Det har fået flere modemagasiner til at dømme de løsthængende boxershorts ude og enkelte butikker til helt at holde op med at sælge dem. Men fortvivl ej, hvis du er forvirret eller ikke er til bittesmå briefs i vilde pangfarver: Der er masser af mellemløsninger.
Torsten Grunwald, forfatter til bogen ’Klassisk herremode’, og Ciara Broadbery, modeassistent på Euroman, guider her til de perfekte underbukser til dig og din stil.
Annonse
”Det vigtigste er, at det er godt, gedigent og frem for alt behageligt at bære. Det er ikke noget, man skal gøre alt for meget ud af,” siger Torsten Grunwald.
Dine underbusker skal du vælge efter en række parametre. Men ét er fælles for alle underbukser uanset modellen: Kanten med mærket skal aldrig nogensinde kunne ses over din buksekant. Heller ikke selvom, der står Armani eller Calvin Klein, og heller ikke selvom du har et veltrænet vaskebræt.
”Det er latterligt, uanset hvad. Underbukser er skabt til at være gemt væk, bortset fra for en selv og dem, man er tættest på. Det er underligt påtrængende pludselig at ville demonstrere, hvad du har på allerinderst,” siger Torsten Grunwald”.
”Måske er det smart inden for visse kredse, men inden for mindst lige så mange andre lidt mere modne kredse er der virkelig minuspoints på kontoen, hvis du eksponerer dine underbukser,” siger han.
Ciara Broadbery er enig.
”Det er noget meget unge folk, der ikke har råd til at købe jakkesættet eller skjorten, men gerne vil blære sig med brandet, gør. Det skal du holde dig fra,” siger hun.
Det største valg, du skal træffe I forbindelse med købet af undertøj, er, hvilken model det skal være. Markedet for mænd kan groft sagt deles op i to kategorier: De løsthængende boxershorts og de stramtsiddende briefs (også kaldet tights, trunks, underbukser eller trusser – kært barn har mange navne). Mens de løse boxershorts havde deres storhedstid i 90’erne, er den mest populære model i dag hybriden boxer briefs: stramtsiddende underbukser med korte ben.
”Grundlæggende består undertøjsmarkedet til mænd af nogle varianter over de her tre klassiske modeller, altså boxershort, trusser og tights, som er trusser med korte ben. Variationerne over grundformen består primært af forskellige bud på, hvor lange benene skal være,” siger Torsten Grunwald.
Når du vælger model, skal du især fokusere på to ting: Hvilken type bukser du går i, og hvilken type ben du har.
”Hvilken underbuks, der passer til dig, afgøres primært af dine bukser. Hvis du går i stramme jeans eller jakkesætsbukser er det generelt en god idé at undgå for løse og lange underbukser, da det kan klumpe sammen og lave buler på låret,” siger Euromans modeassistent Ciara Broadbery.
Annonse
”Indenfor jakkesætsverdenen, hvor bukserne generelt er løsere end det, man ser det i modebilledet nu, vil jeg stadig mene, at der er en overvægt af boxershorts. Det skyldes blandt andet at boxershorts – for nu at sige det som det er – gør, at klokkeværket kan hænge lidt mere nedad. Boxershorts passer godt til klassiske jakkesæt,” siger Torsten Grunwald. Han fortsætter:
”Der er mere harmoni mellem briefs og tights og et par tætte jeans eller et tætsiddende par jakkesætsbukser. Der ville klokkeværket alligevel blive presset helt op, uanset om du havde boxershorts på, så her giver det mening at gå i undertøj, der løfter det lidt op,” siger Torsten Grunwald.
Når du har kigget i garderobeskabet og fundet ud af, hvilke bukser du har flest af, skal du kigge ned ad dine ben og – helt ærligt – finde ud af, hvilken type lår du har. Det er nemlig tilrådeligt at undgå underbukser med helt korte – altså ingen – ben, hvis dine lår ligner Vinnie Whos, mere end de ligner Nicklas Bendtners.
”De store fodboldstjerner, som er de store herreundertøjsmærkers foretrukne underbukse-modeller, ser muligvis godt ud i pangfarvede og meget korte briefs, men det er der bare ikke ret mange andre, der gør,” siger Ciara Broadbery.
Den konklusion er Torsten Grunwald enig i.
”Hvis du har meget tynde ben, kan det godt se lidt underligt ud, hvis du har meget korte underbukser på. Der skal lidt muskulatur til at fylde dem ud. Man skal ikke gå i speedos medmindre man virkelig har benene til det,” siger han.
I takt med, at markedet for underbukser til mænd er vokset, er der kommet flere modeller og især farver at vælge imellem. Om du er til hvide eller pangfarvede underbukser er op til dig, men ifølge Ciara Broadbery er det en god ide at tænke over, hvordan farven harmonerer med resten af din garderobe.
”I Danmark passer de mere neutrale farver og mønstre bedre til vores stil, der generelt er mere nedtonet farvemæssigt end i mange sydeuropæiske lande,” siger hun.
Ifølge Torben Grunwald er der helt lavpraktiske – og mentale – grunde til at vælge de klassiske hvide underbukser.
”Jeg syne klart, at hvid er den bedste farve til undertøj, for der er en behagelighed ved at man kan konstatere, at undertøjet er rent,” siger han.
Annonse
Indenfor den klassiske herremode er der også tradition for lyseblåt undertøj, fortæller han, hvilket herreekviperingsbutikken Troelstrup bakker op om – de sælger mange lyseblå underbukser, fortæller sælger Rasmus Høgenhaven.
Der har længe været tradition for, at undertøj til mænd er hvidt og i bomuld, men de seneste år er der kommet underbukser i flere materialer på markedet. Flere brands – eksempelvis canadiske Naked – specialiserer sig i at lave underbukser i mikrofiber, der absorberer sved og lugt, mens andre har specialiseret sig i undertøj til træningscentret, hvor der skal være mere støtte og strech i underbukserne.
Ifølge Torsten Grunwald er det også værd at overveje, hvilken type bomuld du investerer i.
”Bomuld er ikke bare bomuld. Det kan betale sig at købe noget, der er kvalitet, for ellers vil stoffet nusse og småfnulre og elastikken blive løs. Det kan betale sig at købe noget kvalitetsbomuld, for det kan vaskes meget mere, før det bliver slidt,” siger han.
Han anbefaler undertøj fra schweiziske Zimmerli, mens de hos Troelstrup fortæller, at luksusbrandet Derek Rose er meget populært blandt deres kunder på trods af den lidt pebrede pris. Hvis du leder efter noget lidt billigere at tage på inderst inde, opfordrer Torsten Grunwald til at gå efter de mærker, der primært producerer undertøj.
”Gå efter specialisterne, såsom Jockey, for du får mere for pengene, når du vælger en specialist, der brander sig på kvalitet, og for hvem det er deres kerneprodukt,” siger han.
Ciara Broadbery er enig i, at det er værd at investere i kvalitet, men hun opfordrer samtidig til at huske på, at et par underbukser ikke er samme investering som et par lædersko eller et designer-jakkesæt.
”Det er et praktisk stykke tøj, som bliver slidt ret meget, så uanset hvad er undertøjs levetid ret begrænset. Der er ikke nogen grund til at smide en formue efter det,” siger hun.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.