Hvilke tre af de sange, Jungle har lavet, kan du bedst lide?
”’Back on 74’, ’Casio’ og ’Coming Back’. De bedste sang er som regel dem, der er nemmest at skrive, og de tre sange tog ikke mere end en time at skrive, tekst og det hele inkluderet. Nogle gange har man et momentum, der føles som en gave fra universet, hvor det hele bare spiller, og alle sange bliver gode og ingen tid tager at lave. Sådan et momentum havde vi, da vi skrev de tre.
Det sjove ved ’Back on 74’ er, at alle ville være i stand til at kunne spille den. Det er et enormt nemt riff. Alle ville kunne genskabe det, men for at skabe det, skal man være et helt særligt sted. Da vi lavede den, var energien god, og solen skinnede. Vi var et godt sted.
’Candle Flame’ er jeg også meget glad for. Den tog til gengæld evigheder at lave. Vi arbejdede på den længe, men det var hele tiden som om, der var noget ved den, der ikke føltes rigtigt. Den oprindelige udgave af sangen var et helt andet tempo. Den havde en helt anden vibe og følelse, der var en anelse mere melankolsk og old soul, hvor vi så endte med at gen-sample sangen, som nu lyder mere energisk.”
Hvilken af jeres sange kan du mindst lide?
”Det skifter meget, men lige nu er det ’Heavy California’. Den er jeg ikke fan af. Det var en sang, vi mest af alt lavede, fordi vi skulle. I sidste øjeblik stod vi og manglede en sang for at kunne fuldføre vores andet album, ’For Ever’, da vi var kontraktuelt forpligtede til, at der skulle være 13 numre. Siden det album har vi undgået den slags kontraktlige forpligtelser. Jeg synes også, den er irriterende at spille. Der var en periode, hvor vi undgik at spille den, men vores fans er så glade for den, at vi nu er begyndt at spille den igen.”
Jeres musik, særligt ’Back on 74’ trender på TikTok for tiden …
”Det er cool.”
Hvad tænker du om det etiske i at profitere på et socialt medie, der er blevet anklaget for at sælge dets brugeres data til Kina?
”Det hader jeg. Jeg hader internettet. Jeg er faktisk ikke på internettet, jeg har slettet alle apps fra min telefon.”
Alle apps?
”Ja, jeg har stadig en konto de fleste steder, men jeg har slettet selve appsene. De stjæler vores opmærksomhed og spilder vores tid. Hvis du har Instagram, og du bliver ved med at tjekke det, bliver du en passager i andres liv i stedet for at leve dit eget. Hver gang jeg gik på internettet, kiggede jeg på nogen andres liv, og hvad de gjorde, og hvad de havde, i stedet for at fokusere på mig selv. Hvilket godt kom der ud af det? Hvordan skulle det hjælpe mig med at blive en bedre version af mig selv? Man kan ikke forbedre sig, hvis man koncentrerer sig om, hvad alle mulige andre går og foretager sig.”
Men hvad tænker du så om, at I tjener penge ved hjælp af TikTok?
”Det gør vi ikke. Vi mister penge.”
På TikTok?
”Man bliver ikke betalt i likes. Det kan godt være, at vi er gået viralt på TikTok, men vi tjener ingen penge på det. Det betyder ingenting. Det er fedt, at vi får flere fans gennem TikTok, men deres likes kan jo ikke oversættes til penge. Likes betaler ikke regninger. Musik er blevet fuldkommen devalueret, det har det været siden Napster (fildelingstjeneste, hvor man kunne hente og sende musik til hinanden, red.). Det er et problem, at brugerne er blevet vant til at kunne nøjes med at betale ét beløb for at få adgang til al musik. Tænk hvis man overførte det princip til resten af samfundet. Hvis man gik på et galleri og forsøgte at betale et beløb for alle malerierne, ville folk jo tænke, at man var sindssyg. Men det er accepteret i musikindustrien, hvilket, jeg synes, er forkert.”
Hvad synes du så om Spotify?
”Skal det være til citat eller uden for citat?”
Til citat.
”Jeg synes, at det er problematisk, at de har så meget magt. De kontrollerer alt. De har magten, og de betaler ikke kunstnerne ordentlige beløber. Jeg hørte for nyligt, at man ikke får noget som helst for de første 1.000 afspilninger. Hvordan skal man så nogensinde komme i gang? Hvad hvis jeg sagde til dig, at jeg ikke ville betale dig for de første 1.000 ord, du skrev?”
Har du nogle ritualer, inden du går på scenen?
”Jeg strækker ud og dyrker lidt yoga.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Internettet, Spotify og Natteliv