Danske cykelryttere træder ud af ensomheden: "Det var svært at få det til at fungere. Det at være alene hele tiden"

DET VAR, SOM OM der skete noget i juni 2017. Noget nyt, noget glemt. En følelse, som lå og lurede under dansk cykelsport, en ekstase, som havde ventet på at blive forløst siden de gyldne 90’ere. Det kom snigende. 00’erne var magre år, hvis man heppede på de danske ryttere. Michael Rasmussen nærmede sig noget stort og mastodontisk, inden han blev smidt ud af Tour de France i 2007. Matti Breschel havde holdt håbet levende om en dansk verdensmester med sin bronzemedalje i 2008, og Nicki Sørensens etapesejr i Tour de France i 2009 var stor og overraskende, men ak, det blev ikke til meget mere.

10’erne åbnede flottere. Matti Breschel vandt semiklassikeren Dwaars door Vlanderen i 2010 i den smukke dannebrogstrikot efter et soloangreb på de tørre og støvede veje i det belgiske Flandern og tog en sølvmedalje i efteråret til verdensmesterskaberne. Det var store resultater. Store resultater for en lille nation, men der var en underlig følelse af uforløste ambitioner i de år. Blandt rytterne, blandt seerne. Vi havde forventet mere. Vi havde set Bjarne Riis, Jesper Skibby, Rolf Sørensen og Brian Holm stige op på podierne som sejrherrer i de største cykelløb i verden. Men man var også træt af at leve på fortidens resultater. Det var snart tyve år siden, men billederne var ikke glemt, og vi længtes efter at se dem igen.

Derfor var det også et varsel den dag i juni 2017, da Jakob Fuglsang vandt sjette etape i ugeløbet Critérium du Dauphiné og to dage senere vandt ottende etape, hvor han sikrede sig den samlede sejr på siderne af Plateau de Solaison foran stjerneryttere som den papirstynde og kridhvide irer Dan Martin og den evigt uheldige australier Richie Porte. Noget rumsterede, noget var vakt til live, men spørgsmålet er, om det ikke allerede var på vej? At tingene puslede i det små allerede i 2016?

DER ER SOLSKIN i Sonoma County i Californien. Brian Nygaard, der er tidligere cykelsportskommentator, pressechef for blandt andet cykelholdet Team Saxo Bank og nuværende General Manager på vingården Stuhlmuller Vineyards, viser mig rundt blandt vinrankerne midt i det californiske forår. Det foregår over en lidt skramlet FaceTime-forbindelse, men det er ikke til at tage fejl af, at manden, der tidligere sad midt i inderkredsen i professionel cykelsport, befinder sig i sit rette element.

Men jeg har ikke ringet Brian Nygaard op for at tale om vin eller smukke landskaber. Nej, vi skal tale om generationer, og hvorfor vi ser så store cykelsportsresultater lige nu. Det er en samtale, der ikke starter specielt godt:

”Jeg har ikke noget samlende at sige om generationen,” siger han hårdt.

Der bliver stille et øjeblik i telefonen, inden han uddyber: ”Man tvinger typisk folk ned i en generationsfortælling, selv om de ikke har noget til fælles. Nu bliver det lidt langhåret, det må jeg advare om. Men det er i virkeligheden det, der er forskellen mellem Marx og Hegel. Enten ser man, som Hegel, at historien er en gennemstrømmende fællesnævner, der gør, at alting lander et bestemt sted. Eller også siger man som Marx, at det hele er en vekselvirkning mellem historiske kendsgerninger og materielle vilkår. Der er jeg nok mest til Marx’ teori.”

Brian Nygaards baggrund som cand.mag. i filosofi fornægter sig ikke, og han har jo nok ret. Måske kan der ikke fortælles en ensartet historie om en tidsånd, som har skabt en hel perlerække af klasseryttere fra et meget lille land, men man kan alligevel godt kigge på det, som Marx kalder historiske kendsgerninger og materielle vilkår. Så hvem skulle have troet det? At en historie om dansk cykelsportssucces i 10’erne begynder med marxismens fader, Karl Marx.

DER VAR SMÅ bevægelser blandt de unge danske ryttere i årene 2014-2016. To danskere begyndte at røre på sig blandt de voksne professionelle cykelryttere. To unge mænd, som begge havde domineret deres ungdomsårgange, begyndte så småt at træde op på de podier, som blev dækket af verdenspressen. De to unge ryttere var Michael Valgren og Magnus Cort. I 2014 blev Michael Valgren både danmarksmester på landevej og samlet vinder af Post Danmark Rundt, mens Magnus Cort vandt en etape.

De her år var de sidste, hvor Bjarne Riis’ cykelhold Team Tinkoff-Saxo var dominerende. Hvis man var dansk cykelrytter, så kørte man næsten helt sikkert for Bjarne Riis og den russiske rigmand Oleg Tinkoff. Det gjorde Michael Valgren, da han vandt Post Danmark Rundt i 2014 og dernæst i 2016, men ikke Magnus Cort. Magnus Cort havde skrevet kontrakt med det australske cykelhold Orica GreenEdge, hvor Brian Nygaard var pressechef.

Mange i talentudviklingen i dansk cykelsport var nervøse, da Magnus Cort blev professionel. Det fortæller cheflandstræneren Anders Lund. Magnus Cort var et stort cykeltalent i slutningen af 00’erne og starten af 10’erne. I 2011 vandt han som 18-årig og som den første dansker nogensinde det tjekkiske juniorløb Fredsløbet, der er det største etapeløb for de unge ryttere. Fredsløbet er ikke for sjov. Det foregår i grænselandet mellem Tjekkiet og den østlige del af Tyskland og er typisk de danske juniorrytteres første møde med østeuropæiske cykelryttere, der har et ry for at være topprofessionelle, benhårde og frygtløse. Fredsløbet tager udgangspunkt i et tidligere ProTour-løb, der sidste gang blev kørt i 2006, men juniorudgavens vinderliste er ikke til at tage fejl af. Den tæller store profiler som Fabian Cancellara, Michal Kwiatkowski, Roman Kreuziger, Dennis Menchov og altså Magnus Cort.

I 2016 bed Dansk Cykelunion negle, for deres største talent var ikke slået rigtig igennem og havde endnu ikke vist sin store kraft som sprinter. Men der skete noget, husker Anders Lund:

”Det, der gør noget for mig, er, da Magnus Cort får hul på bylden. Hvis han ikke kom i gang, så ville vi i DCU og i Danmarks talentudvikling gøre noget fuldstændig forkert. Han var så god som ung rytter, så hvis han ikke slog igennem, så gjorde vi det ikke rigtigt. Vi havde været på røven i forhold til at forløse talenter.”

I 2016 vandt Magnus Cort 18. etape af Vuelta a Espana i den spanske kystby Gandia. Han skød pludseligt ud af feltet og overraskede alle på en varm dag, hvor han ellers skulle lægge alle sine egne ambitioner til side.

EN AF DE første forskydninger i en lidt tom resultatliste i nyere dansk cykelhistorie skete altså i 2016, da Magnus Cort vandt på et australsk hold. Det er et centralt element i fortællingen om, hvorfor det går så godt i 2020. I hvert fald hvis man spørger den 35-årige cykelrytter Jakob Fuglsang. Jeg fanger den fåmælte silkeborgenser på en telefonlinje til Monaco, hvor han går og venter på, at sæsonen skal gå begynde igen.

Selv om han gerne ser, at der kommer et nyt dansk World Tour-hold, er han ikke i tvivl om, at det var gavnligt, at Team Tinkoff-Saxo lukkede i den daværende konstruktion, hvor holdet var et naturligt skridt for danske ryttere, når de skulle blive professionelle:

”Bjarnes hold gav en god grobund for dansk talentudvikling, hvor vi havde en masse kontinentalhold. Men folk levede også professionelt fra en meget tidlig alder, og derfor havde de svært ved at tage det sidste skridt op på sejrsskamlen, når de så endelig skrev en kontrakt med fx Bjarne. Man kan sige, at talentudviklingen simpelthen var for god. Folk trænede for meget, så de havde svært ved at udnytte det sidste udviklingspotentiale, når de rent faktisk kom på World Touren.”

Jakob Fuglsangs perspektiv er interessant, fordi det står i kontrast til de to andre ryttere, som kommer på banen i den her historie. Mads Pedersen og Mikkel Bjerg er blevet professionelle i en æra uden Bjarne Riis og uden et dansk cykelhold på højeste niveau. De har kørt som ungdomsryttere under et andet talentprogram, og derfor er det nødvendigt at tegne omridset af den gamle cykelverden, før vi kan se antydningen af den nye.

JAKOB FUGLSANG kom som en succesfuld mountainbikerytter til landevejen og fik sit store internationale gennembrud i 2009 i selvsamme løb, som han vandt flere år senere, Critérium du Dauphiné. Men der findes også en alternativ fortælling, som er essentiel for at forstå forskellen på Jakob Fuglsangs generation og Mads Pedersens generation: spørgsmålet om ensomhed. I et roligt tempo udlægger Jakob Fuglsang sin ensomhed i de unge år:

”Jeg flyttede til Italien, og jeg boede mutters alene i en lejlighed. Det var svært at få det til at fungere. Det at være alene hele tiden. At skulle træne selv og klare alt selv, det var ikke nemt. Jeg havde svært ved at falde til uden hjælp.”

I nærheden af den unge Jakob Fuglsang boede hans holdkammerat Fredrik Kessiakoff, der trænede med svenskeren Gustav Larsson, men de havde et fællesskab, et fællesskab hvor Jakob Fuglsang ikke passede ind. I stedet blev han reddet af en anden dansker:

”Min redning blev, at jeg flyttede til Gardasøen og fik Michael Rasmussen som sparringspartner. Man kan sige meget om Michael, men han lærte mig meget om livet som professionel.”

Stabilitet og tryghed er vigtigt for at skabe succes på cyklen, hvis man spørger Jakob Fuglsang. Han var mærket af at leve for meget alene, og det er en åbenhjertig mand, der siger:

”Hvis du spørger min hustru, har jeg ændret mig meget. Da vi mødte hinanden, var jeg indesluttet, og jeg var dårlig til at dele mine bekymringer. Det er helt sikkert kommet af at være for meget alene. Den der ensomhed tærer på én. Jeg kan godt lide at træne alene, men man skal ikke være alene hele tiden. Det er ikke godt. Der er forskel på at være ude på cyklen, hvor man er sin egen herre og er i kontrol. Det er man ikke, når man er alene derhjemme.”

Derfor har Jakob Fuglsang også forsøgt at hjælpe sine yngre kolleger. For at løfte dem ud af ensomheden, så de kan få succes på cyklen. I øjeblikket kommer den danske vinder af den franske efterårsklassiker Paris Tours, Søren Kragh Andersen, hjemme hos Jakob Fuglsang:

”Jeg har taget mig lidt af Søren, da han flyttede fra Luxemburg til Monaco. Jeg forsøger at hjælpe ham, så godt jeg kan. Det, tror jeg, er vigtigt. Det har jeg selv mærket. Det er vigtigt at have nogen at kunne tage hen til. Han kan altid komme og spise med eller se cykelløb hos os: En ting er livet på landevejen, men det er det omkring, der afgør, om man får succes på cyklen.”

Jakob Fuglsang har påtaget sig en slags nestorrolle for flere af de unge danske ryttere. Han har set, og han har følt på egen krop, hvad ensomheden kan gøre ved folk. Derfor ser han også med interesse på den tendens, som er slået igennem blandt de yngre ryttere de senere år: Man bliver hjemme i Danmark. Det er en væsentlig ændring. For ti år siden kunne man ikke forestille sig, at man kunne have en karriere og leve i Danmark. Det var simpelthen ikke muligt. Det har ændret sig, og det er en mentalitetsforskydning, som er en del af en større tendens, der handler om personlig frihed. Den historie vender vi tilbage til.

Da Magnus Cort vandt 16. etape af Vuelta a Espana i 2016, faldt der en sten fra hjertet hos Dansk Cykelunion. Der har været et destruktivt mønster i dansk cykelsport. Det har været sådan, at unge danske cykelryttere var nogle af verdens bedste ungdomsryttere. De slog alt og alle, men mistede gradvist glansen, jo ældre de blev. Et godt eksempel er Rasmus Quaade, der var en cykelrytter med et kæmpe udviklingspotentiale. Han vandt som bare 21-årig danmarksmesterskabet i enkeltstart og blev samme år nummer to til VM i enkeltstart i U23-klassen. Men derfra er det gået i stå. Han formåede aldrig at tage skridtet op på den store scene. Cheflandstræneren Anders Lund pointerer:

”Med Magnus Corts sejr så vi en sammenhæng mellem, hvad de kunne som U23-ryttere, og hvad de kunne drive det videre til. Jeg tror, at hans sejr stimulerede hele det lag, som vi ser vinde nu. Vi har endelig formået at føre dem fra gode ungdomsryttere til verdens bedste professionelle.”

Og det er ikke en overdrivelse.

SØNDAG 29. SEPTEMBER 2019 regnede det i Leeds i England. Det havde regnet hårdt og længe, og verdensmesterskaberne i cykling skulle afgøres. Det havde været et ubønhørligt og brutalt landevejsløb hen over 285 kilometer nordengelsk asfalt i det bakkede landskab. Ingen havde set et hårdere VM i umindelige tider, og i finalen sad storfavoritten Matteo Trentin, schweizeren Stefan Küng og noget overraskende danskeren Mads Pedersen.

I den jagtende del af feltet sad Jakob Fuglsang og Michael Valgren. Mads Pedersen var egentlig blevet sendt afsted som forberedelse til et angreb fra en af de to lidt ældre ryttere, der begge har taget store sejre i hårde endagsløb. Men i stedet kontrollerede de to holdkammerater tempoet i gruppen. Jakob Fuglsang bed sig fast i hvert angreb og udviste et ubesværet og næsten iskoldt overblik, der gjorde det umuligt for eventuelle udbrydere at slippe væk.

Derfor befandt den 24-årige Mads Pedersen fra Tølløse sig i finalen som en af de tre sidste, der skulle køre om sejren om den legendariske regnbuetrøje. Og efter en smertefuld sidste omgang hen over bakkerne i afslutningsbyen Harrogate, hvor regnen stadig faldt tungt, kunne Mads Pedersen fuldstændigt sensationelt og mageløst overspurte italieneren Matteo Trentin.

Kameraerne panorerede fra en brølende Mads Pedersen, der lå lykkelig og udbrændt på asfalten, og hen til en bitter og rasende Matteo Trentin, som man kun lige kunne høre sige: ”Fuck,” inden Michael Valgren rullede ind over målstregen, som nummer seks lige efter den tidligere verdensmester Peter Sagan. Nu var danskerne ikke bare store talenter, nu var Mads Pedersen faktisk verdens bedste cykelrytter.

HENRIK SIMPER ER tidligere juniorlandstræner. Han er en tynd og senet mand med briller. Han ligner til forveksling en cykelrytter, og når han stillede op til interview, var det med analytiske evner, der roste den individuelle sejr, men som først og fremmest fremhævede kollektivets samarbejde og succes. Her var det fællesskabets arbejde over individets.

Henrik Simper trådte til som juniorlandstræner i vinteren 2008, hvor han overtog fra Morten Bennekou, der nu er elitechef hos DCU efter tre år på World Touren hos Team Sunweb.

Morten Bennekous profil var og er interessant, fordi det var første gang, man havde en talentudviklingstræner, der ikke kom fra cykelsporten. Henrik Simper siger om Morten Bennekou:

”Han var en atypisk træner. Han havde ikke selv været toprytter, men havde i stedet en teoretisk baggrund fra universitetet. Det var den store ændring. Vi havde selvfølgelig haft store talenter, men vi blev mere metodiske og langt mere videnskabeligt teoretiske.”

Fra 2008 og indtil 2018 var Henrik Simper træner for de danske juniorryttere. Han har haft hele den nye generation igennem sine kyndige hænder. Henrik Simper har en række forskellige forklaringer på succesen, men en af de mere væsentlige er, at unge danske cykelryttere rent faktisk konkurrerer mod nogle af verdens bedste ryttere fra begyndelsen:

”Hvis du starter til fodbold, så starter du i serie fem og skal kæmpe dig op. Du kommer aldrig til at konkurrere mod de bedste i verden fra dag et. Det gør du i cykelsport. Der er ikke noget seedningslag. Alle er til start uanset niveau. Det er også udfordringen. Du kan tabe det hele på gulvet, fordi du få en ordentlig røvtur, hvis du ikke har trænet nok. Du kan ikke gøre det på en hyggelig måde. Man bliver savet midt over, hvis man ikke har kørt sine træningsture. Tænk at køre 120 kilometer mod en 17-årig Mads Pedersen. Det er ikke for sjov.”

Bundniveauet er simpelthen tårnhøjt i Danmark. Det bekræfter Brian Nygaard, der understreger, at hvis man kan lave resultater i Danmark, er man per definition en del af verdenseliten.

Henrik Simper skildrer også et miljø, der har ændret sig radikalt. Et miljø, hvor tryghed og plads til den enkeltes udvikling er blevet prioriteret højere. Man er blevet bedre til at favne talenterne og kontrollere deres fysiske udvikling. I gamle dage handlede det om at køre langt og køre meget fra begyndelsen. Det handlede om at flytte ud og bo i Belgien eller i Italien i en eller anden luset lejlighed. Henrik Simper siger om træningsvilkårene:

”Vi er bevidste om, at hvis man træner for meget som 17-18-årig, er der ikke timer nok i døgnet til at træne hårdere, når man bliver ældre. Vi har turdet sige, at de skulle holde igen. Mads Pedersen er et virkelig godt eksempel på det. Han var en god juniorrytter uden at køre solen sort. Det kendetegner mange af de bedste ryttere i dag: De har trænet væsentligt mindre end Bjarne Riis og Brian Holm gjorde som unge. Man spilder ikke længere talent på, at man ikke har nogen teoretisk viden om træning.”

Men et er træningen, noget andet er nærheden. I Henrik Simpers tid som træner blev man opmærksom på den ensomhed, som Jakob Fuglsang beskriver. Det var og er ikke godt for de fleste mennesker at være alene i for lange perioder ad gangen. Det går udover ens mentale velvære og dermed ens fysiske præstation.

Cheflandstræneren Anders Lund, der selv er tidligere professionel cykelrytter på Team CSC og Team Saxo Bank, fremhæver, at der i hans generation aldrig blev stillet spørgsmål ved at rejse ud. Der var en klar forventning om, at man skulle tage af sted og ikke bo i Danmark. Men i dag er han i tvivl om den beslutning:

”Fordelen ved at bo i Danmark er, at man rent faktisk bor et sted, selv om det måske lyder åndssvagt. Hvis du ikke bor i Danmark, har man cirka 200 rejsedage, nogle obligatoriske dage i Danmark med familien, og derefter går resten af tiden der, hvor du teknisk set er bosat i udlandet. Hvis man bliver i Danmark, er man ikke splittet på samme måde. Man kan balancere livet langt bedre, og man finder måske ud af, at der er andre ting at lave end at drikke sig i hegnet med vennerne. Når jeg var hjemme på besøg udenfor sæsonen, handlede det meget om at drikke så mange bajere som muligt. Det er jo ikke det samme, hvis du ser dine venner tit. Det er mere stabilt.”

Anders Lund påpeger, at der stadig er mange ryttere, der bærer den asketiske munketilværelse som et smykke, men der er mange, der bliver deprimerede af det. Der er langt mere spillerum i dag, hvor det ikke handler så meget om, hvordan man lever, men hvor stærkt man kører på en cykel.

DET BILLEDE ER den danske verdensmester i landevejscykling, Mads Pedersen, et perfekt eksempel på. Lidt stakåndet efter en træningstur omkring Holbæk tager verdensmesteren sin telefon:

”Jeg kunne aldrig finde på at flytte. Heller ikke udenfor lokalområdet. Min kone har det godt her. Det er vigtigt, at dem derhjemme har det godt. Jeg kan godt lide at være i Danmark. En dag som i dag, hvor vinden blæser og solen skinner − det bliver ikke bedre. Det behøver jeg sgu ikke at bo i Italien for at få.”

24-årige Mads Pedersen har bragt et nyt og tiltrængt mytologisk skær hen over de midt- og vestsjællandske bakkedrag. Med bynavne som Abbetved, Gevninge og Veddinge er der kommet noget næsten glamourøst over området efter Mads Pedersens sejr. Tanken om, at verdens smukkeste trøje, den regnbuestribede, kører rundt i modvinden på de glemte veje mellem landsbyerne, giver noget til det ellers affolkede område.

Det er her blandt bakkerne, at Mads Pedersen har sit hjem, og det er her, han er vokset op. Han er født i Tølløse, og indtil han blev professionel, kørte han i Holbæk Cykelring. Mads Pedersens cykeltalent er hjemmedyrket i Merløse Herred:

”Holbæk, Tølløse, Lejre, det er jo Sjællands røvhul. Du kan køre alle steder hen herfra. Jeg kan ikke se nogen grund til at skulle væk. Jeg har jo aldrig boet i udlandet, jeg flyttede tidligt hjemmefra, men jeg har aldrig boet mere end 20 minutter fra de gamle.”

Inde bag Mads Pedersen uskyldsrene overflade gemmer sig en hård hund. Han ser altid soigneret og velfriseret ud. Han skinner på sine pressefotos med sin skarpslebne statur, men han ved, hvad der skal til for at blive verdens bedste cykelrytter:

”Der er så meget afkald i det her job, fra man er helt ung. Jeg synes, det har været svært ikke at være hjemme til begravelser. Der opdager man, at man ikke er en maskine.”

Men han er ikke i tvivl. Han ved godt, hvorfor han gør det:

”Jeg kan lide at vinde. Det er så simpelt. Det er derfor, jeg kører på cykel. Det er derfor, jeg kører i regnen i seks timer. Alle de afkald og alle de lortetimer er det hele værd, når man står øverst på skamlen bagefter. Der er ikke noget raffineret svar. Det hele handler om at vinde.”

Den tidligere juniorlandstræner Henrik Simper har fulgt Mads Pedersen, fra han var ungdomsrytter. Han stemme dirrer, da han beskriver følelsen af at se Mads Pedersen vinde VM i 2019:

”Sejren er Mads’ egen, men han har lært at gebærde sig som cykelrytter i vores program. Man er jo fandenivoldsk som 17-årig, og man skal lære at være cykelrytter der, ellers lærer man det aldrig. Han er en klassisk rytter, der er god til at æde sig selv kombineret med et stort taktisk overblik.”

Mads Pedersen anerkender DCU’s talentarbejdes betydning for sin succes. De er blevet bedre til at tage sig af folk og skabe et rum, hvor man kan være mere sig selv, og hvor man ikke bare skal leve op til et eller andet billede af en rigtig cykelrytter:

”DCU har lært en masse unge mennesker, at der er meget andet at lave end at gå ud og hamre bajere i weekenden. Det er ok at drømme og tro på, at man kan få noget ud af det. Jeg kan godt lide tanken om den gamle skole med Brian Holm, hvor man kraftedeme skulle bo i Belgien og spise havregrød tre gange om dagen. Men jeg havde haft svært ved det. Det er ikke fordi, det har været ren luksus. Jeg har stået og klædt om i bar røv bag en kasse, men vi er sluppet af med de strengeste regler.”

Historien om Mads Pedersens succes er altså en kombination af at være lokalt bundet til et godt socialt netværk og at vokse op i et talentprogram, hvor reglerne ikke længere er helt så rigide. I den ellers så konservative cykelsport slår traditionerne gradvist sprækker.

PÅ EN USÆDVANLIG varm efterårsdag i 2017 i den norske værtsby for VM i landevejscykling, Bergen, stod den blot 18-årige dansker Mikkel Bjerg klar ved starten på enkeltstartsruten. Det var Mikkel Bjergs første år som U23 rytter, og han havde allerede i månederne inden vist gode takter, da han kørte en andenplads hjem til EM. På det tidspunkt var Mikkel Bjerg stadig et ubeskrevet blad. Han var ung, og han havde endnu ikke en professionel kontrakt med et World Tour-hold.

Mikkel Bjerg er født i 1998, og hvis Jakob Fuglsang er repræsentant for den gamle skole, og Mads Pedersen et sted i mellem, er Mikkel Bjerg et helt konkret udtryk for cykelsportens fuldstændige transformation ind i eksakt videnskab. Mikkel Bjerg er en nørd, og det er ment på den bedste måde.

På den varme septemberdag i et begyndende efterårsidyllisk Bergen trådte Mikkel Bjerg sig fra at være en talentfuld juniorrytter til at være en fuldblods væddeløber, der mestrede kampen mod uret på enkeltstarten som ingen anden i hans årgang. Til hans første verdensmesterskab slog han nummer to med 65 sekunder. Det var og er en uhørt margen, og han indledte i Norge en sejrstime, som ikke er blevet brudt endnu. Han vandt VM i enkeltstart for U23 i 2017, 2018 og i 2019. Regnbuetrøjen sidder som klistret på ham.

I historien om dansk cykelsports succes er der en historie, som bliver fortalt igen og igen, og som Mikkel Bjergs fortælling også er en del af. Det er betydningen af, at Bjarne Riis’ cykelhold lukkede.

Jakob Fuglsang var kort inde på det, men Anders Lund udfolder perspektivet yderligere som en del af cykelsportens generelle modernisering:

”Det var centralt for talentudviklingen, at Team Saxo Bank lukkede. De støvsugede den danske talentmasse, og de skummede det, som blev betragtet som det bedste, og det gjorde resten af talentmassen mindre attraktiv for de store udenlandske hold. Den danske talentmasse havde jo ikke særlig store meritter på det her tidspunkt.”

Modsat i dag, hvor helt unge ryttere som Mikkel Bjerg, Julius Johansen eller Jakob Egholm laver store resultater fra starten, var de danske ryttere bare langsommere for 10 år siden:

”Det var en ond cirkel, når de bedste ikke leverede på Saxo Bank, så blev resten uinteressante,” siger Anders Lund. ”Når der ikke er et decideret dansk hold, er det en anden måde, man starter på World Touren på. Det er med kniven mellem tænderne. Ingen tvivl om det. Man skal bevise mere, når det ikke er nogen af ens kammerater. Det, at Saxo Bank lukkede, var et tiltrængt los i løgene til dansk cykelsport. Der var for mange usynlige danskere på Saxo Bank, fordi de gjorde det nogenlunde, og samtidig var danskere. Det gør man ikke mere. Det er ikke nok.”

BRIAN NYGAARD beskriver også en sport, som er blevet markant hårdere. Der er blevet ryddet op i dyndet, hvor der bliver færre og færre, som jagter drømmen, hvis de ikke har en kontrakt i deres starttyvere. Så er det slut. Det er endnu et udtryk for cykelsportens moderne æra, hvor man skal slå til straks, når man træder ind på scenen. Det er den store forskel mellem Mikkel Bjerg og Jakob Fuglsang. Mikkel Bjerg præsterer fra dag et, mens Jakob Fuglsang langsomt har udviklet sig til en næsten komplet rytter. Fra den californiske forårsdag udpeger Brian Nygaard Mikkel Bjerg som et perfekt eksempel på den nye verden:

”Cykling har den her fortælling om, at hvis man ikke bor i et fremmed land under en håndvask med koldt vand, hvor du kun spiser beskøjter, så bliver man ikke en god cykelrytter. Det er en vanvittig måde at tænke på. Cykelsporten er hård i forvejen, konkurrencen er hård, det er hårdt at styrte. Mikkel Bjerg er et godt eksempel på, hvad man får ud af en rytter, hvis man slækker lidt på brutaliteten.”

Mikkel Bjerg er vokset op nordvest for København i stationsbyen Allerød. Trods sine store sejre i U23-kategorien er han stadig relativt ukendt i den brede befolkning. Af hans tidligere landsholdstræner Henrik Simper beskrives han som seriøs, målrettet, men nærmest også halvskør:

”Det er hans attitude, han lukker sig fuldstændig inde i sig selv, når han skal lave en stor præstation. Hvor Mads Pedersen godt kan sige en joke, går Mikkel bare rundt og er halvsur før et stort løb. Han tænker kun på det ene løb, som han skal præstere i. Han bruger ikke noget som helst energi på andet.”

Det billede kan Mikkel Bjerg godt genkende. Han er hjemme fra Andorra, hvor han normalt bor med sin kæreste, den professionelle cykelrytter Emma Norsgaard Jørgensen. Hans stemme er energisk, og han taler hurtigt:

”Jeg har lavet alle mulige åndssvage ting for at forbedre mig. Jeg har løbetrænet, mens jeg holdt vejret, jeg har dykket, alt muligt. Jeg har gjort det med min far, og vi er begge kugleskøre.”

Selv om Mikkel Bjerg er den bedste enkeltstartsrytter blandt sine jævnaldrende, og formentlig også blandt de ældre ryttere, som vi får at se i år, hvor han har fået en kontrakt hos UAE Team Emirates, var han ikke blandt de største talenter som helt ung.

MIKKEL BJERG KØRTE sin første 100 kilometertur, da han var ti år gammel. Han var tiltrukket af det ekstreme, af anarkiet og af vildskaben. Hans familie er ikke cykelryttere, men han beskriver sin opvækst som en barndom i et elitemiljø:

”Min far har haft den største indflydelse på mig som sportsmand. Han sagde fra begyndelsen, at jeg skulle blive verdensmester. For ham var det ikke et mål i sig selv, at jeg blev danmarksmester som 13-årig. Det var ikke nok for ham. Men dengang betød det alt for mig at blive danmarksmester. Det var vigtigere end fred på jorden og udryddelsen af sult. Sådan var det i min hjerne.”

Det danske cykelmiljø har bevæget sig fra at være en arbejderklassesport til en sport, hvor familierne er gradvist mere økonomisk privilegeret. Det har også påvirket Mikkel Bjergs indstilling til verden og gjorde de første møder med den internationale cykelverden til lidt af et chok:

”Det er ikke mange af os, der har manglet noget. Det mærkede jeg første gang rigtigt, da vi kom til udlandet, og vi skulle ud at køre mod nogle kasakhere og polakker. De havde en helt anden tænding. De lignede sørøvere. De første par gange var jeg sgu lidt nervøs. De var ligeglade med at ryge på røv og albuer. Det mindset skal man lære. Jeg kørte ikke med livet som indsats dengang, men jo mere prestige der kommer, jo mere lære man at satse.”

Mikkel Bjerg har det ikke let med autoriteter. Derfor priser han sig lykkelig for, at han er vokset op i en anden tid end fx Brian Holm. Så var han ikke blevet cykelrytter. Han passer ikke godt ind i systemer. Hans skoletid var præget af, at han ofte blev smidt uden for døren, fordi han var urolig, han kunne ikke tage det seriøst, fordi cyklen betød alt. Derfor droppede han også ud af gymnasiet. Han er egenrådig og trodsig, og det har også fulgt ham i hans karriere:

”Jeg har skændtes virkelig meget med mine trænere. Jeg er stoppet med det, men jeg har brug for frie tøjler for at gøre det, der er vigtigt for mig.”

Den sætning er helt central og leder tilbage til Jakob Fuglsangs fortælling om personlig frihed. Godt nok bor Mikkel Bjerg normalt i Andorra, men han underbygger Jakob Fuglsangs tanker:

”Da jeg startede med at træne, var det, som det var, for 20 år siden. Det var lidt af en bøllekultur: Det var de største, der bestemte det hele. Jeg tror, der sker noget, når rytterne begynder at blive taget seriøst som mennesker i stedet for at blive kanøflet, fra man er 10-12 år. Hvis man gør det, er det kun de hårde hunde, som er tilbage. Ikke de bedste ryttere, men de dummeste svin. Jeg tror, min generation har været mere kontrolleret. Man tænkte på, at alle skulle have det godt.”

SELV OM Brian Nygaard i begyndelsen af denne artikel understregede, at det ikke altid giver mening at undersøge en succes ud fra et spørgsmål om en generations fællestræk, så tegner der sig en helt tydelig tendens. DCU er simpelthen blevet bedre til at tage sig af deres ryttere. De sender ikke bare de unge mennesker alene ud i verden til en kold enmandslejlighed, som Jakob Fuglsang oplevede. Man har gjort op med en aggressiv machokultur og gjort plads til flere typer af mennesker. Det er ikke nok, at man bare er et dumt svin.

For nogle vil det måske lyde, som om cykelsporten er ved at miste sin identitet. Det har traditionelt været en arbejderklassesport, hvor man skulle kæmpe sig fra det ene dårlige hotel til det andet for at få lov til at køre cykelløb i dårligt vejr til en horribel løn. Det var vilkårene, der skabte dramaet. Men i takt med et større fokus på doping og renhed i feltet har man justeret og optimeret andre steder, så feltet ikke kører langsommere, men derimod hurtigere. Det har de danske ryttere nydt godt af. Henrik Simper siger:

”Jeg er så naiv, at jeg tror, at der er mindre doping end for 20 år siden. Jeg tror, at det gør sig gældende nu, at danskerne har en tradition for at køre rent. Hvis min teori gælder, er vi nu kommet på omgangshøjde med de andre, og vi kan udnytte, at vi har verdens bedste talentsystem.

Det er da heller ikke fortiden, Mikkel Bjerg kigger langt efter. Hans øjne er rettet direkte mod de lidt ældre danskere:

”Da jeg var dreng, ville jeg være ligesom dem, der var et par år ældre. Det var ikke Bjarne Riis, som jeg tænkte på. Jeg var jo ikke engang født, da han vandt. Jeg ville være som Mads Pedersen eller Michael Valgren. Det har uden tvivl betydet mere for mig, at de har vundet, end at Bjarne Riis vandt Tour de France.”

Det kan tyde på, at vi blot kan læne os tilbage og vente på flere gyldne øjeblikke, flere mindeværdige og hårdt tilkæmpede sejre til de danske mandlige og kvindelige cykelryttere. Men der er altid et men. Jakob Fuglsang pointerer, at der er en ny tilbøjelighed i sporten. Talentspejderne er på udkig efter helt unge talenter, som kan vinde fra begyndelsen. Der er ikke længere tid til at udvikle sig gradvist, når man først er professionel. Her kan man kigge på store og unge ryttere som sidste års vinder af Tour de France Egan Bernal eller det hollandske fænomen Mathieu van der Poel. De har allerede vundet så meget, at man kan blive i tvivl, om de rent mentalt kan holde til det store pres.

Jakob Fuglsang mener, at man har for meget fokus på at have fem unge gutter på et hold, der kan køre stærkt, og som har en fandenivoldskhed i sig, som kan få dem ud over stepperne:

”Men er det det bedste, det tror jeg ikke,” siger han eftertænksomt, inden han udfolder sit argument: ”Cykelsporten lever hele tiden i et spænd mellem individ og fællesskab, og der har været en tradition for at anerkende kollektivet. Der er mere fokus på den individuelle sejr i dag, men det er jo en holdindsats. Havde vi ikke til VM leveret en holdindsats og bakket af bag til, havde Mads ikke vundet. Det er en del af sejren. Det skal man anerkende. Holdet skal være der, for at det kan flaske sig. Det må man ikke glemme. Det er en af grundene til, at Michael Valgren var så god hos Astana og en af grundene til, at han kæmper med at få det til at fungere på NTT.”

Den aldrende veteran slår fra sit hjem i Monaco et slag for de rutinerede ryttere. Det er måske ikke så overraskende, og Jakob Fuglsang siger, mens han griner:

”Det, der motiverer mig, er at vise, at vi gamle stadig kan. Jeg kigger på Valverde, på Gilbert, jeg kigger ikke på de unge danskere. Jeg har tre gode år i mig endnu. Mindst.”

SELV OM EN ung rytter som Mikkel Bjerg måske bliver mere inspireret af Mads Pedersen end af Jakob Fuglsang, besidder de samme selvsikkerhed, en klar tro på sejren og et nyt ambitionsniveau. Det er ikke nok bare at være med:

”Det er ikke længere godt nok bare at gennemføre et løb. Nu skal vi vinde. Det er ikke bare et eventyr. Det er en evig kamp for at blive bedre end mine landsmænd. Nogle gange tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis vi ikke blev til en skid. Det ville lette presset,” siger Mikkel Bjerg.

Men presset kommer ikke til at lette på hverken Mads Pedersen, Mikkel Bjerg eller Jakob Fuglsang, når cykelsæsonen åbner igen i august. De 22 danske ryttere på World Touren vil stævne ud i det karneval, som den professionelle cykelsport er, som en del af den mest vindende generation nogensinde. Forventningerne vil være høje, når bjergene skal bestiges, når brostenene skal forceres, og frygten stirres direkte i øjnene. Så er det kniven i munden og hænderne væk fra bremserne.