Køge var en kemikalielugtende industriby. Nu er byen i hidsig vækst og førstebejler til København

DET VAR EN LYS OG LUN FORÅRSAFTEN, da en rocker, en lokalpolitiker og en potentielt kommende finansminister troppede op på værtshuset Hugos Kælder i Køge.

Det kunne være starten på en jovial joke, men i virkeligheden er det begyndelsen på en af de mest bizarre sager i dansk politiks historie. Fredag 20. maj 2011 slog den socialdemokratiske ministerkandidat Henrik Sass Larsen sig nemlig ned på byens populære værtshus.

Med sig havde han sin ven fra DSU-tiden, Tommy Kamp, der i foråret 2011 var blevet genvalgt som formand for Socialdemokratiets vælgerforening i Køge, en post, han dog måtte trække sig fra, da han blev sigtet af politiet for bedrageri. Kamp var raget uklar med nogle lokale caféejere, som var involveret i selvsamme bedragerisag.

De var ifølge den socialdemokratiske lokalpolitiker dukket op på værtshuset ”med en hel masse folk,” som han formulerede det, da han ringede til barndomsvennen Suzuki Torben, dengang krigsminister i Bandidos, og bad ham passe på ham og Henrik Sass Larsen.

På dette tidspunkt blev Suzuki Torben dog aflyttet af PET og lang historie kort: Det var netop denne fredag aften på Hugos Kælder, hvor de tre mænd mødtes, der fik snebolden til at rulle og trak den ellers prominente ministeraspirant ned i sølet.

Ikke længe efter ville PET ikke sikkerhedsgodkende Sass Larsen på grund af mødet med Suzuki Torben og en efterfølgende sms til rockeren. I efteråret 2011 trak han sig derfor som ministerkandidat.

Denne mandag, knap 12 år senere, er der dog ikke meget, der leder tankerne tilbage til den skævnesvangre forårsaften, som betød, at Hugos Kælder i lang tid optrådte på landets spisesedler.

Som det er tilfældet med det elektriske løbehjul, der står med en styrthjelm på styret, ensomt hvilende under en parasol foran den pangfarvede facade på Hugos Kælder, er miseren med Sass Larsen, Suzuki Torben og Tommy Kamp noget, man har parkeret og forladt.

Der er andre tider i vente. For at forstå, hvad Køge både var og er i dag, er jeg taget til byen, der i de seneste årtier er vokset ud af sin rolle som fattig industriby og videre ind i et buldrende vækstunivers med stakkevis af forstadslykkeriddere.

En by, hvor nye bydele skyder op i både nord og i syd, og hvor de indfødte samtidig med den største selvfølge omtaler sig selv som ’Køge-dreng’ og ’Køge-pige’. En by, der befinder sig midt i en brydningstid.

DET ER IKKE MERE END ET PAR TIMER, siden Hugos Kælder åbnede. En kraftig regn har denne eftermiddag lagt sig som et jerntæppe over Køge, som ligger usædvanligt stille hen. Det er vinter, og det blæser.

En ældre dame i regnslag har vovet sig ud for at krydse byens store torv, der har huset torvemarkedet gennem årtier. I den slags vejr er det ikke en mission, man skal kimse ad.

Blot en kilometers penge fra Køge Torv – og fra baggårdsværtshuset Hugos Kælder – ligger de mondæne, nybyggede ejerlejligheder på Søndre Havn. Her er det mere reglen end undtagelsen, at kvadratmeterprisen ligger på den gode side af 40.000 kroner. Priserne vidner om en ny æra i den gamle købstad.

I en salgsannonce kalder en lokal ejendomsmægler det nybyggede havnemiljø for ’Lille Nyhavn’. Det er en del af det storslåede og bæredygtige byudviklingsprojekt Køge Kyst, som foruden Søndre Havn omfatter Collstropgrunden, hvor der tidligere lå en kemikaliefabrik, og Stationsområdet ved jernbaneoverskæringen.

Blandt de moderne lejlighedsbyggerier med navne som ’Guldkaramellen’ og ’Fællesby’ tårner Danish Agros gråhvide kornsilo sig op. Foruden at forsyne en rød lastbil med korn er siloen et billede på datidens Køge Havn: et hjemsted for pakhuse, små- og mellemstore virksomheder, fabrikker og gastankanlæg.

I dag har alle de tilbageværende bygninger kulturelle formål. I Viggo Hansens gamle maskinfabrik er den lokale filial af The Old Irish Pub rykket ind. På den anden side af indsejlingen er det gamle pakhus blevet opkøbt og omdannet til en café for den nye lokalstolthed Bryggeriet Braunstein.

På vandrørene forlyder det, at det også er planen, at Danish Agros gamle kornsilo skal være noget for kulturen, når lejekontrakten udløber i 2027. I de politiske kredse heromkring ynder man at sige, at når Køge Havn har det godt, så har byen det godt. Og Køge Havn har det bedre end længe set. Faktisk lever den i bedste velgående.

Siden 2000 er der blevet investeret 1,2 milliarder kroner i havnen, som har fået tilført 2.300 meter ny kaj og er vokset tre gange sin oprindelige størrelse. Det samme gælder mængden af gods, der bliver sejlet ud af havnen.

Og som toppen af kransekagen er der selvfølgelig også den faste færge-forbindelse Bornholmslinjen, der sejler mellem Bornholm og Køge.

Det har den gjort siden 2004, hvor færgeafgangen til Rønne blev flyttet fra Københavns Nordhavn og sydpå til Køge Havn.

PER RUD HAR VÆRET TIDLIGT OPPE. Når bopælen hedder Nykøbing Falster, og dagens første møde er klokken 7.30 i Køge, kræver det sit morgenmenneske at tilbagelægge de knap 100 kilometer til jobbet.

Årligt kører Per Rud cirka 70.000 kilometer, og størstedelen er for hjertebarnet HB Køge, hvor han er sportsdirektør. Det har han været siden klubbens fødsel i 2009, da egnens to fodboldmastodonter og rivaler, Herfølge Boldklub og Køge Boldklub, fusionerede for at sikre sig selv og hinanden en plads i den øvre del af fodboldens økosystem.

Inden da havde Rud i seks år været sportschef i Herfølge Boldklub, og med undtagelse af en toårig afstikker til Brøndby IF som sportschef har han været i klubben lige siden.

”Jeg har det med HB Køge, som jeg har det med mine børn. Hvis folk snakker dårligt om klubben, gør det ondt i min krop,” siger Per Rud. Iklædt en mørkeblå blazer, jeans og firkantede Tommy Hilfiger-briller har han netop sat sig på et plastiksæde på den eneste færdigbyggede tribune, klubbens nye stadion, Capelli Sports Stadion, endnu har.

Få stråler fra vintersolen titter frem bag Spar Nord Arenas rød-brune væg bag det ene mål. Klubbens herrehold har netop påbegyndt træningen. Per Rud ved, at endnu en lang dag venter med møder og opkald.

Hans telefon har som sin ejermand sjældent et roligt øjeblik. Men det er vilkårene, hvis man vil skabe en klub, der skal kunne gøre sig i landets fineste selskab. Ligesom det er tilfældet med resten af kommunen, er der masser af vækst og ambitioner i HB Køge.

De seneste par år er sponsorindtægterne steget med flere millioner kroner årligt, og det skyldes ifølge Per Rud i høj grad den generelle udvikling i byen.

Det har betydet, at den sjællandske klub tør tænke større end før – både hos herrerne og kvinderne.

På herresiden arbejder man på at etablere sig endnu højere på den sportslige skala. Lige nu ligger klubben i midten af den næstbedste fodboldrække, men om en håndfuld år skal modstanderne gerne hedde FC København og FC Midtjylland frem for Hobro og Næstved.

Derfor har man hyret de danske fodboldikoner Daniel Agger og Lars Jacobsen til at stå i spidsen for den ambitiøse klub. Med henholdsvis 75 og 81 landskampe for det danske landshold har det givet genklang i både Køge, men også på landsplan, at Agger og Jacobsen er blevet en del af klubben.

”Når en klub som HB Køge ikke har spillet i Superligaen siden 2012, ender man i glemslen. Da vi for halvandet år siden ansatte Agger og Jacobsen, var der ingen tvivl om, at det rebrandede HB Køge på en måde, som vi ikke havde forestillet os,” fortæller Per Rud, mens han peger ned mod trænerduoen, der begge står på græstæpppet i grå dunjakker med klubbens logo på.

Efter tilgangen af de to tidligere landsholdsspillere er både salg af merchandise, antallet af tilskuere og tilgangen af kommercielle partnere steget. Nu mangler resultaterne bare.

Ifølge Per Rud sætter det halvfærdige stadion sine begrænsninger. I den nuværende forfatning kan stadionet end ikke godkendes til Superligaen.

EN HALV TIME SENERE REJSER PER RUD SIG og går ind på sit kontor. Han skal have klargjort en kontrakt til en af kvindeholdets profiler, Sarah Jankovska. Hun var ellers på vej væk, men har indvilliget i at forlænge i et halvt år. Han kalder det et scoop.

Men som Danmarks bedste kvindefodboldklub skal man kunne holde på de bedste spillere. For det er, hvad de er. Kvindeholdet er Per Ruds og klubbens svendestykke, og siden projektet blev søsat i 2019, har HB Køge udviklet sig til pionerer i dansk kvindefodbold.

Da man overtog licensen fra Herfølge Boldklub, lå holdet i den næstbedste række. I første sæson blev al modstand fejet af banen, holdet bragede op i kvindernes Superliga, og som oprykkere vandt HB Køge det danske mesterskab.

For første gang i 16 år tilfaldt titlen ikke Fortuna Hjørring eller Brøndby. Sidste sæson blev titlen genvundet, og i år er holdet godt på vej til at gøre det igen.

Med hjælp fra en velvillig ejer, den libanesiske forretningsmand George Altirs, og et godt sponsornetværk har man fået stablet en økonomi på benene, der kan matche de bedste i landet.

Langt de fleste spillere er fuldtidsprofessionelle, og som den første klub herhjemme har HB Køge de samme forhold på både kvinde- og herreholdet. Lige fra træningsrutiner til omklædningsfaciliteter, spillerbus og entrepriser.

Det høstede klubben blandt andet frugterne af, da man i januar slog transferrekord i Danmark. Her skibede HB Køge nemlig Isabella Obaze afsted for ’et godt sekscifret beløb’ til svenske FC Rosengård.

Alt dette har betydet, at de i Køge tør drømme om regelmæssig Champions League-deltagelse. Det danske mesterskab skal også være en selvfølge hvert år. Det kræver en stor økonomi, men med tanke på kvindefodboldens globale udvikling er Per Rud fortrøstningsfuld.

”Så mangler vi bare at indfri vores ambitioner med herrerne også. Men det kommer, når vi får bygget vores stadion færdigt i 2025,” siger han.

Mens sportsdirektøren er manden med visionerne og de store drømme, er cheftræner Daniel Agger mere afdæmpet, når han forholder sig til projektet. Folk i klubben siger, at han er en mand af få ord.

Men når Daniel Agger taler, lyttes der: ”HB Køge er et ambitiøst projekt, og det tiltalte Lars og mig. Mange gode ting blev sat i søen, men det hele er blevet sat på stand-by. For at skabe en kultur og et brand, er du også nødt til at have et ordentligt stadion foruden dedikerede folk. Her er et kæmpe potentiale. Byen vokser og vækster, og det sætter også sit aftryk på klubben. Det kræver bare, at man får det forløst.”

Er der udsigt til det?

”Ikke umiddelbart, selvom jeg havde forventet det. Jeg håber, at det kommer, men jeg ved sgu ikke helt, hvordan fremtiden i klubben ser ud. Forhåbentligt kan vi få projektet på ret kurs,” siger den tidligere Liverpool-stjerne, inden han forsvinder ind i tunnelen under tribunen.

MIDT PÅ KØGE TORV ER EN GUIDE MED BLÅ KASKET i fuld gang med at gøre en lille gruppe nysgerrige mennesker klogere på byens store handelsplads. Faktisk er torvet det største af sin art i Danmark, og det har nøjagtigt samme form og næsten samme størrelse som Markuspladsen i Venedig.

Det er muligvis en tilfældighed, men ikke desto mindre har torvet været der, siden kongemagten i 1100-tallet etablerede Køge by for at styre handlen med korn på Sjælland og for at organisere det blomstrende marked for sildefiskeri mellem Skåne og Sjælland.

Et stenkast derfra står ’Pinse’ med sin trækvogn på Nørregade, en af byens handelsgader, og sælger Hus Forbi. Både unge og gamle passerer og hilser på den smilende, 60-årige mand med cowboyhat og langt skæg. Egentlig hedder han Jan, men alle kalder ham ’Pinse’. Navnet er kommet af, at Benny, hans gode ven fra gaden, går under navnet ’Påske’.

’Pinse’ er hjemløs, og han sover på trappestenen på den modsatte side af gågaden. Der ligger han i ly for både regn og vind. Oprindelig boede han i Næstved, men da han blev hjemløs i 2014, så han ’et hul i markedet’ for salg af Hus Forbi. Ingen, eller i hvert fald få, solgte bladet i byen. Siden blev han hængende.

”Køge er den bedste by at være hjemløs i. Her er en god atmosfære, og folk har ofte tid til en snak. Jeg har aldrig følt mig så fri,” siger ’Pinse’.

Han nyder tilværelsen, og med sin sovepose og hovedpude har han, hvad han skal bruge. Der er dog lige det lille grantræ i potteplanten på hans trappesten, der står og fylder og volder ham problemer fra tid til anden.

Et forbipasserende pakkebud spørger ham drillende, om han stadig ikke har fået solgt grantræet.

”Ikke endnu, men det er også uden for sæson,” svarer ’Pinse’. Og så er der lige rambuktyverierne i gågaden. ’Pinse’ har på egen krop lært, at et rambuktyveri hører til de hårdere måder at vågne på.

Seks af slagsen har der været i de år, han har tilbragt i Køge, men efter kommunen har sat betonklodser op, er ulovlighederne heldigvis ophørt. Længere nede ad gaden snubler man mere eller mindre ind i den anonyme slippe Svogers Gård.

Slippen fungerer nærmest som en portal mellem fortiden og fremtiden. Lige så meget som det store torv og de velbevarede bindingsværkshuse er et billede på, hvad Køge var, er Antoniestræde, der fører ind til den nye gågade Rådhusstræde, et billede på, hvad Køge er blevet.

Tilbage står den gamle teaterbygning, der med stuk og en historicistisk byggestil vidner om en anden tid på Kulturtorvet. Den har fået en opgradering med et hvidt spraymalet mønster, der dog mest af alt ligner en frostskade på den gråmelerede bygning. Kort derfra slentrer en grand danois iklædt en grå vest gennem Rådhusstræde med sin ejer hængende efter sig i en udspændt snor.

Der er plads nok på det smalle strøg. Støvregnen og den bidske kulde holder folk inden døre. Hvad den vestklædte grand danois ikke ved, er, at den netop er gået forbi et stykke moderne byhistorie. Nemlig Køges første rulletrappe, som kom til byen sammen med tøjkæden H&M i 2017.

En flirten mellem den svenske tøjgigant og Køge havde længe stået på, men grundet loyaliteten over for de gamle gader, kneb det med at klemme 1.700 kvadratmeter tøjforretning ind midt i det hele.

Dermed lod den første rulletrappe i byen også vente på sig. I dag er det med lige dele glimt i øjet og lige dele stolthed i sindet, at køgegenserne forholder sig til rulletrappen. Ak ja, byen skulle nok kunne udvikle sig uden den rullende trappe, men for år tilbage var sådan noget ønsketænkning. Svært foreneligt med den gamle bydel var det i hvert fald. Nu er den blevet et rullende symbol på det nye Køge.

Som en kommunal Fætter Højben er Køge i det hele taget blevet stedet, hvor 00’ernes politiske varme kartofler er blevet sået. Tænk blot på Køge Nord Station, der åbnede i 2019 som en ny trafikal port til København med både højhastighedstog, S-banen og motorvejen.

Eller placeringen af Region Sjællands nye supersygehus, som kommunen fik tildelt i 2010 sammen med de dertilhørende 4.000 arbejdspladser. Ej at forglemme den førnævnte færgeforbindelse til Bornholm.

TILBAGE PÅ HUGOS KÆLDER HAR FLERE SØGT LY FOR REGNEN. Ægteparret Rita og Torben er to af dem. De er begge i begyndelsen af 70’erne og bor i Herfølge omkring 10 minutters kørsel fra Køge, men deres computer skulle fikses i byen, og så kunne de ”lige så godt bruge tiden fornuftigt.”

Både Torben og Rita er vokset op på egnen, og Torben er kommet på Hugos Kælder siden 1968, hvor værtshuset åbnede. Som ung arbejdede han på Junckers Savværk, men i løbet af sit voksne liv har han både kørt bus, taxi og ambulance i kommunen.

Han har også haft sin gang i Køge Roklub, og tilmed mødte han og Rita hinanden i byen. Han betegner sig selv som en Køge-dreng.

”Køge er bare så hyggelig. Især om sommeren, hvor det summer af liv. Men jeg har mine bange anelser for, at de ødelægger det med nybyggeriet,” siger Torben, mens han tager en tår øl.

”Det gør mig ikke noget, at byen har vokseværk,” fortsætter han.

”Men der er ikke nogen sjæl i et projekt som Køge Kyst. Jeg har ingen problemer med, at byen vokser, men den vokser for grimt.”

Rita kigger utålmodigt på sit ur. Hun undrer sig over, at ham, der skulle ordne deres computer, stadig ikke har ringet. Vi taler lidt mere om, hvad Køge var engang, men også om, hvad byen er på vej til at blive.

Samtalen drejer ind på, hvad det har gjort ved selvforståelsen, at den gamle arbejderby pludselig vokser så stærkt, som tilfældet er.

Jeg spørger dem begge: Synes I, at Køge hører mest til Sjælland eller til København? ”Det deler vandene her, men jeg synes, vi hører til Sjælland. Vi ligger for langt væk fra København, og derinde snakker man ikke om Køge. Der er vi en form for dødvande,” siger Torben, inden Rita supplerer: ”Jeg er født ude på landet 10 kilometer fra Køge, så jeg føler mig mere som en del af Sjælland end alt det der storbyhalløj.”

Lidt efter går de afsted. Computermanden har stadig ikke ringet, men de kan jo ikke vente hele dagen.

SOM EN INDUSTRIBY MED RESPEKT FOR SIG SELV lå Køge oprindelig med ansigtet væk fra vandet. Havnen og kysten sad industrierne tungt på. Det var vigtigere at have fabrikkerne tæt på vandet og gode havneforbindelser, end det var at have boligbyggerier med havudsigt.

Men op gennem 1990’erne begyndte industrien at vende ansigtet den anden vej. Virksomheder som fx Collstrops Imprægneringsanstalt – populært kaldet ’Svellekogeriet’ – og Junckers nedskalerede, og i andre tilfælde lukkede de. Eller også forsvandt virksomhederne til billigere produktionshimmelstrøg østpå, som var blevet en mulighed efter Berlinmurens fald i 1989.

Med et arbejdsmarked bygget på et fundament af ufaglært arbejde kunne de i den kommunale top i Køge godt se, hvilken retning pilen pegede. På sigt kunne kommunen risikere at stå med op mod flere tusinde ufaglærte uden job.

I byrådet og i de lokale erhvervsorganisationer spekulerede man derfor på, hvad der kunne gøres for at bevare arbejdspladserne og undgå, at erhvervslivet døde hen, og at Køge blev en hensunken spøgelsesby i krydset mellem E20-, E47- og E55-motorvejene.

Den 15. januar 1995 var knap 100 borgere mødt op på Køge Handelsskole. Med lovning om plads til sprudlende fantasi var køgegenserne af byrådet og erhvervs- og uddannelsesinstitutionerne i kommunen blevet inviteret til noget så futuristisk som et ’Fremtidsværksted’.

Ambitionen var at redde Køge fra at gå i forfald. Med en placering i smørhullet i den trafikale hovedpulsåre til og fra København og en kyst ud til Østersøen og Baltikum var potentialet til meget mere. Deltagerne blev inddelt i grupper. På gule post it-sedler skulle de skrive deres idéer til fremtidens Køge. Det bedste forslag blev belønnet med en flaske rødvin til hver af gruppens deltagere.

I løbet af de otte timer, ’Fremtidsværkstedet’ varede, blev forskellige nedslagspunkter udpeget med fokus på motorvejen, kulturlivet, beskæftigelsen, nye boligområder og havnen.

Der var dog en risiko ved at investere i fremtiden. Det var trods alt skatte-borgernes penge, man opererede med.

På initiativ fra Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre gik kommunen i gang med at opkøbe landbrug og jordområder i udkanten af det nordlige Køge. Alt sammen med det formål at skabe et nyt center for Sjællands logistik og trafik.

Det skulle være lastbilernes sidste stop før København og stedet, hvor store virksomheder byggede deres hovedlagre. Hvilket igen ville skabe nye job i kommunen og erstatte de industrielle arbejdspladser hos virksomhederne ved havnen, der skuede ind i en dyster fremtid.

1,2 millioner kvadratmeter jord senere havde man skabt fundamentet til Sjællands nye transportmekka. Nu manglede virksomhederne bare. Kort efter blev det også besluttet, at havnen skulle udvides, mens planerne om bydelen ved Søndre Havn ligeledes kom på tegnebrættet.

28 ÅR EFTER, AT SKANDINAVISK TRANSPORT CENTER, blot kaldet STC, var en visionær strøtanke hos nogle drømmende køgegensere, drejer Thomas Elm Kampmann sin sorte Volkswagen ind på de smalle veje blandt forbipasserende lastbiler og firkantede fabrikker. Før i tiden bredte marker, små landsteder og en lille skole sig over hektarerne her.

Thomas Elm Kampmann har i 22 år været direktør i både STC og i Køge Havn, og han fortæller lystigt om det kroniske vokseværk af et projekt, som transportcenteret har udviklet sig til.

Normalt tilbyder han guidede cykelture ved både havnen og transportcenteret, men dårligt vejr har tvunget ham ind i den firhjulede med mig som passager.

”Man skal forestille sig, at alt det her engang var landområder. Jeg tror ikke, at der var nogen, der havde turdet håbe på, at det ville gribe om sig i det omfang, som det har gjort,” siger Thomas Elm Kampmann.

I begyndelsen, omkring årtusindeskiftet, havde STC svært ved at trænge igennem hos de forskellige erhverv, fortæller han. Virksomhederne vrængede på næsen af Køges store ambitioner.

Det ændrede sig, da Netto rykkede sit danske hovedkontor fra Ishøj til det nye transportcenter med den favorable placering tæt på Køge Bugt-motorvejen. Mange andre virksomheder så det som en blåstempling, at en stor og anerkendt koncern som Netto slog sig ned på egnen. Desuden var der også mulighed for at bygge højere hos STC end i andre nærliggende industriområder.

Med ét fik flere øjnene op for den gode beliggenhed og for, hvor kort der egentlig var ind til København. Resten er historie. En historie, der spreder sig over 2,5 millioner bebyggede kvadratmeter og i dag inkluderer virksomheder som PostNord, Nomeco og Microsoft.

Arbejdspladserne, som STC har genereret, er næsten tidoblet, sammenlignet med årene inden transportcenteret blev opført.

DET VED OM NOGEN KØGES 43-ÅRIGE BORGMESTER, Marie Stærke (S), som har set projektet udfolde sig på tætteste hold. Tilbage i 2001 blev hun valgt ind i kommunalbestyrelsen i Køge, og i 2007 blev hun den yngste kvindelige borgmester i Danmark nogensinde i en alder af 27 år.

Foruden at kunne bryste sig af at have været den yngste kvinde med en borgmesterkæde om halsen, har hun også prøvet noget, som de færreste socialdemokratiske borgmesterkandidater i Køge har. Hun har tabt et valg.

Ved kommunalvalget i 2013 måtte hun og Socialdemokratiet strække gevær.

For første gang i 92 år var det ikke en socialdemokrat, der indtog borgmesterposten i Køge, som i stedet gik til Det Konservative Folkeparti. Efter fire år i opposition vandt Marie Stærke og hendes parti dog posten tilbage. Hun med sit bedste personlige valg nogensinde. Køge blev atter rød.

Sin unge alder til trods har Marie Stærke oplevet lidt af hvert. Som politiker har hun stået i succesens og fiaskoens yderste poler og været vidne til en byvækst, der overstiger både gennemsnittet på Sjælland og på landsplan.

Samtidig har hun set, hvordan Køge og området omkring har forvandlet sig fra ”en egn med forurening og fattigdom” til pludselig at være Sydsjællands førsteudfordrer til København.

”Vi er kun to politikere tilbage, som også sad i Køges byråd dengang. Byens vækstmæssige udvikling har været fantastisk at overvære, både som politiker og som Køge-pige. Rent politisk har der været masser af udfordringer, der kunne have resulteret i, at hverken STC, Køge Havn eller byfornyelsen var blevet til noget.

Jeg tror heller ikke, at projekterne kunne have ladet sig gøre i 2023. Som politiker kan vi have en tendens til at blive nervøse eller ryste på hånden, når borgermodstanden bliver organiseret i grupper, som man ser på Facebook. Vejen til tøven fra politisk side er en del kortere i dag,” siger Marie Stærke.

Når hun skal beskrive sine forgængeres ageren i årene efter ’Fremtidsværkstedet’, er ’mod’ det første ord, der falder hende ind.

”Det krævede is i maven, og det kunne sagtens være gået galt. Kommunen solgte først en grund i 2001, selvom man startede med at købe jord i 1990’erne. Det tog flere kommunalvalg, før man kunne se resultatet af investeringen,” siger hun.

Indtil videre er projektet med at omstille Køge dog gået helt efter bogen. Flere og flere tilflyttere vil gerne skabe en tilværelse i kommunen, og behovet for nye byggegrunde har aldrig været større.

Hos STC er al jorden solgt. Mere har skabt mere, og lige nu skal der bygges en daginstitution om året, for at man kan følge med efterspørgslen, mens tre skoler i kommunen inden for en nær fremtid udbygges med et ekstra spor hver.

Med en vækst, der er langt højere end mange andre steder i landet, kan det lyde patetisk, at det næsten går for godt. Men for Marie Stærke og resten af Køge Kommune handler det om ikke at tabe alle de appelsiner, der er landet i turbanen, på jorden.

I byrådet undersøger man derfor i disse dage, hvordan byudviklingen kan sættes i bero, så benene kan følge med hovedet.

”Vi skal ikke risikere at tabe det hele på gulvet. Hvis vi ikke kan levere nok daginstitutioner eller skoler, bliver vi sprunget over. Hvis der spreder sig en idé om, at det er umuligt at få plads i Køge, vælger folk byen og kommunen fra,” siger borgmesteren.

Med den gamle industribys hastige udvikling i baghovedet spørger jeg også Marie Stærke: Hører Køge mest til Sjælland eller til København?

”Vi er en del af hovedstaden og Storkøbenhavn, men vil gerne se os selv som porten mellem Sjælland og København. Vores udvikling smitter jo også af andre steder på Sjælland.

Fx stiger huspriserne i Stevns Kommune, fordi folk er villige til at rykke den vej på grund af Køge. Hjertet siger Sjælland, og hjernen siger København. Men på nogle områder er Køge nok vokset ud af provinsen og sammen med København.”

PÅ HUGOS KÆLDER HAR FREDAGSSTEMNINGEN INDFUNDET SIG. Folk står tæt i den lille kælder, få borde er ledige. Småsnakken går. Det er netop sådan, det skal være.

”Min søn har lige været i New Zealand. Der prøvede han at bungy jumpe,” fortæller en mandlig bargæst til den kvindelige bartender, mens han venter på at få sin porter skænket.

”Jeg vil gerne prøve at river rafte,” svarer bartenderen. Et par borde derfra sidder to ældre herrer i hver deres zip-strik og nipper synkront til deres øl.

De nærmest hænger ind over bordet, mens de indimellem udveksler et par ord. Ellers sidder de og spejder rundt i lokalet, hvor flere gæster strømmer til, i takt med at fyraftenen og weekenden bliver en realitet. Bag bardisken står også den daglige leder af Hugos Kælder, Lars ’Håbløs’.

Han tager en tår af sin Guinness og går i gang med næste udskænkning. Da roen for en stund har sænket sig bag den lille bar, skyder han aftenen ind med en Underberg.

I det tilstødende lokale er hans svigerdatter i fuld gang med at fejre sin fødselsdag med nogle veninder. Lars ’Håbløs’ sætter Tommy Seebachs ’Hip Hurra – Det’ Min Fødselsdag’ på anlægget – som en lille hilsen fra baren.

Ved indgangen opstår der en lille menneskeprop af folk, som skal ind og slukke tørsten. Der skal dog mere til at begejstre ’Håbløs’. Han mener, at der er mere stille end normalt. Bare tag det, der skete i går, hvor Hugos Kælder havde arrangeret irsk aften.

”Der var knald på. Det var sgu hyggeligt. Der var så mange til spisning, at der knap nok var plads til bandet. Gæsterne kom også rendende med både violiner og guitarer og begyndte at spille med på et par numre,” siger Lars ’Håbløs’, der ikke vil ud med, hvor hans iørefaldende øgenavn stammer fra.

Han har været en del af Hugos Kælder i de seneste 17 år. I begyndelsen som medhjælper til de større arrangementer ved siden af jobbet på Kemiske Værk Køge.

Da fabrikken lukkede, blev værtshuset hans fuldtidsbeskæftigelse. For første gang i 32 år skulle han ikke have sin daglige gang på den traditionsbundne Køge-fabrik, på hvis grund de nu vil bygge boliger – altså når jorden på Collstropgrunden er blevet helt renset for kemikalier.

Da Lars ’Håbløs’ startede på Kemiske Værk Køge i 1990, beskæftigede fabrikken 525 folk. Da værket lukkede i februar 2021 under navnet Sun Chemicals, var der 72 ansatte.

Men det var nu engang sådan, det gik med de traditionelle erhverv i byen. Derfor overraskede den industrielle afvikling heller ikke en Køge-dreng som ’Håbløs’, der voksede op i de almennyttige boligblokke i Karlemoseparken i det ydre Køge og gik på Ølby Skole, som senere måtte vige pladsen for Circle K ved transportcenteret.

”Jeg har aldrig boet længere væk fra Køge end i Herfølge. Der fik jeg stressknopper over hele kroppen. Og så måtte jeg flytte tilbage, fordi jeg savnede byen. 54 år. Jeg har været her hele mit liv. Da jeg var dreng, lå Karlemoseparken for sig selv på en pløjemark.”

Lars ’Håbløs’ har fulgt Køges forvandling fra første parket. Han har set, hvordan dét, der engang var landområder, nu er blevet et nordisk transportmekka, han har set, hvordan dét, der engang var industrihavn, er blevet omdannet til en kubistisk ejerlejlighedsghetto, og han har set indbyggertallets himmelflugt.

Antallet af indbyggere i Køge Kommune er i dag næsten fordoblet siden 1980.

For nylig talte ’Håbløs’ med et par af gæsterne på værtshuset om, at der i deres barndom lå marker hele vejen fra Ølby til Karlslunde mellem Køge og København. Områder, som nu er tæt bebyggede og selvstændige bysamfund.

Pludselig rykker København tæt på. Eller er det omvendt? ”København er ikke vokset sydpå. Sydpå er vokset nordpå,” siger Lars ’Håbløs’.

Hører Køge mest til Sjælland eller til København?

”Sjælland! Vi har ikke noget med København at gøre.”