Claus Steinlein er med sine designerbriller og tandpastasmil billedet på FC Midtjyllands store visioner

Hvornår vidste du, at du var god?

”Det er aldrig sådan, at jeg decideret har tænkt, at jeg var god. Siden starten af FC Midtjylland har jeg med tiden fundet ud af, at det kan betale sig at sige sine mål, visioner og ambitioner højt. Det ledelsesredskab har jeg haft stor succes med.

Noget andet, jeg med tiden har lært, at jeg er god til, er at skabe optimisme og tro. Med det kommer også store forventninger til mig selv og mine omgivelser, for ellers bliver det svært at nå sine målsætninger og ambitioner. Derfor kan jeg også være en hård chef. Nogle gange for hård.”

Hvordan det?

”Jeg er meget målbevidst og detaljeorienteret, og sætter jeg mig noget for øje, kan jeg godt blive lidt standhaftig. Hvis kurven er nedadgående hos en afdeling eller nogle spillere, kan jeg godt blive tvær. Jeg kan godt leve med, at folk begår fejl, men jeg kan ikke leve med, at man ikke leverer 100 procent og lidt mere til. Vi har hele klubben og regionen på vores skuldre, og det forpligter.”

Er de seneste sæsoners præstationer et resultat af, at tingene ikke har været på 100 procent?

”Når man kigger tilbage, spørger man altid sig selv, om der var noget, man skulle have gjort anderledes. Men så igen: Kigger man på de seneste fem år, er vi endt i top-2 alle år, vundet trofæer, og vi har en egenkapital på over 300 millioner kroner i dag.

Isoleret set har det været topniveau, men det er klart, at der er nogle mellemregninger og detaljer, man kan gå ned i. For skulle vi have vundet mesterskabet i 2021? Skulle vi også have været i pokalfinalen samme år? Måske. Men er man hele tiden med i toppen, skal resultaterne nok komme, og det er det, jeg måler det på.

Det er klart, at vi i de seneste to sæsoner har manglet noget effektivitet. I den forgangne sæson satte vi alt over styr efter vinterpausen, og sæsonen før var mesterskabsslutspillet stolpe ud. Men fem titler siden 2015 blåstempler jeg. Nu er næste mål at blive en top-50 klub i Europa.”

Hvorfor er det, at I deler så meget ud af klubvisionerne i stedet for at holde det internt og slippe for at stå til regnskab i offentligheden, når I misser en målsætning?

”Personligt vil det være meget lettere at sige, at vi vil være i top-100 i Europa, eller lade som om vi ikke er favoritter til det danske mesterskab. Men jeg tror på det omvendte.

Jeg tror på 'law of attraction'. Når vi melder offentligt ud, viser vi omverden, at vi stræber højt. Det tiltrækker også nogle dygtigere folk, som oprigtigt tror på, at vi kan lykkes med projektet. Det er derfor, vi sætter røven i klaskehøjde. Man kan sagtens pege fingre og sige, at vi ikke nåede et givent mål. Omvendt kan man også sige, at vi har nået en masse.”

Er de store drømme og store armbevægelser en Herning-ting?

”At turde være åben om de store armbevægelser er noget, FC Midtjylland har tilført regionen. Men at turde drømme stort og gøre tingene er et regionsfænomen. For vi får tingene til at ske her på egnen.

Normalt er det københavnerne, der har de store drømme og de store armbevægelser. Det er dem, der siger, at de har det hele; 'Vi har Operaen', 'vi har Champions League-fodbold', 'vi har det største af alt'. Men det er herovre i Produktionsdanmark, hvor de store virksomheder ligger.

Tag for eksempel Jyske Bank Boxen. Det har været en ambitiøs plan, som man har fået realiseret. Vi har også Heart, som er et stort og anerkendt kunstmuseum, mens vi også har dygtige pionerer som Kjeld Kirk Kristiansen og Anders Holch Povlsen. Sådan kan jeg udpege forskellige ting i området. Der er masser at fremhæve, selvom vi ikke just skilter med det.

Det er som regel også uden for Herning og omegn, at folk roser mig. I byen og regionen er indstillingen generelt, at selvom arbejdet er godt, kan det altid blive bedre. Da vi i 2021 vandt mod Røde Stjerne i Serbien, var vi den første klub, der havde vundet på deres stadion i knap to år på tværs af alle turneringer.

Nogle dage efter sejren var jeg i Ikast for at handle dagligvarer. På min tur rendte jeg ind i flere folk, der sagde, at vi burde have vundet med mere end 1-0, fordi vi havde været i overtal i store dele af kampen. Der var ingen, der tænkte, at det var stort at vinde på et svært sted, hvor kæmpe klubber har tabt. Det er noget, der ligger til regionen. Der er aldrig noget, der er godt nok.”

Hvad er dine styrker i forhold til at være en god leder?

”Det er svært at sige og egentlig noget, som jeg vil jeg helst have andre til at vurdere.”

Ja, men nu beder jeg dig om at gøre det.

”Så vil jeg sige, at det er min optimisme, mit positive sind og mit hårde arbejde. Jeg er god til at være visionær, og jeg er god til at tænke ud af boksen, drømme stort og se mulighederne, som andre ikke ser.

Jeg har været i FCM, siden vi kun var fem ansatte, så jeg kender alle jobfunktionerne, og jeg ved, hvordan klubben fungerer. Jeg er heldig og privilegeret over, at jeg har kunne få lov til at fordybe mig i et projekt som FCM, da min egen spillerkarriere stoppede. Jeg har haft de bedste muligheder for at træne mine lederegenskaber og lære, hvordan man bygger en fodboldklub op.”

Hvad er dine største svagheder?

”Jeg har en tendens til at få sat for mange ting i gang, og her kunne jeg godt blive bedre til at slå knytnæven i bordet og stoppe mig selv.

I en af mine første funktioner i FC Midtjylland fandt jeg på, at vi skulle sælge skrabelodder. Jeg havde kort forinden fløjet med Ryanair, hvor de havde solgt skrabelodder. Det, synes jeg, var genialt, og lidt efter gik jeg selv og solgte lodder på Ikast Stadion.

Klubben havde købt 10.000 skrabelodder, som så skulle sælges. Til hver kamp skulle der uddeles nogle præmier, men det endte desværre med, at jeg var lidt for gavmild. Jeg kom til at uddele alle præmierne til de første par kampe – også de store præmier. Der skulle jo gang i den, tænkte jeg. Efterfølgende gik det dog op for mig, at det var svært at sælge skrabelodderne, når alle de gode præmier var væk. Selvfølgelig skulle man ikke sælge skrabelodder på Ikast Stadion med 728 siddepladser.

Det var også inden, fodbolden for alvor fik vind i sejlene i regionen, så der var heller ikke mennesker nok til, at det kunne lade sig gøre. Det er meget godt eksempel på en af de ting, jeg fik sat i gang, hvor jeg rystede lidt på hovedet ad mig selv.”

Hvor vil du helst fyre en træner: på kontoret i Ikast eller i et mødelokale i Billund Lufthavn?

”For mig et det ligegyldigt, hvor man skal opsige en træner. Det er en, man har arbejdet tæt med og haft omkring sig i hverdagen, og uanset, hvor det bliver gjort, er det en hård beslutning.

Man har altid ondt af sig selv, når man skal træffe en hård beslutning. Jeg havde også ondt af mig selv, da jeg skulle fyre Bo Henriksen, men jeg prøver altid at huske på, hvem det i virkeligheden er hårdest for, og det var det uden tvivl for Bo. Det var ham, der skulle hjem til familien og sige det, hvor jeg kunne komme hjem og få energi hos min egen familie.

Jeg tror, det er ligegyldigt, hvor man fyrer nogen, så længe man bare gør det på en ordentlig måde. Det har B.S. Christiansen lært mig. Man skal sørge for at have respekt for modparten, og det sørgede vi også for at have for Bo. Forhåbentlig er den en af de få fyringer, vi skal lave i FCM i de næste 20 år.”

Var det nødvendigt at gøre det i en lufthavn?

”Folk skal forstå, at vi traf beslutningen i tidsrummet mellem onsdagen, hvor vi tog afsted til Cypern for at spille mod AEK Larnaca, og fredagen, hvor vi landede Billund. Selvom vi havde nået et af vores store mål om europæisk gruppespil, følte vi ikke, at pilen pegede den rigtige vej.

Vi kunne have ventet en uge med at træffe beslutningen, vi kunne også have ventet indtil landskampspausen med at melde noget ud, men vi havde respekt for Bo Henriksen. Vi havde besluttet os, og vi skulle ikke have en dead man walking. Af ren respekt ville vi gerne have gjort det hurtigst muligt, da vi allerede havde en kamp om søndagen.

I stedet for at melde vores beslutning ud nede på Cypern, så han kunne sidde med fyringen i flyet, valgte vi at gøre det i Billund Lufthavn. Da vi landede i Danmark omkring kl. 17, sagde jeg til Bo, at jeg gerne ville mødes med ham. Da alle andre havde forladt lufthavnen, gik Bo, Svend Graversen (sportschef i FCM, red.) og jeg op i et mødelokale i lufthavnen, hvor vi meddelte Bo, at vi vurderede, at han ikke var den rette til at tage FCM til det næste niveau. Det tog han flot og professionelt.

Resten af fredagen brugte vi på at få kørt assistenttræneren Henrik Jensen på plads og få lavet pressemeddelelsen, så vi var klar til at melde rokaden ud om lørdagen. Jeg er med på, at overskriften med, at han blev fyret i lufthavnen, har en klang af, at beslutningen blev truffet på hjemturen, men det foregik professionelt og med respekt.”

Kan du forstå signalværdien, der er i at fyre en medarbejder, man har arbejdet tæt med hver dag i mere end et år, i en lufthavn?

”Ja, det forstår jeg godt. Den endelige beslutning var dog truffet lidt under et døgn før, hvor Svend Graversen og jeg havde samlet bestyrelsen over et telefonopkald og meddelt, at tiden var inde.

Det er en diskussion, man har løbende i direktionen, uden at det nødvendigvis kaster noget af sig. For vi troede oprigtigt på, at det skulle lykkes. Nu skete det i lufthavnen, fordi det var der, vi var. Vi kunne også have kørt til Ikast, men det havde ikke ændret noget. Jeg kan godt forstå, at folk tænker deres, når de læser overskriften, men de skal også vide, at det blev gjort med den største empati."

Hvem træffer den endelige beslutning?

”Udadtil kan det godt ligne, at det er mig, der svinger pisken, men sandheden er, at vi samlet set er fem-seks personer, der løbende evaluerer. Når pilene peger i den samme retning hos alle folk, der sidder med ansvaret, bliver det en samlet beslutning. Derfra er det så den administrerende direktørs job at træffe det endelige valg.”

Har du nogensinde sagt noget i pressen, som du har fortrudt?

"Jeg vil ikke sige, at det sker ofte, men det hænder. En af mine forsvarsmekanismer er, at jeg joker, når tingene spidser til. Hvor andre siger 'øh', fyrer jeg i stedet en joke af, og nogle gange går det galt.

I forbindelse med et interview på Canal 9 i 2017 blev jeg spurgt ind til Rafael van der Vaart (tidl. spiller i FCM, red.) og hans situation i klubben, da han havde et år tilbage af sin kontrakt.

Jeg ville forsøge at vinde lidt tid og sagde med et grin: ’Han skal vel på plejehjem, når han er færdig’. På tv kunne man godt se, at det var en joke, for lige efter fortalte jeg også, hvor meget han havde gjort for klubben. I tv-interviewet kan man godt se joken, men Ekstra Bladet valgte at samle historien op med overskriften: 'Iskold FCM-boss: Van der Vaart på plejehjem i 2018'.

Det ville jeg godt have været foruden, og set i bagklogskabens lys ville jeg hellere have udtrykt mig på en anden måde. Når man ser interviewet, er det helt vildt sjovt, men ser man kun overskriften, er det noget helt andet.

Som offentlig person gør det, at man bliver mere påpasselig og siger færre sjove ting. Der er for mange, der kun går op i sensationslystne overskrifter. Man kan altid finde noget, der lyder vildt, når det bliver taget ud af kontekst. Med årene er jeg blevet bedre til at skrue ned for mine jokes i interviewsituationer og huske at trække vejret og tilpasse mit toneleje alt efter situationen, når jeg snakker.”

Skruer du op for din personlighed, når du er i pressen?

”Nej, jeg er egentlig bare mig selv. Jeg er ikke så bekymret for, hvad folk mener eller siger, og jeg er heller ikke på sociale medier. Så mange af de øretæver jeg får rundtomkring, lægger jeg slet ikke mærke til.”

Så du er lige så entusiastisk derhjemme over kødsovsen?

”Derhjemme kan jeg godt skrue lidt ned og slappe af. Jeg har en kone, der er meget forstående, og to døtre på 18 og 21 år, og det er hos dem, jeg får ladet mine batterier op. Spørger du mine kammerater fra Bornholm, vil de med garanti også sige, at der altid er godt gang i mig. Med dem er jeg Claus Steinlein på slap line, og det er meget den version, man også ser i FCM.

Jeg kan også godt finde på at skrue ned, når jeg som privatperson er ude i offentligheden. Det er mest for at beskytte mig selv, for er man en smule kendt, kan man hurtigt blive misforstået eller opfattet som en lidt for smart type. Der er jeg tilpas bange for janteloven, og jeg passer på med ikke at træde for meget ved siden af.”

Er du bange for janteloven?

”Det er nok mest bekymringen for at hive en forside på Ekstra Bladet, hvis jeg for eksempel drak mig for fuld i det offentlige rum og gav den lidt for meget gas. De konsekvenser kan godt skræmme mig lidt, men det er lige så meget for at passe på dem, der er tættest på mig.”

Hvad er den største bommert, du har lavet i FCM?

”Den største bommert var nok, at jeg ikke fik skrevet under med Christian Eriksen og Rasmus Falk, da de som ungdomsspillere besøgte vores akademi i 2006. Dem skulle jeg virkelig have landet, men der var jeg ikke dygtig nok. Jeg vidste ikke, hvilke mekanismer jeg var oppe imod, og jeg kendte ikke gamet godt nok.

Havde de været på besøg tre-fire år senere, tror jeg, at jeg var lykkes med det, men dengang var jeg desværre ikke skarp nok. Det er jo en kæmpe bommert, som jeg den dag i dag stadig kan ærgre mig over.”

Hvor mange timer arbejder du om ugen?

”Når man har mit job, arbejder man nærmest, fra man står op, til man går i seng.”

Det lyder stressende.

”Nej, for det er jo et fedt job. Selvom om det er lørdag eller søndag, står jeg op ved 6-7-tiden og sidder og arbejder en time eller tre. Når jeg ikke sidder med arbejdet, er jeg til gengæld god til at parkere det. Her til formiddag var jeg ude og spille padel, og det er også en frihed, jeg har. Det er et livsstilsjob, hvor man arbejder lidt hårdere, når der er kriser, og nyder det lidt mere, når det går godt.

Da vi opsagde Bo Henriksen i sommerferien, var det meningen, at jeg skulle have været på Bornholm og holde sommerferie med familien. Der var jeg tvunget til at blive i det midtjyske, mens de andre tog afsted. Der skulle arbejdes på højtryk for at finde en ny træner, og så bliver alle vågne timer brugt på at gøre en forskel i klubben.”

Hvorfor er du aldrig rykket videre til noget større?

”Jeg plejer at sige, at jeg har to børn med min kone, Trine, og så har jeg et barn med regionen og mine kolleger, som hedder FC Midtjylland. Jeg har været privilegeret, fordi jeg har været med lige fra starten og stadig synes, at det er verdens fedeste job. En gang imellem får jeg da nogle forespørgsler på, om jeg kunne tænke mig noget andet, men jeg afviser det altid med det samme.”

Var der slet ikke noget, der kunne friste?

"Jeg går ikke nok op i penge til at finde det interessant. Jeg kunne helt sikkert tjene mere i udlandet, men jeg har et godt liv. Lige nu har jeg alt det, der skal til, for at min familie trives med et dejligt hus, i en dejlig by og et sommerhus på Bornholm.

Jeg har det, jeg skal bruge, og et udenlandsk eventyr frister mig ikke. Jeg er godt tilfreds med det eventyr, jeg er på nu. Det kan jo være, at jeg en dag bliver fyret, men ellers håber jeg, at jeg stiller træskoene her.

Det perfekte ville være, at jeg faldt død om efter en kamp. Jeg skal lige have sagt farvel til familien, men at falde om og blive båret fra stadion efter en kvalifikation til Champions League ville være den perfekte afslutning på livet, ha ha."

Men der har været bud?

”Ja. Når man står i spidsen for så succesfuld en virksomhed som FC Midtjylland, har der selvfølgelig været et par bud. Det er alt fra udenlandske tilbud til løse forespørgsler fra danske klubber, der ville vide, om det ikke kunne friste med et nyt eventyr i en større by.

Det er jo imponerende, hvad vi har fået skabt med FC Midtjylland nærmest i midten af ingenting, hvor vi har kreeret en magtfaktor i dansk fodbold. Den fidus kan de godt se i nogle af de større byer. For hvad kunne det ikke være blevet til, hvis man havde lavet samme projekt i Aalborg, Aarhus eller Odense med fem titler på syv år? Men FC Midtjylland er min søn, og ham har jeg ikke i sinde at forlade.”

Hvad er det vigtigste telefonopkald, du har lavet?

”Jeg kørte på motorvejen ved Brande. Den var helt ny på daværende tidspunkt, så jeg var stort set den eneste bil på vejen. Mens jeg kørte, ringede klubbens daværende bestyrelsesformand Rasmus Ankersen. Han ville blot meddele, at Matthew Benham, en engelsk investor, var klar til at blive en del af klubben.

Det var ham og mig, der havde fået vækket interessen hos Benham, så da Rasmus Ankersen fortalte, at han var klar til at gå ind i klubben, var det kæmpestort. Det har sidenhen haft en enorm betydning for FCM. Øjeblikket, hvor jeg fik opkaldet, glemmer jeg aldrig.”

Hvilken rolle ville du bedst bestride i klubben, hvis ikke du skulle være administrerende direktør?

”Når jeg engang er færdig som administrerende direktør, drømmer jeg om at blive holdleder for førsteholdet. Det vil være skønt at gå vaske og hænge tøjet op og generelt sørge for, at drengene har det godt. Jeg vil elske at have sådan et fritidsjob på mine ældre dage.”