PARIS - Paris er begyndt at ligne sig selv igen. En måned efter de værste terrorangreb i Frankrigs historie - der kostede 129 livet - er hverdagen så småt ved at vende tilbage.
Men alt er alligevel ikke helt, som det plejer at være. Hvert tilfældigt brag eller drøn på gaden, får folk til at fare sammen, og selv den mindste taske eller papkasse, glemt ved et stoppested, på en restaurant eller en togperron, kan nu skabe lange forsinkelser, fordi ingen længere tør undlade at tilkalde politi og minørkorps, der spærrer stedet af og sprænger alt mistænkeligt i stumper og stykker.
Stemningen kan bedst beskrives som en tilstand af undertryk angst og latent panik. For ingen er i tvivl om, at der vil komme flere attentater. Men ingen ved hvor eller hvornår.
LÆS OGSÅ: Dansk familiefar i krig i Syrien: Det er skræmmende let at slå IS ihjel
Jeg boede selv i Frankrig i midten af 90'erne, da Paris blev ramt af en serie islamistiske bombeattentater mod metro og RER-togene, der kostede adskillige menneskeliv og sårede snesevis af tilfældige parisere. Også dengang patruljerede militæret med kampvåben i gaderne, ligesom snigskytter og politi med maskinpistoler og skudsikre veste bevogtede alle strategiske bygninger og mindesmærker. Men i dag er angsten alligevel en anden.
Måske fordi bomber er mindre skræmmende, mindre frygtindgydende end koldblodige drabsmænd, der ser deres ofre i øjnene, mens de lukker grebet om aftrækkeren og tager livet af deres ofre. Et efter et. Uden at fortrække en mine. Som en landmand, der slår en syg kvægbesætning ned.
Og hvis man troede, at massakren på Charlie Hebdo og koshersupermarkedet HyperKasher i januar, der fungerer som en bloddryppende forpremiere på den dødedans, Islamisk Stat opførte i Paris' gader, er man helt galt på den.
For dengang følte pariserne og franskmændene sig som sådan også dybt berørt. Men som repræsentanter for de værdier, som Charlie Hebdo repræsenterede: ytringsfrihed, religionsfrihed og verdslighed. Det var så at sige, symboler, der blev angrebet. Ikke pariserne selv.
Men denne gang var angrebet hverken antisemitisk eller rettet mod satiretegnere, der - angiveligt - havde fornærmet profeten Muhammed. Angrebene var rettet mod såvel unge som ældre, mod både mænd og kvinder. Mod alle, der tilfældigvis befandt sig på gaden eller spillestedet Bataclan den skæbnesvangre aften.
Terroristerne gik ikke efter symboler som Eiffeltårnet, Louvre, parlamentet eller avenue des Champs-Élysées - steder som pariserne selv skyr. Men efter de steder, hvor pariserne selv holder til. Som min egen lokale take-away-biks Le Petit Cambodge, og baren over for Le Carillon hvor 15 unge måtte ladet livet. Og cafeen La Bonne Bière nede på hjørnet af min egen gade, hvor jeg tit har siddet på terrassen og nippet til et glas, mens min yngste datter sover i klapvognen, og min kæreste leger med den ældste i aftensolens sidste stråler. Vaskeriet og pizzariaet Casa Nostra overfor. Skudt sønder og sammen. Og en række andre cafeer i den sydlige del af det 11. arrondissement. Strøet til med kugler. Ikke fordi terroristerne skød uden at sigte, men fordi projektiler fra krigsvåben som kalasjnikovs fortsætter gennem kød, til de lejrer sig i træ, metal eller mursten.
LÆS OGSÅ: Kvinde i krig: ”At dø i Afghanistan er bestemt ikke meningsløst”
Eller Stade de France, hvor tilfældigheder tilsyneladende reddede de tilstedeværende fodboldfans fra at ende som ofre for de tre terroristers selvmordsbomber. Og endelig som det uhyggelige crescendo: spillestedet Bataclan, hvor alle pariser har været på ét eller andet tidspunkt i deres liv, og hvor jeg selv har hørt Bebel Gilberto synge af sine lungers fulde kraft for et par år tilbage. Men som nu står tilbage som et tyst gravmæle over de 89 tilfældige koncertgængere.
'Det kunne have været mig', siger alle parisere, når de ser sig i spejlet. For de fleste kender nogle, der har familie, venner, kollegaer eller bekendte, som enten er blevet såret eller ligefrem dræbt i attentaterne. Teorien om six degrees of separation bliver voldsomt indsnævret af så blodigt et terrorangreb.
Og det er præcis denne følelse, der nærer angsten og paranoiaen i dag i Paris. Og som er tydelig, når man tager metroen eller RER-togene til og fra forstæderne i dag. For allerede i de første dage efter angrebene var toge og busser igen fulde af passagerer. Ikke fordi folk havde lyst eller på nogen måde tror, at truslen er drevet over, men fordi de intet valg har. Fordi hverdagen er påtvungen. Og nødvendig. Heldigvis. For hverdagen kan ende med at blive det stærkeste våben, pariserne har mod de islamistiske fundamentalister terrorisme. Hverdagens rutiner dulmer sanserne, den daglige stress luller folk hen, så angsten ikke får lov at dominere. Og hvis angsten holdes nede, neutraliseres terrorangrebenes effekt.
Og Paris forbliver Paris.
LÆS OGSÅ: John Lennon: "Jeg har så mange fuldstændig sindssyge fans. En skønne dag er der en af dem, som virkelig elsker mig, men har en skrue løs, der gør noget frygteligt"
LÆS OGSÅ: Portræt af tvangsforføreren
LÆS OGSÅ: ”Første gang jeg rammer klipperne kæmper jeg vildt imod – anden gang er jeg livløs”
