også en ribbe, som kan holde mine ben, når jeg laver mavebøjninger. For at holde min krop ved lige er det vigtigt, at mit hjem også er et sted, jeg kan lave øvelser, også bare ind imellem alt mit arbejde på computeren.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?
”Jeg har lige fået en personlig træner, fordi jeg simpelthen ikke har følt, at fitness-rummet var et sted, jeg havde adgang til. Jeg har været bange for ikke at passe ind, også fordi folk med kroppe som min ofte skammer sig to gange, når vi falder uden for normen. I hvert fald besluttede jeg mig for, at nu var det tid til at opsøge nogle af de steder, jeg har følt mig ekskluderet fra. Og selvom en personlig træner er dyr, så er det den eneste måde, jeg kunne komme ind ad de der svingdøre derovre.
Så på en måde er Malte den seneste, jeg har brugt tusinde kroner på, men det er også lige før, at de kosttilskud, jeg har købt – fordi jeg er sådan en idiot, der elsker at gå i sportsmode, og som ofte tænker: 'Nå ja, hvad fanden' – det er sgu lige før, at collagen og keratin og lidt kalktabletter i sig selv løber op i omkring en tusse.”
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
”Paris. Det er et sted, jeg plejede at tage på bilferie til med min familie. Men det er også en by, som jeg har været i på mange måder, og som jeg hele tiden forandrer mig sammen med. Min yngste lillesøster har engang kastet pomfritter på Denzel Washington, mens vi sad på en rigtig turistfælde-frokost-diner lige ved Pompidou.
Og det er bare en by, der lægger op til at lave alle mulige små skøre ting med dem, du elsker. Bare sidde ved Sacre Coeur og dele en bajer i solnedgangen. Men det, jeg elsker mest, er at se Monet på Orangeriet, også selvom jeg er en rap- og popkulturs-bitch. På en måde minder Paris mig også om, at okay, fuck, nu er jeg fandme blevet en person, der kan finde ud af at gå ind og se Monet, og blive rørt af det, og det havde jeg nok ikke lige troet om mig selv, da jeg var yngre.”
Hvornår vidste du, at du var god?
”Jeg tror ikke på, at det er noget, man kan være som et personlighedstræk. Men det at lave kunst, synes jeg, er noget af det vigtigste i verden. Det er både et hårdt arbejde og et arbejde, jeg elsker. Og apropos nogle af de her svar, så tror jeg, at det fx er mit konstante behov for at bevise, at jeg er ‘god nok’, og det faktum, at min krop altid har været til forhandling – både i sundhedsvæsnet og i popkulturen – som har gjort, at jeg har haft en vigtig kunstnerisk stædighed.
Men samtidig er de ting også min største forbandelse, og selvom det at leve med et handicap fx også kan være at have adgang til en sårbarhed, som måske er de færreste forundt, så betyder det ikke, at jeg ikke også mange dage hader min krop. Især på grund af den måde, som vi ser og behandler mennesker med handicap på i Danmark. Fordi det at være god nemlig ikke kun handler om en personlig følelse eller om bare at se livet på en bestemt måde.
Det handler også om, hvem der må komme på forsider af blade og hvilke roller, man får lov til at spille. Hvorvidt du får den hjælp, du har krav på i sundhedsvæsenet, og hvorvidt du har ret til at drømme om en kæreste og et arbejde. Hvorvidt du kan gå ned ad gaden med nogen i hånden uden at blive kigget på. Så svaret er vel også: Der er lang vej endnu, før vi kan se på mennesker som mig som noget værdifuldt. Medmindre vi selvfølgelig laver noget fed kunst om lige præcis dén følelse.”
