Fotoserie fra et drengehjem i Nuuk: Sammen kigger de på stjernerne

Kaassassuk ligger på toppen af en bakke. Hver dag løber en gruppe af unge drenge om kap op ad den stejle stigning. Sven-Erik vinder altid, men de andre drenge stiller alligevel op til den noget ulige konkurrence.

På toppen af bakken venter den søde smag af sejr og noget, der er endnu bedre. Et hjem. På døgninstitutionen Kaassassuk bor seks drenge. De bor her, fordi de voksne, der skulle passe på dem, har svigtet. De er alle en lille del af en stor statistik. Tal fra 2014 anslår, at 4,2% af grønlandske børn og unge er anbragt udenfor hjemmet. I Danmark er det tal under 1%.

Fotojournalisten Oscar Scott Carl har fulgt Sven-Erik, Poul, Laurits, Siiva og Malik i ti dage i en hverdag, hvor nøgleordet er struktur. Op klokken fem. Løbetur halv seks. Bad, morgenmad. Skole indtil klokken to. Eftermiddagsaktivitet efterfulgt af afslapning. Aftensmad, pligter – og så i seng.

”Jeg startede med at være sammen med dem uden kamera. De skulle, naturligt nok, se mig an, fordi voksen måske ikke har været det mest tillidsfulde begreb for dem før. Jeg skulle vise dem, hvem jeg var, inden jeg fandt kameraet frem. Det betød meget for mig, at jeg ikke bare lavede historien og skred igen,” fortæller Oscar Scott Carl.

Han har selv boet i Grønland, da han var yngre, og kendskabet til landet blev starten på fotoprojektet.

”Den danske dækning af Grønland er der ikke, og når den er der, så er den meget ensidig. Landet tiltrak mig på grund af min personlige tilknytning, og jeg tror, at alle der har boet i Grønland kan nikke genkendende til, at det sætter sig i en. Jeg ville gerne fortælle historien, fordi den er vigtig,” siger Oscar Scott Carl.

De første dage løber han med drengene om morgenen. Følges med dem hjem fra skole. Tilbyder halvdelen af en sandwich, som han har købt til frokost eller stener videoer på YouTube sammen med dem. Kameraet finder han frem efter to dage til poseringer, smil og opstillede motiver, men snart bliver spændingen i at blive foreviget til eftertiden afløst af hverdag.

”Det blev bare en naturlig del af rummet, jo mere vi kom ind i det. Jeg kunne sagtens løbe en tur med dem, og så havde jeg bare kameraet hængende på siden. Det var en stille og rolig udvikling, men der opstod en usagt tillid mellem os.”

Det er sommer. Nogle af drengene har ikke boet på Kaassassuk i lang tid, og de ansatte har taget dem med på tur. Drengene bader, hvilket er et særsyn i Grønland, hvor vandtemperaturen nok ligger omkring tre grader. Det kolde dyp bliver til en længere badetur, mens de ansatte ser undrende til. Hvordan kan de blive i vandet så længe?

Historien fortæller forstanderen til fotojournalisten for at forklare, hvad drengene kommer fra.

”Det gav et indblik i, hvad de lavede på institutionen, og det var, at de skulle lære at mærke sig selv igen,” fortæller Oscar Scott Carl.

Drengene sejler ud i to store gummibåde, der tilhører døgninstitutionen. Turen er dagens eftermiddagsaktivitet. Dagen inde har de sat fiskenet op, og i dag skal de fange laks. En af de voksne står og fortæller om det grønlandske menneskes forhold til naturen, og hvorfor naturen er så vigtig. Drengene er helt stille. Fuglene flyver over hovederne på dem, og hvide bjerge tårner sig op omkring dem. Det eneste, de fokuserer på, er lyden af fortællingen.

Aktiviteterne i naturen er en stor del af drengenes hverdag. Det hjælper dem at komme af med dagens overskydende energi, og så giver det ro.

”Drengene har så meget ekstra energi, og hvordan kommer man af med den?” spørger Oscar Scott Carl.

”Det gør man ved at være aktiv og ved at komme ud i naturen. Grønlændernes forhold til naturen er så vigtigt og definerende, så det var også vigtigt for dem at bruge den fuldstændigt vanvittige natur, som de havde rundt om dem. Drengene elsker at gå på jagt og at sejle, så det er en god måde at imødekomme drengenes problemer og behov på og samtidig kombinere det med noget, som de også kan lide.”

En video med Fortnite kører på fjernsynet. Alle drengene er helt opslugte. Malik skovler cornflakes ind, selvom det ikke er lang tid siden, at aftensmaden blev taget af bordet. Al opmærksomhed er rettet mod den lysende skærm, mens drengene flader ud i sofaen på en måde, som kun præteenagere kan.

”Det har været vigtigt for mig at vise, at det også bare er almindelige drenge, selvom historien bunder i nogle helt vanvittige tal. Men drengene er ikke bare tal, og det skal man ikke se dem som,” siger Oscar Scott Carl.

Oscar skal snart forlade drengene. Han prøver at forberede dem ved at fortælle gentagende gange, at han snart skal afsted. De løber en tur, og han fortæller dem, at det er den sidste tur, han er med på. Han printer et billede, han har taget af drengene i en snestorm. Det skal være et en slags punktum for de sidste ti dage og en tak.

”Jeg føler mig som en idiot, og jeg er vel delvist også en idiot, når jeg forlader det. De åbner sig helt op for mig, og så smutter jeg bare fra det igen. Jeg prøver at forsvare det med, at jeg fortæller deres historie, men på en eller anden måde, får jeg dårlig samvittighed, og det synes jeg også, at jeg skal have, når man kommer og tager noget og forsvinder igen.”

”Jeg har prøvet at holde kontakten med dem. Jeg skriver med lederen af døgninstitutionen, og jeg siger, at han skal hilse dem. Jeg håber, at jeg skal derop igen til sommer, hvor de skal på jagttur, så jeg kan følge dem igen.”

Drengene løber en af de daglige morgenture. Siiva har tegnet ruten, og den er blevet længere end forventet, så drengene er ret trætte. De løber om kap op ad bakken, hvor Kaassassuk ligger og venter på dem. Sven-Erik vinder som altid. Da Poul og Laurits har forceret bakken, går de hen til den trappe, der fører op til døgninstitutionen. De lægger sig ned ved siden af hinanden og kigger op. Der er helt stille, og himlen er stjerneklar. Oscar ser drengene og vender om for at tage et billede af dem. De ænser ham ikke, selvom kameraet laver klik-lyde, når han trykker på udløserknappen.

”Det er lidt klichéfyldt, men hvem fanden lægger sig ned og kigger på stjernerne, hvis ikke man på en eller anden måde er ved at finde ud af, hvem man er?”