Andreas Vetö blev direktør for Danmarks Underholdningsorkester som 30-årig: ”Verdens bedste musikere giver ikke nødvendigvis verdens bedste sammenspil”

Hvornår opstod din interesse for musik?

”Det var langt hen ad vejen et tilfælde, at min musikinteresse opstod, og jeg selv begyndte at spille. Under min folkeskoletid havde jeg en voldsomt musikinteresseret gymnastiklærer, og på et tidspunkt uddelte han nogle pjecer, der handlede om, at man kunne søge om optagelse i Tivoligarden.

Efter at have læst om garden skyndte jeg mig hjem med min pjece i hånden og fortalte mine forældre, der begge har en musikalsk baggrund, om muligheden.

Heldet var med mig, og jeg blev optaget i første forsøg. Derfra gik det kun én vej, og det var med musikken som fortegn. Jeg spillede både trommer og trompet i garden, og særligt blev jeg bidt af trompeten. Derfor tog jeg på konservatoriet efter endt gymnasieophold på Sankt Annæ. Trompeten var hovedfokusset på min bachelor, men langsomt blev blæseinstrumentet udskiftet med dirigentstokken.

Jeg blev mere interesseret i at lede og instruere end at spille trompet, og derfor skiftede jeg til musikledelse på min kandidat. Siden da har jeg ikke sluppet dirigentstokken, og derfor er jeg – udover at være direktør – også ved flere lejligheder dirigent for Underholdningsorkesteret.”

Hvad er årsagen til, at du er blevet direktør i så ung en alder?

”Jeg mødte Underholdningsorkesteret i 2016 ved et tilfælde. På daværende tidspunkt skulle jeg have dirigeret et helt andet orkester til en koncert med et stort svensk abba-band, men det endte med at blive Underholdningsorkesteret, der spillede koncerten sammen med mig. Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi havde en god dynamik.

Tidligere havde jeg prøvet at få foden indenfor hos Underholdningsorkesteret, da de var en del af Danmarks Radio, men dengang var det lukket land, og det lykkedes mig ikke.

Efter vi havde spillet koncerten med god succes, blev stillingen som direktør slået op et halvt år efter. Til mit store held valgte orkesteret at satse på mig, der både var uprøvet og uerfaren.

Jeg havde hverken prøvet at opbygge en organisation fra bunden eller haft et større lederjob. Ved nærmere eftertanke har det nok været mit skæve hoved og mit netværk, der har gjort, at jeg har kunnet udvikle vores organisation, og vi i dag stadig har Underholdningsorkesteret. Der var dengang ikke mange, der troede på, at orkesteret ville eksistere mere end et par år.”

Hvornår ville du ønske, at du havde mindre ansvar?

”Når jeg dirigerer, ligger der en frihed i, at jeg kan gå ind i min dirigentboble uden at skulle tænke på omkringliggende faktorer såsom produktionen, lys og lyd. Det har vi heldigvis dygtige folk til at tage sig af, når vi er afsted med orkesteret. Jeg lever dog bedst med at skulle tage ansvar, og derfor er det korte svar, at jeg ikke kan leve uden.

Iværksættergenet har altid levet i mig, og mit drive ligger i at kunne skabe fra bunden. Inden jeg satte mig i stolen hos Underholdningsorkesteret, har jeg lavet alt fra et bookingbureau, der skulle levere musik til storcentre og messer, startet eget bigband samt kunstnerisk konsulentarbejde for DTU.

Derfor hænger ansvar som dogme sammen med rigtig mange af de ting, som jeg lever og ånder for, og derfor kan man sige, at det er livsvilkår for det arbejdsliv, som jeg har valgt.”

Hvad er fordommene omkring at være ung leder?

”Da jeg startede i 2017, havde Underholdningsorkesteret fået en finanslovsbevilling på halvanden million kroner, og der var et kæmpe indspilningsprojekt i gang med Beethovens symfonier, der skulle afsluttes i 2019. Derefter regnede både fondene og branchen nok i det usagte med, at Danmarks Underholdningsorkester skulle være fortid, fordi tiden var løbet fra orkesteret.

Udover det havde de ansat mig, og der var ikke ret mange, der havde en idé om, hvem jeg var I denne rolle. Derfor skulle vi ud at bevise, at folk tog fejl og at underholdningsorkesteret stadig havde relevans og en vigtig plads i dansk musikliv.

Jeg kunne godt mærke, at jeg var den unge i flokken, og hvis man på daværende tidspunkt kiggede på de andre musikchefer rundt omkring i landet, så var de fleste 20 år ældre end mig. Det var ikke, fordi jeg ikke blev taget godt imod, men jeg tror da, at nogle af de andre ledere har rynket lidt på næsen over, at det var mig, der skulle føre orkesteret videre.”

Hvordan har du præget orkesteret med din ledelsesstil?

”Det har været enormt fedt at gå ind i en organisation, hvor det har været muligt at bygge det hele op fra bunden, og jeg har kunne præge alt fra strukturer til ansættelser. Derudover har jeg også kunne præge min egen rolle som direktør ret kraftigt.

En af de ting, jeg lagde vægt på til min jobsamtale, var, at det var meget vigtigt for mig, at jeg stadig kunne fungere som dirigent for orkesteret, hvis jeg skulle være direktør. Jeg ville ikke afskrive rollen som dirigent på bekostning af at skulle være direktør.

I øjeblikket er orkesteret og jeg på Carpark North-turné, hvor jeg er med som dirigent, og jeg nyder enormt meget at være i øjenhøjde med mine medarbejdere, når vi er på tur, og ikke mindst at musicere med dem. Sover vi på et dårligt hotel, sover jeg også på et dårligt hotel. Jeg tror, at der ligger en stor styrke i, at vi tager op- og nedture sammen. Natten inden interviewet her, kom jeg hjem klokken 02 fra en koncert i Aarhus, så jeg er ligeså med, som de andre musikere er.

Vi er det eneste orkester i landet, hvor ejerstrukturen er, som den er, nemlig at det er musikerne, der ejer orkesteret. Derfor ville det også være utroligt nemt for musikerne at vippe mig af pinden som leder, hvis de var utilfredse med mig, og det holder mig til ilden i mine daglige arbejdsopgaver. Heldigvis er de også glade, når jeg dirigerer, og for mig er det en god afveksling fra direktørstillingen at komme ud i marken.”

Hvad er den største fejl, du har lavet?

”Jeg startede med at tage et personligt lederskabsforløb i 2019, hvor jeg lærte enormt meget om teamdynamikker, og hvordan man sammensætter et godt og stærkt team. Efter vi vandt Opus-prisen, talte jeg med vores chefdirigent i orkesteret, Adam Fischer, om, hvordan det kunne være, at vi havde slået alle de store orkestre ude i verden.

Det, som vi i fællesskab fandt ud af, var, at verdens bedste musikere ikke nødvendigvis giver verdens bedste sammenspil. Det er blevet ret klart for mig, at man ikke kan søge efter kompetencer, når man slår en jobopstilling op, men det i langt højere grad gavner vores organisation at søge efter mennesketyper i stedet. Derfor er de spørgsmål, vi stiller til en jobsamtale, også markant anderledes nu end de spørgsmål, vi stillede i starten.”

Hvornår fejrede du sidst en succes?

”Vi er i Underholdningsorkesteret gode til at fejre, synes jeg. Typisk begynder vi en tourstart eller lignende med et godt glas champagne. Den sidste store succes, som vi fejrede, var inden coronapandemien i 2020, hvor vi vandt OPUS Klassisk-prisen, som vel kan betegnes som den klassiske musiks svar på en Oscarstatuette. Det var en festaften, hvor vi hyldede, hvad vi egentlig havde opnået sammen.

Da jeg var 22 år gammel, fik jeg mit første barn med min nuværende kone. Selvom jeg fik familie tidligt, har det ikke afholdt mig for at fejre de successer, der nu har været, og det er specielt min kones fortjeneste. For mig er det lige vigtigt at fejre de små og store successer, fordi jeg tror på, at fejringer er med til at binde mennesker sammen.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik