Badehotellerne har kronede dage: ”Mange tager faktisk alene afsted” 

Bragt i samarbejde med Visit Copenhagen, Destination Nord, Visit Aarhus og Visit Vesterhavet. 

Måske, der er noget, vi har misset i den moderne verden, vi lever i. Måske jeg seks-syv gange om dagen går ind på eb.dk for bare lige at tjekke, om der er sket noget. Eller ærligt, måske jeg faktisk gør det 16-17 gange om dagen. Måske endda endnu mere. 

Og dertil kommer alt det andet. Ligegyldigt, hvor jeg befinder mig i verden. X, Facebook, Instagram, upload, download, workload. Hele tiden på, hele tiden et eller andet, jeg skal. Hele tiden noget, jeg skal tjekke. 

Og hvornår slapper jeg så virkelig af? Gør jeg det, når jeg sidder på en fortovscafé med min hustru på en forlænget weekend i Paris? Når jeg flader ud på en liggestol på ved en pool i Sydeuropa? Når jeg står på ski i Alperne eller sidder ved foden af et bjerg og kigger op mod himlen?

Svarene blæser i vinden. Og det, netop det, tænker jeg på – eller rettere – prøver jeg på ikke at tænke på lige nu.

Udsigten fra, hvor jeg sidder, er majestætisk. Et vandspejl, der ikke rykker sig overhovedet, udover nogle små krusninger tæt på bredden på den modsatte side af søen, gulbrunt falmede træer, der svajer i det fjerne, en fugl, der sætter af og slider mod horisonten. Ingen lyde, om end måske det er en stille sejlbåd, jeg kan høre vugge et sted i nærheden. 

Det kunne være Vermont eller Vancouver, jeg kiggede ud på, og måske der lige om lidt kommer en skovhugger forbi. 

Men nej, jeg er ikke i USA, ej heller i Canada. Jeg er i Silkeborg, nærmere bestemt 10 minutters kørsel væk fra byen, ude langs der hvor Gudenåen løber gennem Silkeborgs søer. Himmelbjerget ligger et godt, langt Schmeichel-udspark væk, og jeg er virkelig helt alene lige her.

Jeg sidder på et håndklæde på en træbænk. I en saunabåd, som er monteret på en badebro omkring 200 meter ude fra badehotellet Ny Hattenæs. Få minutter forinden er jeg gået hele vejen herud til Brassø, som søen rettelig hedder, i klipklappere og badekåbe, og i en lysning i skoven bagved mig troner facaden af hotellet frem i al sin pragt, uden dog at gøre alt for meget væsen af sig. 

Inde i saunaen er der over 70 grader nu. Jeg kigger ud gennem vinduet. Siv i vandet, huse til venstre ved Silkeborg-forstaden Sejs, hvor de mest velhavende silkeborggensere residerer, et træ, der langsomt bøjer sig mod søen i vinden. Jeg hopper ud, træder ud på en stige og ned i det iskolde søvand, hovedet under, og så ind i varmen igen. 

Dopaminen rammer mig som en hammer. Og for første gang i umindelige tider tænker jeg ikke på, om der mon er nye mails i indbakken. Eller på de møder, jeg har i næste uge. Eller på, hvad jeg skal i morgen. Hvad skal jeg egentlig i morgen? Og på de regninger, jeg mangler at betale. Og på forskudsopgørelsen, som netop er ankommet og bare står der og larmer og venter på svar – både på mailen og på mobilen. 

Badehotellerne i Danmark opstod som fænomen i slutningen af 1800-tallet. Inspirationen var ikke til at tage fejl af. Omtrent hundrede år tidligere var de første dukket op i Sydengland og Tyskland, som adelige og bedsteborgere rejste til for at drikke vand af mineralholdige kilder og for at bade i havet. 

Siden tog Danmark fænomenet til sig. På den tid var begrebet ferie noget nyt, og ikke mindst udbygningen af jernbanenettet gjorde det muligt at anlægge badehoteller på fjerne steder, der før havde været svært tilgængelige for de fleste. Nu kunne byboerne, især det bedre borgerskab, rejse til Skagen, til Vadehavet og til nordkysten på Sjælland.

Det var et kæmpe skift i den måde, man holdt fri på, fortæller Julia Lahme, forfatter, etnolog, trendekspert og direktør for sit eget kommunikationsbureau, Lahme, da jeg ringer til hende. 

”Før slutningen af 1880’erne blev det jo anset for at være direkte farligt at gå i bad eller at hoppe i havet. Vi taler her om industrialiseringsårene, hvor produktionen fyldte alt, og der var forurenet og beskidt over det hele. I de store byer, Aarhus, Odense, Aalborg og København, var luften tung, men pludselig opdagede man, at det ikke ville slå en ihjel at gå i vandet. Det afstedkom et paradigmeskifte. Især efter 1864 ser vi, at naturen spiller en ny rolle, og at det bliver en ting at søge mod havet, fordi der er et rekreativt potentiale. Og så popper badehotellerne op ét efter ét, både ved Vesterhavet, men også i Nordjylland, på Fyn og på Sjælland,” siger Julia Lahme. 

Da ferieloven herhjemme så blev iværksat i begyndelsen af 1900-tallet, fik også arbejderklassen mulighed for at følge i hælene på borgerskabet. 

”Pludselig blev det en nationalromantisk ting at søge mod badehotellerne, mod roen, mod havet, væk fra byerne. Desuden havde vi før det også været ekstremt kropsforskrækkede, men det blev der også gjort op med. Før det, hvis man så en kvindes ankel, besvimede folk jo. Men det ændrede sig efter Første Verdenskrig, hvor det blev okay for begge køn at gå ud og bade i havet, og hvor vi i langt højere grad end tidligere begyndte at fokusere på sundhed og krop,” siger Julia Lahme.

Jeg åbner døren til saunabåden, snapper efter vejret og træder ud på badebroen ved Silkeborgsøerne. Kulden får mig til at ryste over hele kroppen. Jeg skynder mig at krænge badekåben omkring mig, træde fødderne i klipklapperne igen og sætte kursen tilbage mod Ny Hattenæs.

På førstesalen af badehotellet kommer jeg til mig selv i et rygende varmt brusebad. Jeg klæder om, går ned ad trappen og tager plads ved et af bordene i restauranten med udsigt til søen. 

Et højlydt selskab, der er midt i noget, som ligner en teambuilding-øvelse, fylder ved siden af mig. Jeg får serveret torpedorejer på friskbagt brød og porchetta, mens jeg taler med hotellets direktør, Christina Torp. 

Ny Hattenæs har, fortæller hun mig, ligget her i mange år. Faktisk åbnede hotellet lige før år 1900. I 1990’erne fungerede stedet som kursuscenter, men siden gik det i forfald og lå øde hen, indtil et søskendepar fra Ikast for et par år siden købte hotellet, totalrenoverede det og bragte det tilbage til sin storhedstid.

”Vi er virkelig kommet voldsomt godt fra start, siden vi åbnede for to år siden. Det her sted emmer af traditioner. Min far og mor kyssede hinanden første gang til et pinsebal herude, og mange af vores gæster, der kommer her i dag, kan huske Ny Hattenæs fra gamle dage. Autenticiteten og den klassiske badehotelstil er også en stor del af det, vores gæster kommer her for. Silkeborg-området har en stolt kurbadshistorie, man har altid kunnet bade i søerne, og der er varme kilder og alle mulige rekreative tilbud,” siger Christina Torp.

Hun tilføjer, at mange af hotellets gæster desuden rejser hertil for at kunne nyde den omkringliggende natur. Men i særdeleshed for at nyde den gode mad og den afslappede stemning, også om vinteren.

”Vores hotel taler, synes jeg ind, i autenticiteten, samtidig med at vi tilbyder fred og ro. Vi er eksklusive, men uden at være snobbede. Her kommer du virkelig ned i gear, og vi har fx ikke tv på nogle af vores 14 værelser, hvor vi også har en håndskrevet velkomst til vores gæster,” siger Christina Torp, som tidligere har arbejdet på andre hoteller i Danmark. 

I årene efter Første Verdenskrig havde bade-hotellerne herhjemme deres storhedstid. På det tidspunkt lå der mere end 100 badehoteller spredt ud over Danmark. Men efter Anden Verdenskrig, i 1950’erne og 1960’erne da charterturismen ankom, lukkede og slukkede en stor del af badehotellerne, fordi langt størstedelen af danskerne begyndte at rejse udenlands. 

Alle ville pludselig ned til varmen, og med ét blev badehotellerne dømt ude og anset for at være gammeldags.

Men i slut-1990’erne begyndte de så småt deres comeback.

Det hænger, siger Julia Lahme, utvivlsomt sammen med den udvikling, gourmet-Danmark er gået igennem i de seneste godt 25 år. 

”Mange af badehotellerne skruede op for ambitionsniveauet i deres køkkener og genopfandt sig selv. Og det virkede. Svinkløv Badehotel og Stammershalle (på Bornholm, red.) var blandt de første, som havde stor succes med at satse på ypperlig mad langt væk fra byen. Og så, post-finanskrisen og især under corona, skete der endnu et skifte. Vi begyndte som nation at søge indad. Og det er der, hvor vi er nu. Vi har brug for at være afkoblet. Vi har brug for nogle gange ikke at være i nærheden af et tv eller vores computere. Jeg hører om mange, som faktisk tager alene afsted på ophold på badehoteller. Bare for at få noget ro.”

Tror du, at badehotellernes nye storhedstid vil fortsætte? 

”Jo hurtigere verden går, jo mere impact vi får udefra, jo mere søger vi indad. Vi er i vores verden truet af klimaet, krige, Trump, og derfor er det et behageligt afbræk at søge mod et hotel, et fysisk rum, hvor der virkelig intet sker. Så ja, jeg tror, at vi vil se, at tiltrækningen bliver endnu større. Om få år vil sydeuropæerne desuden begynde at søge herop mod os, også mod badehotellerne, fordi der bliver for varmt, hvor de er. Og så vil vi selvfølgelig råde dem til at tage en varm sweater med, hvis de kommer i december eller januar. For her er jo koldt. Danmark er ikke bare et yndigt land, det er også vildt og mørkt og stormfuldt. Især om vinteren.”