To danske arkitekter vil isolere sig på Grønland i tre måneder. I deres egen månebolig

SOLEN SKINNER SKARPT på den københavnske Sydhavn. Indenfor i et entreprenant værkstedskollektiv holder rumarkitekterne Sebastian Aristotelis, 26, og Karl-Johan Sørensen, 24, til. Snart drager de mod det nordlige, mest mennesketomme og barske Grønland, hvor de skal teste deres månebolig i tre måneder.

Helt præcist den 25. august skal det færdige habitat ombord på et grønlandsk containerskib. Skibet sejler kun hvert halve år forbi det sted, som Sebastian og Karl-Johan har udset sig, og det er først for nyligt, at der er blevet givet lov til, at habitatet kan komme med. Hvorvidt de også selv tager den to uger lange tur med containerskibet til det nordvestlige Grønland, eller om de finder på en anden transportform, ved de ikke helt nu.

Sådan har det været gennem det meste af projektet: De har fundet ud af det hen ad vejen.

Hvad de lige nu ved med sikkerhed er dette: På en måned har de nået deres mål på 150.000 kroner på crowdfunding-platformen Kickstarter. Og 50.000 kroner oveni. Finanseringen er med andre ord på plads. Så nu skal de bare – med tryk på ’bare’ – have habitatet gjort klar. Og det er ikke så lidt, det skal være klar til.

Ned mod minus 30 grader, vinde i orkanstyrke, fuldstændigt iset, hvidt, øde landskab, hvor intet gror; meget lig Månen.

”Vi har radiokommunikation til Arktisk Kommando. Ellers er vi alene,” siger Sebastian.

DET VAR PÅ EN regnvejrstung skoleudflugt, det hele startede.

Begge gik på arkitektskolen i København, og det første års tid havde de ikke haft meget med hinanden at gøre. De havde godt lagt mærke til, at de hver især havde mere hang til 3D-renderinger og computervisualiseringer end den gennemsnitslige arkitektstuderende, men mere var det ikke blevet til.

En dag, da de skulle på felttur med skolen for at se en kirke, ankom både Sebastian og Karl-Johan i god tid. Det regnede, så de søgte tilflugt på en café for at slå tiden ihjel. Og så skete der noget. Med afsæt i en fælles idoldyrkelse af den sydafrikanske serie-iværksætter Elon Musk, der er i direktør i rumfartsvirksomheden SpaceX og elbil-producenten Tesla, faldt de i hak som to gamle kammerater. De gik og drømte om det samme, viste det sig. Om Månen og Mars. Det ydre rum. Ekspeditioner og opdagelsesrejser.

De to herrer hænger i en slasket sofa, mens de deler ud af deres historie. Sebastian er den mest ligefremme af de to. På undersiden af sin højre arm har han sit efternavn tatoveret: Aristotelis, står der. Karl-Johan skyder mere end to meter op i rummet og er et mere henholdende gemyt.

”På arkitektskolen var vi lidt odd,” griner Sebastian med reference til deres hang til det digitale på en ellers ret klassisk skole.

”Men det har været en god modvægt,” tilføjer Karl-Johan.

De kan på denne solskinsdag i Sydhavn dårligt huske, hvad det var, de skulle se i kirken på den regnvejrsvåde dag. Resten af dagen havde de bare trasket rundt i deres dagsfriske tomandsboble. I månederne efter satte de sig sammen så ofte, som studiet tillod det. De kaldte det for Mars-møder, og dagsordenen var simpel: Hvad er næste konkrete step, hvis de gerne vil kombinere arkitektstudiet med rumfascinationen?

Svaret fandt Karl-Johan frem til noget tid senere. Han og Sebastian havde i tiden med Mars-møderne fortæret alt, de kunne snuse sig frem til om rumarkitektur. Også flere gange. Elon Musks selvbiografi blev også kørt ind ad flere omgange. For de måtte erkende, da de dykkede ned i rumarkitektur: Der er ikke særligt dybt at dykke. Området er ungt ikke mindst i sammenligning med den jordlige arkitekturhistorie, som de på skolen blev fodret med, og som hurtigt kunne virke lettere angstprovokerende at forsøge at matche, endsige forny.

Men så var det, at Karl-Johan fandt frem til en arkitektkonkurrence ved navn Marstopia. De formelle krav var få, man kunne forsøge sig med alt fra en koloni til et habitat – bare med den ene betingelse, at det var tegnet og designet ud fra forholdene på Mars. Perfekt, tænkte makkerparret, der nu var godt sultne efter at gøre et eller andet ved deres nyligt akkumulerede viden om arkitektur i rummet.

Karl-Johan var netop hjemvendt fra et udlandssemester i Melbourne, og Sebastian var netop taget den anden vej. Så mens de to sad på hver sin side af planeten Jorden, gav de sig i kast med at designe et habitat til barske Mars.

”Når man laver space architecture,” fortæller Sebastian, ”skal man gå til det, som var man en alien. Man skal ikke tænke på, hvilke teknologier eller stilistiske forventninger der ligger bagved. Man skal se det som noget helt nyt. På Mars er der for eksempel en masse støv og hårde støvstorme. Det er ikke godt, hvis man bruger solpaneler. Men hvad nu, hvis man gør noget andet?”

Med støvet og den statiske elektricitet, som kendetegner Mars, in mente, fandt de på et design, hvormed de kunne udnytte forholdene til egen fordel. Resultatet var et habitat spækket med akrylbeklædte karbontråde til at omdanne den statiske elektricitet til brugbar energi.

De knoklede. Når det var nat det ene sted, var det dag det andet. Som stafetløbere skiftedes de til at rykke projektet fremad. En dag, da Karl-Johan befandt sig på en finsk ø med sin kæreste, landede den forløsende besked, som han kunne telefonere hele vejen down under til en halvberuset Sebastian:

De havde vundet.

Præmiesummen lød på cirka 16.000 danske kroner. Men vigtigere end pengene var anerkendelsen; billetten til at komme videre.

PÅ FØRSTE ETAGE af det store værkstedskollektiv i Sydhavn står der bordtennisborde og billardborde. Ovre i det ene hjørne har Saga Space Architects, som Sebastian og Karl-Johan har stiftet, hjemme. Det unge firma tæller syv mand i alt. På den ene væg bag dem hænger et stort billede af de rumdragter, som Neil Armstrong og Buzz Aldrin var iklædt, da de for 51 år siden betrådte Månen som de første mennesker i historien.

Det var kulminationen på rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen. En tid, hvor det ydre rum for en årrække symboliserede menneskeracens næste store fremskridt, og hvor astronauter var nationale helteskikkelser. Seks år efter, i 1975, gav amerikaneren Thomas Stafford og russeren Alexey Leonov hinanden hånden i det ydre rum og markerede kapløbets endeligt.

Som teenager faldt Sebastian over et citat, der lød sådan her: ’This generation was born too late to explore Earth, and too early to explore space.’

”Det var noget af det mest deprimerende, jeg nogensinde havde læst,” siger Sebastian, der i sine ungdomsår havde været forgabt i eventyrertyper som Indiana Jones.

”Det var et knockout.”

Sådan tænkte han i nogle år. Han var fanget i en mellemtid, var han overbevist om. Godt nok havde Armstrong og Aldrin årtier forinden gået på Månen, men siden var der ikke sket alverden. Rumudforskning nød ikke længere samme prioritering.

Men så blomstrede Elon Musk frem, og private aktører fik lov at lege med. SpaceX, Musks rumfartsvirksomhed, skrev i 2006 kontrakt med det amerikanske rumagentur NASA, og i 2010 sendte de som det første private selskab et rumfartøj i kredsløb om Jorden.

Kommercialiseringen af rummet er blevet døbt ’New Space’, og for nyligt blev et nyt, meget stort kapitel skrevet i den moderne rumhistorie: Den 30. maj lykkedes det SpaceX at sende deres rumskib Dragon mod Den Internationale Rumstation med to astronauter ombord. Det er første gang siden 2011, at et amerikansk rumfartøj sender astronauter i kredsløb.

”Det er afgørende på så mange måder,” siger Karl-Johan om opsendelsen af Dragon.

Om Elon Musks betydning for rumindustrien er Sebastian ikke i tvivl:

”Jeg tror, at han allerede nu har haft en enorm effekt. Man snakker meget om at inspirere ungdommen til at søge naturvidenskabelige fag. Vi er direkte inspireret af ham,” siger han.

Det var også Elon Musk, der førte Sebastian og Karl-Johan til Det Internationale Rumuniversitet, hvor de i sommeren 2018 tilbragte ni intense uger.

Mens Karl-Johan opholdt sig i Melbourne i færd med sit udlandssemester, dukkede der i hans Instagram-feed et billede op af en Elon Musk, der netop var landet i Adelaide, som lå i 700-800 kilometers afstand fra Karl-Johan. Musk skulle holde et oplæg, viste det sig. Men ikke for hvem som helst; det var for den internationale astronautiske kongres. Og selv om den syv dage lange kongres allerede var halvvejs, måtte Karl-Johan selvfølgelig afsted.

”Han er en rockstjerne,” siger Karl-Johan. ”Han lander. Tusind mennesker står i kø. Han giver sin talk, går ud igen og flyver afsted.”

Karl-Johan fik set sit store idol. Men det var ved en stand på kongressen, at han spottede det næsten tegneserieagtige navn, som skulle vise sig at blive endnu vigtigere: International Space University.

”Det var vores Hogwarts,” siger Sebastian om rumuniversitetet, som de oven på deres konkurrencevindende projekt, ’Dandelion’, blev tildelt scholarships til af Den Europæiske Rumorganisation.

Det Internationale Rumuniversitet har base i franske Strasbourg, men skifter hvert år lokation, og i 2018 var Delft i Holland hjemby for universitetet, hvor Sebastian og Karl-Johan gnubbede skuldre med erfarne rumfolk. Selv NASA-medarbejdere stiftede de bekendtskab med. Mens Sebastian og Karl-Johan var henholdsvis 24 og 22 år, lå gennemsnitsalderen for resten af deltagerne i midten af 30’erne.

”Der var virkeligt knald på,” fortæller Sebastian om forløbet. ”Dagene gik med at besøge rumfaciliteter, laboratorier og virksomheder og så alt det akademiske oveni. Ja, og så ville man også gerne lære lidt om de andre mennesker, så om aftenen gik man ud og drak øl. Hver dag i ni uger.”

”Det var helt fantastisk,” tilføjer Karl-Johan.

Sebastian er ikke uenig:

”Fuld-stæn-dig fantastisk!”

DEN DEPRIMERENDE MELLEMTID, som Sebastian i sine teenageår følte sig overbevist om, han befandt sig i, er – hvis den altså nogensinde fandtes – endegyldigt slut. Kommercielle kræfter med tidligere nævnte SpaceX og flygiganten Boeing i spidsen skubber til teknologiens grænser, og hvem ved, måske kan vi alle sammen snart få en tur i det ydre rum?

Hos NASA har man også helt officielt sparket en ny tid i gang. Ikke siden 1972 har et menneske sat sine fødder på Månen, men i 2024 skal dette atter finde sted, lyder det fra verdens mægtigste rumagentur.

Der er dog den forskel, at hvor man i 1972 opholdt sig på Månen i under et døgn, vil man i 2024 blive hængende. Det er altså ikke længere nok at stikke et flag i overfladen. Og det er lige præcis her, Sebastian og Karl-Johan kommer ind i billedet. For hvis man skal være på Månen over længere tid, så er deres holdning, at det også skal være så rart som muligt.

Deres motto lyder således: ’When we go to the Moon, we must thrive, not just survive’.

Sebastian og Karl-Johan vil altså gøre op med den til hidtil herskende idé om, at alt, der ikke er dødsens nødvendigt på en rumfart, partout skal skæres fra.

På stueetagen i Sydhavn finder man deres bud på, hvordan et nymodens habitat kan se ud. Det er ikke den endelige udgave (det er slet ikke lavet endnu), men en model i fuld størrelse.

Der er særligt to elementer ved måneboligen, som de har kaldt for Lunark, der er værd at dvæle ved. For det første dets ydre design. Her har Sebastian og Karl-Johan konfronteret en uomgængelig hovedpine ved ethvert rumhabitat: størrelsen. De har ladet sig inspirere af den japanske papirfoldekunst origami. Således kan Lunark ’foldes’ sammen – i dette tilfælde i en skibscontainer – og ved opsætning folde sig ud til dets reelle størrelse.

Det andet er det tydelige fokus på elementer, der kan skabe stimuli og ultimativt en smule velbehag for habitatets beboere. I loftet er der indsat LED-paneler til at simulere dagsrytme og skabe organisk vækst i en vertikal plantevæg. Der er sikret plads til at kunne lave fysiske øvelser, så kroppen ikke svinder ind til en grøntsag, og der er installeret højtalere til – igen – at være med til at skabe en følelse af naturlig dagsforandring.

Da Sebastian og Karl-Johan på Det Internationale Rumuniversitet præsenterede deres konkurrencevindende Mars-habitat, Dandelion, blev de bekræftet i, at deres designfilosofi – to thrive, not just survive – er den rigtige vej.

”Jeg tror, at det var første gang, de så noget, de gerne selv ville bo i,” fortæller Karl-Johan om reaktionen på Rumuniversitetet.

”Folk elskede det,” tilføjer Sebastian.

De er ved godt mod, de to unge rumarkitekter, ved tanken om tre måneders isolation. Men det er også barske løjer, og især de orkanhårde vinde, der fra tid til anden raserer over det nordvestlige Grønland, kan give rynker i deres ellers bekymringsfrie pander. Når de hårdeste vinde rammer, er protokollen at flygte ind i en betonbunker. Men sådan en har de ikke.

"Det værste scenarie kan en struktur oven på jorden ikke klare. Kun en bunker,” siger Karl-Johan.

Hver dag skal de ud at for at tjekke, om habitatet er i god stand. Hvis noget går i udu, har de en 3D-printer med til at fikse det. Når de er udenfor, skal de også hakke indlandsis, så de kan få vand. Kosten er som astronauters: Dehydreret mad.

”Der er cirka to måneder med sollys, hvor solen slet ikke går ned. Så er der et hurtigt skifte, og den sidste måneds tid står solen aldrig op. Der er bælgmørkt,” siger Sebastian og sætter lidt optimisme på: ”Det fede er, at der kommer til at være lidt nordlys en gang imellem.”

Udenfor vil der også være mulighed – eller risiko, om man vil – for at støde på en isbjørn. Derfor skal de have rifler på sig, hver gang de forlader habitatet. Men det skal helst kunne løses uden at affyre skud, siger de.

”Vi regner absolut ikke med at skyde nogen isbjørn,” understreger Karl-Johan.

Sebastian griner og fortæller, at han desuden har fået lidt instruktioner fra Arktisk Kommando i, hvad man skal gøre i et møde med en isbjørn.

”Vi har signalpistol med, som man kan affyre, og nogle gange er den også bare nysgerrig og går væk af sig selv, når man snakker til den. ’Gå med dig!’”

Når de tre, lange, isolerede måneder er forbi, og tiden er kommet til at vende snuden hjem, så er det netop Arktisk Kommando, de skal have fat i. Og hvis de er uheldige, kan de tre måneder godt ende med at blive til en smule mere.

Sebastian fortæller:

”Når vi skal hentes, er det med helikopter. Men helikopteren kan kun flyve line of sight, altså visuelt. Det vil sige, at de kun kan flyve, når der er nok månelys. 15 ud af 30 dage er der nok månelys til, at den kan flyve. Men det kræver også godt vejr. Og ud af de 15 dage er der kun syv, hvor der er godt vejr. Det betyder, at der kun 25 procent af tiden vil være mulighed for at blive hentet.”

Men hvorfor overhovedet sætte sig et så uhyre ambitiøst, utroligt tidskrævende og ikke ufarligt projekt for?

Man kan se det som en jobansøgning.

”Med Dandelion viste vi, at vi har nogle gode idéer. Med det her vil vi gerne bevise, at vi kan bygge et habitat, der holder i virkeligheden. Det vil vi gerne vise over for SpaceX og NASA,” siger Karl-Johan, venter lidt og tilføjer:

”Det ultimative ville være at kunne arbejde videre sammen med en af de store spillere og bygge noget, der rent faktisk skal på månen.”

Sebastian afslutter:

”Det er en manddomsprøve.”