I denne uge spiller Bruce Springsteen to udsolgte koncerter i Danmark. Der er som altid forventninger om marathon-opvisninger og en veloplagt rockstjerne. Men kan han stadig? Er Bruce Springsteen stærk og original som et par slidte jeans eller en træt, gammel kliché-fabrik?
Vi har fået to Bruce Springsteen-kendere til at forklare, hvorfor The Boss henholdsvis er suveræn og udbrændt.
BRUCE SPRINGSTEEN ER DEN ÆGTE VARE
Af Kristian Leth, musiker i The William Blakes, journalist og uddannet fra Forfatterskolen.
”Bossens musik kræver en vis modenhed. Jeg er først blevet fan for 5-6 år siden, da jeg blev gammel nok til at omsætte hans historier, der på overfladen lignede et par slidte cowboybukser. Men man kan nærmest sige, at han har haft en form for revival hvert eneste år. For et par år siden spillede han i Hyde Park for mere 100.000 mennesker. Så udsendte han en dvd og så en film. Han formår at holde sig relevant og formår at skabe lokale revivals år efter år. Han har bygget en stærk og god maskine, tandhjulene er velsmurte og reelle. Der er ingen bullshit. Hans oprigtighed fungerer. Og det er oprigtighed. Det er ikke for et syns skyld, at han udsendte en plade efter 9/11 eller skrev sange til soldaterne i Irak. Han finder hele tiden nye, relevante vinkler og emner.
Andre store navne som David Bowie og Rolling Stones har haft dårlige perioder i deres karriere. De ser sig blinde og prøver at være nogen, de ikke er. Men Bruce Springsteens ambitioner er afstemt med det, vi elsker ved ham. Han laver det, han er god til, i stedet for at lede efter en ny ungdom eller en ny karriere. Han vil blive ved med at få nye fans. Den klogskab, han lægger i sine sange, er ikke en klods om benet, tværtimod. Når man leder efter mere indhold end den, man finder i overfladisk popmusik, finder mange vejen forbi Bossens diskografi. Men det kræver en tålmodig tilgang, at man lytter sig forbi de hits, der synes at tegne det umiddelbare portræt af kunstneren. Kommer man forbi, venter der et hav af stærke sange og album, som rammer.”
BRUCE SPRINGSTEEN ER EN KLICHÉ-FABRIK
Af Anders Reuter, cand.mag., musiker, tekstforfatter og journalist.
”En ny generation er begyndt at volddyrke ham, så målt på popularitet er Bruce Springsteen helt klart i gang med en slags renæssance. Det er simpelthen hipt at høre The Boss lige nu. Dem, der var børn i slut-70’erne og 80’erne, kan huske deres forældre høre ham, og der er en række hotte bands som fx Arcade Fire, der ikke lægger skjul på, at de er kraftigt inspireret af ham. Det har åbnet nye øjne og højnet coolness-faktoren for en generation, der gerne søger tilbage efter det nye.
Bruce er urokkelig rock af den håndspillede slags leveret med energi, arbejderbuks og hæs maskulinitet. Og i en tid, hvor efterspørgslen på den kollektive koncert-rus er større end nogensinde, kan han live med sit E Street Band skabe den der stadionrock-sound, hvor et arsenal af musikere laver orgasme-ansigt til hinanden over, hvor vildt det hele er.
Men man er simpelthen nødt til at gabe så højt omkring forudsigeligheden og sluge så mange klichékameler, at poesien drukner. Bag brægende saxofoner, bare overarme og endnu en tekst med social indignation på autopilot. Det kan være svært ikke at føle bare en lille smule træthed over endnu en fortællingsomgang med tragedieramte ’rigtige mennesker’. Og at skulle høre, hvilket amerikansk bilmærke der i den pågældende sang agerer transportmiddel for vores duknakkede antihelt. Melodisk matcher han ikke de tidlige plader. Man savner simpelthen bedre melodier. I stedet lyder de nyere plader som regel bare godt. Fint. Fedt. Fred være med det. Det er rå musik optaget pænt. Forudsigelighed med tryghed på. Autenticitet i en æske. Måske er det heller ikke tilfældigt, at det netop er i en krisetid, at Bruce bliver hot igen. Så er det for en stund tid til at genfinde den sociale jordforbindelse og hyppe de historiske kartofler.”
LÆS OGSÅ: Tre Springsteen-sange, der holder, og tre sange, han skulle have givet til Bryan Adams
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
