Hugo Boss producerer masker til coronakrisen

Der er mangel på værnemidler, og det får mange firmaer til at omlægge produktionen. Nu vil Hugo Boss lave 180.000 masker til personale, der har brug for det.

Hugo Boss producerer masker til coronakrisen
Offentliggjort

Hugo Boss og værnemidler er ikke normalt to ting, der har noget med hinanden at gøre, men intet er som det plejer at være i denne coronatid.

Modegiganten vil bruge sit globale hovedkontor i Metzingen til at producere masker, der kan komme mennesker, som har brug for værnemidler i deres jobs, til gode.

I en pressemeddelelse oplyser firmaet, at de vil producere 180.000 masker i de kommende uger og donere dem til offentlige institutioner.

Maskerne bliver fremstillet i bomuld og kan vaskes og genbruges mindst 50 gange.

Maskerne kan ikke bruges på sygehuse, men derimod på andre offentlige institutioner som plejehjem og politi- og brandstationer.

Hugo Boss er ikke de eneste, der omlægger produktionen på grund af coronakrisen. Både større og mindre virksomheder hjælper til, hvor de kan – fx har snapsefirmaet Snaps Bornholm omlagt produktionen fra snaps til håndsprit.