Onkel Reje blev lagt ned af en hetz. Nu har han et klart budskab: ”Det stimulerer ikke børns initiativdrift, at vi curler dem”

FOR MADS GEERTSEN, manden bedst kendt som ham indeni Onkel Reje, begyndte alt det med fjernsyn med en knust hælknogle. 

Han havde været på en elektronisk musikfestival i Midtsverige, og dér havde der stået et hegn. Hegnet stod ikke som sådan i vejen, men det stod der, og så kan man – hvis man er til den slags gas – pludselig opleve en stærk lyst til at klatre over det. Så det gjorde Mads Geertsen. 

Men da han nåede til toppen, jog han en af de der rigtig spidse pigge lige op i sin hånd, sprang forskrækket ned derfra igen – og knuste sin hælknogle. 

Lægen sagde efterfølgende til ham, at hvis man lander på sin hæl fra en given højde, vil knoglen altid blive knust.

Nå, men uheldet betød, at Mads Geertsen måtte opholde sig en hel del på langs og fik på den måde rig lejlighed til at reflektere lidt over, hvor det hele skulle henad. 

En dag, mens han lå i sin sygeseng, faldt han over en annonce i avisen, hvori der stod, at DR søgte satirikere til et nyt program ved navn ’Flemmings helte’. 

Mads Geertsen gav sig straks til at strikke noget gammelt materiale sammen til en showreel og sendte den afsted. (Senere fandt han ud af, at annoncen havde efterspurgt et bud på én specifik sketch. Hans showreel varede i hvert fald et kvarter. Men den virkede).

Nogle år og to satireprogrammer senere, i 2012, fik det første program med Onkel Reje, ’Onkel Reje og børnenes brevkasse’, premiere på DR, med en karakter, der talte om bedstemødre med lange tasker, og som pruttede og spillede heavy metal.

I mange år gik det godt. Onkel Reje blev med sin tværgenerationelle appel hurtigt et hit blandt både børn og forældre, og i det britiske tidsskrift The Economist skrev man om det helt særlige danske børnefjernsyn. Der var selvfølgelig mishagsytringer gennem årene (inden for DR’s vægge blev Geertsen kaldt ’Kongen af klager’), men det var aldrig så slemt, at det ikke var til at ryste af sig.

Men i foråret 2023 forandrede det hele sig. I alle landets medier kunne man læse historien: Mads Geertsen havde sygemeldt sig efter et ”koordineret angreb” bestående af ”trusler og chikane.”

Solen står højt i begyndelsen af marts, da jeg besøger Mads Geertsen i hans meget farverige hus på Amager. Cirka to år er der gået siden sygemeldingen. 

Han ser okay ud, er i gang med at brygge noget særdeles frugtig kaffe, som han aldrig kan huske, hvad hedder, men som de – dem nede i kaffebutikken Nordic Roasting Co. – altid husker for ham. Han har en rød- og hvidternet skovmandsskjorte på og brede, lange fløjlsbukser i lyserød. Den mundering er der i øvrigt ikke noget usædvanligt over.

Vi skal tale om, hvad han ser, når han ser ud på verden. Og om en bekymring, han går med: Er vores børn egentlig stærke nok, hvis tingene en dag for alvor brænder på og kalder på organiseret modstand?

Ved sommerens begyndelse i 2023, nogle måneder efter sygemeldingen, annoncerede Geertsen i en video sin og Onkel Rejes tilbagekomst. I videoen sagde han også, at ’historier skal være frie, og det er der ikke nogen, der skal lave om på.’

”Men,” siger han nu, da vi møder ham, ”eftertiden har vist, at det er den ikke – historien er ikke længere fri.”

MADS GEERTSEN VOKSEDE OP i Ringkøbing med sine forældre og to lillebrødre. I byen var han kendt som ’boogie-Mads’, fordi han – sandsynligvis som den eneste i det vestjyske amt – dansede electric boogie og gik med orange- og sortstribede bukser og bar netundertrøjer udenpå sweatshirts. 

Faren var arkitekt, og moren, der var bankuddannet, arbejdede på amtskontoret. (Præcis med hvad skal du ikke spørge ældstesønnen om. ”Det er utrolig svært at vide, hvad folk egentlig laver på et kontor,” siger Geertsen, mens vi sidder ved hans spisebord. ”Man kan jo ikke se det.”)

I hjemmet var rammerne for børnenes leg og generelle udfoldelse og indlevelse vide som det omkringliggende landskab. Ville Mads på eventyr, stak han bare afsted; det var jo 1970’erne. 

Og det andet, der holdt kedeligheden for døren, var, at faren var i stand til det meste med sine hænder. Han huggede springvand i sten, som kunne stå i haven, og skulpterede buster, der rent faktisk havde identificerbare sammenfald med de virkelige motiver.

Den håndværksmæssige virketrang – og den grundlæggende idé om, at man ikke bare kunne forestille sig noget; man kunne også skabe det – smittede af på Mads Geertsen, som gav sig til at bygge diverse ting og sager. Sæbekassebiler og den slags.

En sommer besluttede han sig for at lave et spøgelsestog ude i haven. Altså sådan et tog, som de har i Tivoli, hvor man bliver ført fra A til B og undervejs passerer forbi en række opstillede tableauer. Sæbekassebilen, som Geertsen havde bygget, kunne han så bruge som selve den vogn, man blev ført rundt i forlystelsens forskellige uhyggeligheder i.

Han havde selvfølgelig ikke den fjerneste anelse om det dér, men spøgelsestoget som koncept skulle senere vise sig at blive en slags primær ramme, inden for hvilken Mads Geertsens kreative virke ville folde sig ud.

”Det her med at træde eller rulle ind igennem en dør,” siger han om konceptet spøgelsestog, da vi sidder hjemme i hans køkken, ”og der så derinde åbenbarer sig en verden, som er fantastisk – det har jeg altid været fascineret af.”

Også inde på Mads Geertsens værelse pegede hans barnlige fantasiverden frem mod hans voksne fantasiverden. Oppe i sin køjeseng, som hans far havde bygget, skubbede han sin skumgummimadras sammen, så den i den ene ende stod i spænd mod loftet. Madrassen dannede på den måde en kahyt, og køjesengen blev til et sørøverskib – Mads, sørøveren, iført en postbudsjakke fra klædudkassen og en bandana.

Op igennem årene meldte han sig ind i elevråd og kunstudvalg og festudvalg, og i 1993 blev han nummer tre til DM i Rock med sit band, Impotators.

I 2012 FIK ’Onkel Reje og børnenes brevkasse’ premiere, og fra første færd var det vildt: en børnefjernsynskarakter, som gik til kanten og ikke gad at gå i bad, og som drillede og svovlede og gjorde alle mulige ting, man ikke havde set før. En på alle tænkelige måder uregerlig karakter, et barn af 68’erne, reformpædagogikken og DR’s Børn & Unge-afdeling.

Som en journalist i Information formulerede det på et tidspunkt: Historien om Onkel Reje er også historien om Danmark.

Et af de seneste programmer hedder ’Onkel Reje og galaksens helte’. Plottet er dette: Den danske regering har valgt at sælge alle landets gamle mennesker – de er omkostningstunge og desuden temmelig kedelige – til planeten R U Nuts, hvor forretningsmanden Ricki Martini (et kjolebærende rumvæsen) vil bruge dem til at udvinde energi. 

På pressemødet, hvor handlen annonceres, stilles der et enkelt spørgsmål fra det fremmødte pressekorps: ’Kan statsministeren svare på, hvorfor bornholmere altid går rundt med en saks i lommen? Fordi det er en klippeø! Ha ha ha!’ 

Men ved et uheld bliver Mormor (ikke Onkel Rejes mormor – bare Mormor) også taget med til R U Nuts, og så må Onkel Reje, der i dette program er lidt vagabondagtig i udseendet, tage affære. Og så går der 10 afsnit med dét. (I marts vandt programmet prisen som ’Bedste børnefjernsyn’ ved TVPrisen 2025). 

Men hvor meget af alt det her havde Mads Geertsen i tankerne, da han i begyndelsen af 2010’erne skrev de allerførste programmer med Onkel Reje?

”Det, jeg forsøgte at gøre, var at sige: Hvis man forestiller sig børnefjernsyn som sådan en foroverbøjet ting, hvor der tales lidt ned til børnene, vil jeg i stedet prøve at rette Onkel Reje op og lade ham være så alderssvarende som muligt. Selv om vi er i et naivistisk univers, så er han ikke et barn. Et barn møder alt muligt. Blandt andet også voksne. Og biler. Alle mulige ting, som de skal prøve at begribe. Hvis man skal prøve at forstå ens far og mor, er det jo meget fint, at nogen taler om ting, som peger én ind på, hvordan det er at være voksen.”

Mads Geertsen

Født i 1970 i Aarhus, men opvokset i Ringkøbing med sin familie, far Kristian, mor Liljana og brødrene Søren og Jakob. 

Uddannet interaktionsdesigner fra Designskolen i Kolding. Har været med i forskellige musikgrupper, herunder rockbandet Impotators og det elektroniske Je m’appelle Mads. 

Debuterede i 2007 på tv i satireprogrammet ’Flemmings helte’ på DR, herefter ’Bonjour & Go’daw’ i 2009, også på DR. 

I 2012 fik det første program med Onkel Reje premiere. Det er siden blevet til en stribe af forskellige programmer. 

Vandt i 2020 ’Initiativprisen’ ved Årets Steppeulv for ’Onkel Rejes Heavyband’ og ’Bedste børneprogram’ ved TVPrisen 2025 for ’Onkel Reje og galaksens helte’. 

Bosat på Amager med sin kæreste og deres to børn, har derudover en voksen søn.

Hvorfra kom idéen til, at det ville være fedt, hvis børn blev talt til fra et Onkel Reje-perspektiv?

”Nu tror jeg ikke, at hverken jeg eller Onkel Reje er et verdensvidunder. Vi er én ud af mange stemmer. Og det er godt, at der findes mange stemmer. Alle skal ikke være Onkel Reje – han er ikke en slags ’svaret på alting’. Men jeg tror, det er vigtigt, at man kommer med nogle varsler om, hvad livet er for noget. Hvad det er for en størrelse, man skal til at i gang med.”

Og så hans mantra:

”Det største, man kan fortælle børn, er, at de selv kan bestemme. Vi er så heldige, at man i Danmark kan forvalte sit liv selv. Og det kan man jo både tage som: Hvor fantastisk vil jeg gøre mit liv? Men man kan også sænke skuldrene og sige: Jeg behøver ikke at gøre noget med mit liv, jeg kan også bare have det.”

KAFFEN ER BLEVET KOLD, og vi går ned i kælderen. På vej derned går vi forbi stuen: den (virkelig) blå sofa; bagved den en udstoppet abe, som var hans onkels; og nogle udstoppede ræve, som vist ikke er ræve, siger Geertsen, men bare et rævelignende dyr fra Savannen; og en gedigen samling vinylplader, cirka halvdelen i genren ’exotica’.

Da vi kommer ned i det rum i kælderen, som Geertsen har indrettet som et lille hjemmestudie, spørger jeg ham, hvordan vi kan snakke om det der, men uden at snakke om det der. Vi har egentlig aftalt på forhånd, at vi ikke skal snakke om det – i hvert fald ikke om de private omkostninger eller dybden af smerten; det har han ikke lyst til at genbesøge.

Mads Geertsen stiller sig midt i rummet, står lidt uroligt. Det føles, som om luften forsvinder lidt ud af det akustisk optimerede, men ikke særligt højloftede rum.

”Udover den indre ting, som jeg har oplevet, så har resten af verden jo også oplevet, at tingene har ændret sig. Verden er blevet anderledes,” siger han. ”Det er jo ikke kun mig, der tænker, at der er ting, man ikke kan berøre længere. Når vi laver et program om fremtiden (’Det sidste nye med Onkel Reje’, et nyhedsprogram sendt fra fremtiden, red.), er det, fordi vi har en følelse af, at vi står midt i fremtiden. Alt, hvad der sker nu, føles selvfølgelig som et mega peak i den forandring. Men selv før nytår, før Trump blev valgt, før Mette Frederiksen talte om ondskabens akse, havde man også en fornemmelse af, at det hele føltes utrygt. Som om der er en grænse, vi er trådt over, hvor det usunde blomstrer. Der er en eller anden forrådnelse i gang – noget, der er knækket. Det kan folk godt mærke.”

Sociale medier, i særdeleshed, bekymrer Mads Geertsen. De eksisterede, da han begyndte med at lave Onkel Reje, men volumen dengang var markant anderledes. Han fortæller om engang på Designskolen i Kolding, omkring årtusindskiftet. 

Tor Nørretranders, forfatteren, var forbi for at holde en tale i forbindelse med et initiativ af Kolding Kommune, der handlede om erhvervsliv og teknologi. Nørretranders fortalte om de nye teknologier, der var på vej, og om internettet og de muligheder, det bar med sig.

”Han var simpelthen så begejstret,” siger Geertsen. ”Det var det her med, at ens gadget kun havde værdi, hvis andre også havde én. Det modsatte af luksus. Værdien bestod i, at alle havde det samme. Hvilket jo var en positiv tanke. Det handlede om vidensdeling. Det talte ind i en fladere jord, hvor alle havde lige adgang til information og til at dele ting med hinanden. Og dét … braste jo bare fuldstændig sammen.”

Han tygger lidt på den. Bag hans skrivebord står en plakat fra ’Onkel Rejes Heavyband’.

”Vi er nok mange, inklusive mig selv,” siger han så, ”der er bekymrede for, om den frie verden kan holde til alt det her. Eller om vi står ved et breaking point nu. Og hvad er det så, der kommer bagefter? Er det et globalt autokrati, eller hvilken slags dystopi kigger vi ind i?”

Og hvordan, spørger Mads Geertsen retorisk, reagerer vores børn i den dystopi? (Fortsættelse følger, som man siger i børne-tv).

ET ANDET STED på Amager har Mads Geertsen nogle lokaler, hvori han opmagasinerer sine – skal det vise sig – ekstremt mange kostumer, tryllenumre, masker, rekvisitter og habengut i det hele taget. Det er dér, vi er på vej hen nu, i hans kæmpestore varevogn i kras gul (det er en forhenværende L’easy-bil). 

Vi kunne også godt have cyklet, hvis ikke det var for det faktum, at Mads Geertsen cykler virkelig langsomt. Det er så slemt, at hans døtre nogle gange siger til ham, at de vælter, hvis de cykler langsommere. Men Mads Geertsen hader at skynde sig, og desuden har han korte ben. Og hans cykel er tung.

På vejen dertil fortæller han om sit semieksorbitante forbrug af rekvisitter til illusionstryllenumre.

”Og fragten er som regel altid det samme som selve prisen,” siger han.

Nede i et lagerlokalerne står vi nu og kigger på en af hans seneste erhvervelser: en stor og ikke helt almindelig kanindragt. Det kom bag på ham, hvor stor en kasse den kom i. Så nu står den dér, foran alle de andre ting og sager, og venter på, at Geertsen finder på noget sjovt at bruge den til.

”Nogle dage, når jeg kommer herned og lige skal finde noget hurtigt, tænker jeg: Hvad fanden har jeg gang i?”

Vi sætter os ned i to lyserøde gamerstole. Han fortæller om en leg, han legede med sine to brødre og nogle af de andre børn på vejen i Ringkøbing. Det gik ud på, at de tog en træblok, der blev brugt til at hugge brænde på, og lagde nogle brædder ovenpå. Til sammen dannede det et flyvehop.

”Så fandt vi ud af,” siger han, ”at det kunne være sjovt at hoppe henover noget. Og så begyndte vi at stakke de små børn fra vejen op på stribe. For enden af dem stillede vi en opvaskebalje, så det ikke var et barn, der lå yderst. Men det kunne jo være gået gruelig galt.”

Mads Geertsen er blevet helt nostalgiglad ved tilbageblikket.

”Det var jo med livet som indsats, man legede dengang,” siger han.

NOGET ER SKIFTET radikalt de seneste årtier: Legen er ikke længere med livet som indsats, eller det, der bare minder om – legen er nemlig ved at forsvinde, og årsagerne er mange. Overnervøse og -vågende forældre, skærme, osv., du kender sangen.

Jeg mindes, hvordan min bror og jeg klatrede hæmningsløst rundt i et stort og gammelt kastanjetræ, der stod ude i haven. Somme tider nåede vi helt op i kronen af træet og kunne så stikke hovederne ovenud, som var vi i en sky, og sidde der og kigge ud over markerne og bakkerne. 

Men så en dag, da vi kravlede ud for at sætte os på en af træets nederste grene – en rigtig tyk én – knækkede den, og vi faldt. Måske et par meter. Lidt forpjuskede lå vi på jorden og kiggede på hinanden. Nå, det var var vist også tid til frokost.

I USA har man i mange år talt om en fremherskende ’sikkerhedskultur’. Man skærmer – i bedste mening, naturligvis – sine børn mod alverdens ondheder, men anstrengelserne fungerer som én stor bjørnetjeneste, har folk som psykologiprofessoren Jonathan Haidt advaret. 

Argumentet er ikke svært at forstå: Uden knubs på knæene og vind i håret bliver man ikke mere solid, kun mere skrøbelig.

Og herhjemme kunne organisationen Levende Legekultur sidste år løfte sløret for en stor undersøgelse, der viste, at næsten halvdelen af de danske børn aldrig leger fysisk sammen med deres venner udenfor skole og fritidsordning.

Alt det her er noget, der ligger Mads Geertsen tungt på sinde. Men han er ikke den eneste. Da Trivselskommissionen kom med sine anbefalinger i begyndelsen af året, var det ét langt forsvar for en friere, mere selvstændig og skærmløs barndom. Eller, som Geertsen siger, en ”70’er-agtig barndom.”

Det bringer os tilbage til det, vi begyndte på nede i musikstudiet i kælderen: Er vores børn stærke nok til at mobilisere en modstand, hvis den frie verdens ve og vel er på spil?

Mads Geertsen spjætter ikke af optimisme.

”Det stimulerer ikke ligefrem vores børns initiativdrift, at vi curler dem, gør alting for dem, ikke giver dem frihed til at slå sig og blive væk. Sådan noget som den virketrang, som måske er det, man får brug for, hvis man skal stå op imod noget,” siger han. 

”Og så er det jo så, at jeg – i kraft af det, jeg laver – spørger mig selv: Hvad har børnene brug for nu? Er det en form for optimisme? Er det en kritik? Er det noget praktisk? Skal de lære, hvordan man laver mad henover bål, hvis det bliver koldt, og man ikke har noget hus? Er det sådan en prepper-ting, der er brug for? Eller er det eskapisme – bare for at kunne være i det, vi er i nu?”

Mads Geertsen begynder at tale om de praktiske færdigheder, der skrumper ind fra generation til generation.

”I dag er vi jo fuldstændig hjælpeløse,” siger han – vi sidder stadig i de lyserøde gamerstole. ”Vi har fx en Quooker ude i vores køkken. Hvem fanden ved, hvordan en Quooker virker? Altså, vi er jo fuldstændig hjælpeløse. Vi aner ikke, hvordan noget af det, vi omgiver os med, fungerer. Alting bliver gjort fremmed for os. Og det gør os nok ret hjælpeløse og handlingslammede, når vi så endelig bliver udfordrede. Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever. For nu at binde en sløjfe på, hvorfor det er godt, at der er noget ballade og noget, der udfordrer børnene.”

Pludselig står der en mand i døren. Mads Geertsen drejer sig i stolen.

”Hej,” siger manden i døren. ”Er I 20A?”

”Nej,” siger Geertsen. ”Vi er 14.”

”Der skulle være noget festudlejning?”

”Det ved jeg simpelthen ikke noget om. Desværre.”

Han går igen.

”Det kunne jo godt ligne en festudlejning,” siger Geertsen og griner. ”Men øhm … en anden slags fest.”

NOGLE DAGE SENERE ringer jeg sammen med Mads Geertsen igen. For første gang, siden han søsatte Onkel Reje-universet, er han ikke i gang med at skrive på et nyt program. 

Onkel Reje holder ikke som sådan pause – han skal fx rundt med Cirkus Summarum igen denne sommer og kører desuden ud og optræder med shows rundt omkring (det er her, den store L’easy-gule varevogn kommer ind i billedet) – men så alligevel. Selve tv-delen er for tiden sat i bero, og det er ikke sket før.

”Jeg har brug for at trække vejret, også for lige at kigge op og finde ud af, hvad der er vigtigt,” siger Geertsen i telefonen. ”Det sjove ved at lave Onkel Reje er jo også, at jeg har en følelse af, at jeg følger efter ham. At han egentlig selv viser, hvad der skal ske. Og de konsekvenser, som Reje-figuren har, er noget, som jeg – Mads Geertsen – skal leve med. Når han forandrer sig som karakter, er det aldrig noget, jeg på forhånd har siddet og regnet ud. Det er noget, der bare sker, nærmest naturligt, uundgåeligt. Og derfor må jeg også nogle gange kæmpe en kamp for ham. Det er sådan, han er, og nu hænger vi på, og så må vi tage de øretæver, der følger med.”

Som Mads Geertsen selv udtrykker det: Onkel Reje er blevet hans skæbne.

”Jeg holder nogle gange vejret og tænker: Gad vide, hvor lang tid det går? Hvor lang tid kan jeg blive ved med det her? Jo længere tid jeg gør det, jo mere bliver jeg bevidst om, at det måske nok er dét, jeg kommer til at lave, og som bliver mit livsværk. Når det slutter, risikerer jeg at sidde med hænderne i skødet og ikke vide, hvad der så skal ske. Det ville være et kæmpestort skæbneslip, hvis jeg forlod Onkel Reje, eller Onkel Reje forlod mig. At figuren på en eller anden måde døde.”

Frygter du den dag?

”Jeg tror, at min professionelle drøm er at dø med støvlerne på. At min historie og Onkel Rejes historie får lov til at slutte samtidig. Apropos spøgelsestogene og tableauerne: at man dør i den fantasiverden, man har bygget op. At den verden, som er ren fantasi og farver og magi, ikke forlader én, før man selv skal forlade den.”

Det leder mig tilbage til spørgsmålet: Frygter du, at den dag kommer før den dag, du selv går herfra?

”Jamen, helt sikkert. Det er jo en voksende bekymring,” siger han. ”Indtil videre er der ikke noget, der har vist sig at vare evigt i den her verden. Så det kan godt bekymre mig, om nogen slukker lyset, før jeg selv synes, det skal slukkes.”