Knud Romer siger farvel til sin mor

MIN MOR BETYDER LIVET for mig, og der er sådan set ingen grund til at gentage dét, som jeg allerede har skrevet om i ’Den som blinker er bange for døden’ og ’Kort over paradis’. Men ved et usandsynligt tilfælde kom hun fra det udbombede Tyskland til Nykøbing Falster i 1950: Hildegard Lydia Voll.

Af alle steder på den runde jord havde hun fået arbejde i laboratoriet på sukkerfabrikken, fordi familien kendte direktør Arnth-Jensen. De havde mistet alt efter krigen samt godset i Klein Wanzleben, som dyrkede elitefrø til sukkerroer – og nu lå det i Østtyskland, der var blevet til DDR.

Hendes stedfar var død på operationsbordet, og hendes mor eksploderede i en kælder fuld af rensebenzin under englændernes terrorbombardement af Magdeburg.

Hun hed Damaris og levede videre som en mumie uden næse, uden ører, uden læber – min mormor – og jobbet på sukkerfabrikken var en mulighed for mor at tjene lidt penge og sende dem hjem.

Selv årtier efter – jeg boede i mellemtiden i København – gjorde det synet af syriske krigsflygtninge på vej op ad motorvejen på Falster utåleligt for mig.

Statsminister Løkke var til fødselsdagsfest med vinsmagning på restaurant Fabio og overlod det til rigspolitichefen at fortolke Dublinkonventionen – og jeg fik besøg af en kriminalbetjent fra drabsafdelingen i Maribo, som mente, at jeg var kørt derned for at hjælpe dem og måtte være menneskesmugler.

Han spiste alle vaniljekransene i køkkenet, men var såmænd flink nok. God jul!

Min mor var blond og smuk som Grace Kelly, og jeg spurgte hende altid: ”Hvorfor giftede du dig med far?” Han havde både arme og ben, svarede hun og kaldte ham for Solguden.

Vi var bare mor og far og mig rundt om spisebordet i murermestervillaen på Hans Ditlevsensgade, der lukkede sig om sig selv i social isolation. Spørg mig om, hvordan jeg har det med den nationale sæbeopera i ’Matador’ og grisehandler Larsen og hans hund: ”Det’ en tysker, Kvik!”

Når jeg gik ud ad døren, var jeg dansker og legede i havnen og fiskede krabber med et rødspættehoved og løb rundt i Hamborgskoven med flåter og myggestik. Derhjemme var jeg alene med mor – far var på kontoret – og lige så tysk.

Jeg voksede op på tysk og dansk og dansk og tysk, og hvis det står til mig, kan du ikke give dine børn en større gave end det ene sprog efter det andet – russisk, spansk, farsi – så længe deres hjerne er åben og fleksibel og indoptager det ubesværet som en sang.

Du får verden foræret én gang til for hvert sprog og med det historien, kulturen, maden og musikken og hele molevitten.

Samtidig undgår du at blive spærret inde i den fundamentalistiske vildfarelse, at det eneste saliggørende er den stegte flæsk med persillesovs og Kim Larsen i kulturkanonen, som udmåler, hvor dansk du er, og skulle svare rigtigt i den nationale test for at få et håndtryk. Are you in, or are you out?

MOR GAV MIG MIN BEVIDSTHED, som blev formet af ’Max und Moritz’ og ’Struwelpeter ’ og ’Der kleine Muck’. Vi læste Ringelnatz og Morgenstern. Der var bjerge og borge og riddere i ’Des Knaben Wunderhorn’.

Til påske var det ’Die Häschenschule’, og julemanden kom fra Tyskland med en sæk fuld af slik over skulderen og hed Sankt Nikolaus.

Hun lavede Lebkuchen og Stollen med rosiner, mandler og marcipan – og når jeg kom hjem fra Byskolen, var der vafler efter en oldgammel opskrift. De var hjerteformede og drysset med flormelis.

Vi spiste macaroniauflauf og rindsuppe og kartoffelpuffer. Schnitzlen blev tyndere og tyndere og sprødere og sprødere på vej ned ad motorvejen, når vi besøgte mormor i Frankfurt.

Hun boede i Westend på Kettenhofweg 106. Der var stadig skudhuller i facaderne, kirken lå i ruiner, operaen også. Angsten fra Anden Verdenskrig klirrede i glasdøren ind til stuen med resterne af møblerne og tæpperne og malerierne fra godset.

Bogskabene stod og ventede på mig med den tyske romantik: Novalis og Chamisso, Eichendorf, Tieck - og den uhyggelige E. T. A. Hoffmann. Jeg gik ind i dem og kom aldrig ud igen.

Jeg var 13 år og vidste, hvad jeg ville være. Jeg ville være … forfatter. Eller nej, og heller ikke digter. Jeg ville være poet – tysk poet – og udkomme på forlaget, som lå lige rundt om hjørnet i Lindenstrasse: Insel Verlag.

Jeg svor ved alt, hvad der var højt og helligt og Brødrene Grimm – og vidste ikke, at jeg havde drømt den umulige drøm, som ville ødelægge mit liv.

Knud Romer

(f. 1960) Opvokset i Nykøbing Falster.

Har studeret litteraturvidenskab på Københavns Universitet og har arbejdet i reklamebranchen og som skuespiller i Lars von Triers film ’Idioterne’.

Debuterede i 2006 som forfatter med den autofiktive roman ’Den som blinker er bange for døden’ om hans opvækst med en dansk far og en tysk mor. Modtog blandt andet De Gyldne Laurbær og Weekendavisens litteraturpris for romanen.

Har siden udgivet ’Kort over Paradis’ (2018), ’Pigen i violinen’ og ’Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift’ (2023).

FRA FØRSTE KLASSE fik jeg at vide, at jeg var ”dobbelt-halvsproget” og aldrig ville kunne lære rigtigt dansk – eller tysk. Men ikke nok med det, så var det tysk, som jeg elskede lige så højt som min mor – kærlighedens og ømhedens og digternes sprog: bødlernes og krigsforbrydernes kommandosprog.

Det var Danmark til Eideren, og jeg var et tyskersvin. Mor var en Hitlerkælling og talte et gebrokkent cirkusdansk. Når hun gik i byen for at købe ind, sagde hun ’åndskuld’ og tog ydmygelserne på sig, og jeg sad i køkkenet efter skole og spiste vafler.

Der var ikke andre end os. Vi havde kun hinanden, og jeg var hendes eneste selskab i hele den vide verden. Hun røg cerutter og drak vodka fra køkkenskabet, og efterhånden gik det op for mig, hvem min mor var.

Hun voksede op på et gods med en streng stedfar og skulle ride med en bog på hovedet for at sidde ret op og ned. Kostskolen var den fineste i Tyskland – Thyssen og adlen og kæft, trit og retning – og hun studerede på universitet i Berlin.

De dansede og tog kokain på natklubber og satte en champagnekøler på busten af Hitler – og hun forlovede sig med … Horst Heilmann.

Krigen brød ud, og han havde tilsluttet sig modstandsgruppen Rote Kapelle. Det mest absurde var, at mor samtidigt blev brugt som pinup af den nazistiske propaganda og optrådte i badedragt i deres tidsskrifter på grund af hendes blonde skønhed.

Alle blev arresteret af Gestapo – og Horstchen blev dømt til døden i en skueproces og hængt i en kødkrog.

Jeg har stadig det sidste brev, som han skrev til mor fra dødscellen: ’Geheim, vernichten.’

MOR OVERLEVEDE VED AT FLYGTE til et kloster i Østrig. Ved krigsslutningen forsøgte hun at komme tilbage til godset i Klein Wanzleben – og endte med at blive taget af den tyske hærdeling, som skulle komme Hitler til undsætning i Berlin.

Hun spillede harmonika i en bunker med General Regner. Og var dolmetcher på engelsk i overgivelsen – og kom i krigsfangenskab, hvor hun blev sat til at grave sin egen grav af de amerikanske soldater: begær, afvisning, aggression.

Det lykkedes hende at slippe ud i en uniform fra Røde Kors – og smuglede tyske soldater over Elben fra den visse død på russernes side i ambulancer, indtil hun blev snuppet.

Jeg fandt jernkorset i en skuffe som barn og spurgte hende forskrækket om det. Hun havde fået det af General Regner for indsatsen. Og hvor kom møblerne i murermestervillaen fra?

Mor var taget tilbage i den russiske sektor efter krigen med et brev fra Horst Heilmanns familie fra den kommunistiske modstand – og en pose peber til at forvare sig med.

Politbureauet gav hende lov til at hente noget af inventaret, der var blevet stjålet, og hun gik rundt med to bevæbnede vagter i landsbyen: flyglet, malerierne, bogskabene – og det blev sendt i en godsvogn til Vesten.

NU STÅR DET HELE HER HOS MIG i Toldbodgade, og jeg passer på det og bor i historien. Det tog mig et helt liv at skrive den ned på 179 sider – og omsider åbne munden på dem, som intet har at skulle have sagt i deres egen ret, og fortælle, hvem hun var: ’Den som blinker er bange for døden.’

Jeg havde gemt morfinen fra hendes dødsleje for at tage billetten, hvis det ikke lykkedes denne gang, og græd hver eneste sætning. Ved et usandsynligt mirakel blev den antaget af Insel Verlag: ’Wer blinzelt hat Angst vor dem Tod’ – og jeg kunne tage tilbage og gå rundt om hjørnet og ind ad døren til gudernes forlag i Lindenstrasse i Frankfurt.

For der var ikke meget af det, som gav mening i Danmark. Hildegard? Rote Kapelle? Horst Heilmann? Der er opkaldt gader efter ham – og han er hovedpersonen i en af de største, tyske romaner af Peter Weiss: ’Die Ästhetik des Widerstands’. A’hva?

Det var næsten ikke til at forstå, at jeg fik lov til at holde en kort forelæsning på forlaget – og hvem sad på første række? Arno Lustiger.

Han overlevede koncentrationslejren og to dødsmarcher som barn – og var æresprofessor i Hessen med sit eget institut, som forskede i den tyske modstandskamp under nazismen.

Jeg talte i vildelse, og ordene kom ud af munden af sig selv. Det var overstået, og folk spredte sig. Han blev siddende et stykke tid. Så rejste han sig og gav mig hånden. Og gennem mig gav han min mor hånden – og gennem hende Horst Heilmann. Han var ikke alene i dødscellen:

”Das Weltgericht seid Ihr nicht.”

DET VAR HANS SIDSTE ORD til den brune forsamling ved henrettelsen, inden han blev hængt, og jeg har levet for at give dem videre med min mor.

Mange år tidligere var jeg endt som copywriter i reklamebranchen og tjente penge i stedet for at følge mit fattige kald.

Jeg overbød museet på auktionen – Falsters minder – og den står stadig i kælderen med det, som skulle have været min sprogløse hævn: Nykøbings bytromme i kobber med vartegn fra 1647.

De måtte gerne få den og udstille den på én betingelse. ’Doneret af Hildegard Lydia Voll’. Tilbuddet gælder stadig – og nu fra hjertet.