Er gymnastikforeningen blevet… moderne? AGF og Bareen præsenterer fælles kollektion

Københavnerbrandet er kommet på jydevisit.

Er gymnastikforeningen blevet… moderne? AGF og Bareen præsenterer fælles kollektion
Offentliggjort

Det danske tøjmærke Bareen, der i tidernes morgen blev kendt gennem ’Løvens Hule’, hvor de tonede frem på den public service-finansierede reklamesøjle med en kæk udstråling og fødderne solidt plantet i Indre bys eksklusive natteliv, har indgået et samarbejde med AGF.

Her kan man tale om en modenyhed fra den danske andedam, hvor modsætninger mødes. Der findes kun få tøjbrands herhjemme, der har en stærkere appel til unge, liberalt-orienterede gutter med fart i støvlerne end netop Bareen.

Samtidig er AGF ikke ejet af en rigmand eller et konglomerat, hjemmebanen er omringet af en uskøn løbebane, de spiller – pænt sagt – ikke sprudlende angrebsfodbold, og deres bærende kræfter er spillere på den gode side af de 30 år. Altså; fodboldverdenen anno 2024’s værste mareridt.

Ikke et match, der stod skrevet i stjernerne. Men nu er det her altså, og begge parter er faktisk sluppet hæderligt fra det.

For hvis det er underspillet, aarhusiansk selvironi, at det faktum, at AGF står for Aarhus Gymnastik Forening, fylder så meget i kampagnen, er det ret genialt. Det er nemlig en tilbagevendende joke fra rivaliserende fans på tribunerne, at ’De hviie’ er en gymnastikforening (og implicit forstået ikke en fodboldklub). Og den bedste medicin imod den slags drillerier er som bekendt at læne sig ind i joken.

Du skal højst sandsynligt være glødende AGF-fan for at trække i trøjerne. Allemandseje, som fx Venezia-trøjerne var i en kort årrække, bliver kollektionen helt sikkert ikke. Særligt ryggen er tilplastret med motiver, der kun falder i god jord hos AGF-tilhængere. ’1880’ for årstallet, hvor klubben blev grundlagt, ’Aarhus Gymnastik Forening’ og selvfølgelig ’AGF’. Men det er sikre homeruns i Jyllands hovedstad.

Kollektionen kan købes i begrænset antal fra den 24. februar i Wo Clé i Aarhus og i Bareens flagshipstore i København samt på bareen.dk fra den 25. februar.

AGF-x-Bareen-1.jpg

AGF-x-Bareen-2.jpg