Portræt af en lykkelig mand

Det kan snyde, sådan som Peter Sommer kommer gående. Klædt i sort, en mandag i januar og med et nyt album under armen, hvor de første linjer lyder:

”Lad mig forlade dig, før du forlader mig.”

Man kunne fristes til at tro, at her er endnu en sortsynet trubadur, hvor barndommen var forsømt, ungdommen skæv og voksenlivet fyldt af skuffelser. Men sådan er Peter Sommer ikke, og sådan er hans sange ikke. Tværtimod. Mens mange forskere mener, vi rammer bunden lykkemæssigt midt i livet, har Peter Sommer det omvendt. Han føler, at han i en alder af 45 er ankommet.

”I 10 år har jeg i interviews sagt, at jeg kom lidt sent i gang og lidt tilfældigt ind i det her show. At jeg kun kunne seks akkorder. Men nu vil jeg ikke sige det mere. Jeg har ellers egentlig altid haft det lidt stramt med det at træde op og underholde og tage ansvar for det show, som folk har betalt penge for. Det har været den lidt hårde del af det. Nu er det anderledes. Der har været en bevægelse, hvor jeg nu kan skride ud over mig selv og ikke være så forbandet bange for, hvad enhver i lokalet måtte tænke. Det afspejler sig i musikken. Jeg gør det, som jeg tror på, og som jeg tror på, er mig.”

Midt i den personlige glæde oplever Peter Sommer også stor professionel succes. Han har netop udgivet det nye album ’Stærk strøm over ujævn bund’ kun et år efter forgængeren ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’. Der er blevet åbnet for nogle kreative sluser. De to plader er lavet sammen med Sommers faste band, Tiggerne, og pladernes succes har gjort, at folk er begyndt at strømme til koncerterne igen – toppet med Orange Scene på Roskilde Festival sidste år.

”Hvis man har prøvet at være lidt ude, hvor der kom færre folk til koncerterne, så er det et stort rush, når det begynder at løbe den anden vej. Og det havde vi ikke noget behov for at stoppe. Da vi havde lavet den sidste session, var det bare at kigge i kalenderen og spørge hinanden, hvornår vi skulle mødes igen.”

Jeg har ellers læst, at mænd omkring de 40 år er mest ulykkelige og mere utilfredse end teenagere og pensionister?

”Det er jeg ikke medunderskriver på. Utroligt mange ting er faldet på plads for mig de sidste år.”

Hvad er bedre nu?

”Enten står man på scenen bag mikrofonstativet og gemmer sig og håber, det går. Eller også springer man rundt og forsøger at blive tydelig. Og det er det, jeg føler, der er sket. Jeg er blevet tydelig i det, jeg gerne vil, og det jeg ikke vil, og jeg er parat til at tage konsekvensen af det. Det, oplever jeg, er det, som betaler sig bedst tilbage i form af at have en god tid.”

Er det din største hemmelighed: At du er et lykkeligt menneske?

”Ja, det er det nok. Min kone siger også, at jeg er rimelig easy-going. Det er som oftest mol-baseret rock og kammermusik, vi laver, men jeg har altid forsøgt at relativisere tingene og sætte et lys for enden af tunnelen. Jeg vil gerne sætte en mulighed op over for umuligheden. Der er ikke nogen problemer så store, at man ikke kan løse dem. Det har jeg i hvert fald ikke oplevet i mit liv.”

Man kan forstå, hvordan misforståelsen er opstået. I 2013 udgav han fx pladen ’Alt forladt’. En plade, han selv betegner som desperat og tung, men også nødvendig. Den var nemlig et markant stilskift.

Fra at have haft trubadur-rollen med akustisk guitar blev lyden elektronisk, og stemningen og de helt konkrete tekster handlede om et forhold, der trods alle gode hensigter alligevel smuldrede fra hinanden, mens begge parter blot måtte se på. En af singlerne, ’Hvorfor løb vi’, blev til den måske mest præcise skilsmissehymne, der er lavet, med omkvædet: ”Hvorfor løb vi? Vi kunne have gået hele vejen”. Han spiller den stadig til koncerterne, selv om han synes, at det er spøjst at få folk til at synge med på den.

Selvom ’Alt forladt’-pladen var den, hvor han fik flest personlige henvendelser fra fans, begyndte det store publikum at sive. Især i yderkanterne af landet var det sværere at trække folk til.

De fleste føler nok, at Peter Sommer altid har haft et stabilt tag i især indiepublikummet, men selv har han oplevet større udsving. I flere forskellige konstellationer. For imellem den lidt lunkne modtagelse af ’Alt forladt’ fik han uventet stor succes med De Eneste To med vennen Simon Kvamm.

”Jeg stod lidt i mesterlære ved Simon og fik lov at stå på de store scener. Bagefter tænkte jeg, at alle de folk da måtte synes, det ville være spændende også at høre en soloplade med Peter Sommer. Men ’Alt forladt’ var et markant stilskifte. Og det viste sig at være svært at rykke publikum fra det ene til det andet. Når man har prøvet, at der ikke kommer nogen, tænker man over, hvad skal man nu. Ikke på den måde, at det handler om få folk til at komme igen, for det er en meget farlig spekulation. Men mere at det gav mulighed for at afprøve nye ting.”

Hans manager fik den ide, at Peter Sommer skulle vende tilbage til sit backingband Tiggerne, som han havde kendt gennem mange år, men som han ikke havde brugt på de seneste plader. De spillede en række koncerter, hvor de spillede hele albummet ’Til rotterne, til kragerne, til hundene’, og de fandt hurtigt melodien.

Han forlod også barndomsbyen Skanderborg og vendte tilbage til København. Han blev gift og lever, som han selv siger det, ”i et moderne ægteskab” med i alt fire sammenbragte børn. Nu er både livs- og spilleglæden vendt tilbage.

Sangskrivningen er blevet anderledes, og han har deltaget i en række kreative fællesskaber, hvilket blandt andet resulterede i, at navne som Bremen/McCoy, Jonas Breum og Bo Madsen fra det tidligere Mew bidrog på den foregående plade, mens han på den nye har samarbejdet om sangskrivningen med produceren Klaus Q. Hedegaard, og Tiggerne’ har også i højere grad bidraget.

”Jeg har bredt det meget mere ud fra blot at sidde i en sofa med en guitar og kaffe. Den her arbejdsproces har været væsentligt anderledes end at sidde i en sofa som en trubadur med en høstblomst i munden og kigge rundt og tænke: Hvad er der galt derude? Hvad er der galt derinde? Lad os være en smule venstreorienteret. Det har frigivet den her kreativitet.”

Hvornår ved man, at en sang er der?

”Man oplever det utrolig tidligt. Det er der, musik er uforklarligt. Det er ligesom at høre låget på en Cocio-flaske blive drejet af. Den der specielle klonk-lyd. Det kommunikerer med noget i kernen. Det slår sjældent fejl. Det er noget af det mest fantastiske ved arbejdet. Du sidder med guitaren en dum mandag klokken 10, spiller et par akkorder, bliver lidt nysgerrig på det, prøver at kvække lidt hen over det. Og så 10.05 har du måske skrevet en sang.

Det skete første gang, da jeg var 25 år og arbejdsløs. Det blev hurtigt til ’8-6-6-0’ (et af Sommers største hits, red). Jeg vidste bare, at det var noget, jeg kunne gøre resten af livet.”

Var det virkelig din første sang?

”Ja, det, synes jeg også selv, er lidt utroligt. Ikke mindst, når jeg hvert år får den der Koda-opgørelse og ser, at den stadig arbejder sindssygt godt for en. Men jeg havde taget utrolig langt tilløb til det inden. Jeg havde gået og tænkt, hvad fanden er det, folk skriver sange om. Jeg valgte at klynge mig til hiphop-idealet om, at man altid kan skrive sange om der, hvor man kommer fra.”

Der er sjovt, at du har kørt hiphop-idealet. Det er der nok ikke mange, der forbinder dig med.

”Det er så også det hiphop, der er i den, kan man sige. Det er ikke noget, jeg flager så højt, men jeg har altid været vild med hiphop, og jeg forstår godt, hvorfor det er blevet så stort. En af grundene, udover de ser godt ud og laver nogle fede shows, er, at det er en genre, hvor der er så meget plads til at fortælle historier på så mange forskellige måder. Det er lidt sværere at se ovre i den Dylanske ende. De er gode til at lave nye koncepter for en sang hele tiden. Og det er noget, jeg selv bestræber mig på.”

Vi har talt om, at det du er en lykkelig mand. Alligevel starter du med at synge: ”Lad mig forlade dig, før du forlader mig”.

”Hold kæft, det er en tung sang at starte med. Men som min producer sagde: Det er jo også bare en lejlighedssang. Alle har jo prøvet at forlade nogen og at blive forladt. Der er en ufortyndet afskedsfølelse. Det er en af de tekster, jeg er mest stolt af at have skrevet, og den kunne jeg ikke bare gemme ned i slutningen af pladen.”

Nummer to single, ’Vi, der valgte mælkevejen’, er vel nærmest også en hyldest til livet.

”Det er også en hyldest til Bjørn fra Bjarne Reuters’ bøger (titlen på sangen er taget fra bogen af samme navn fra 1989, red.). Han er bare den her ubekymrede dreng, som jeg altid har identificeret mig meget med, og den sang er lyden af 60’erne ude i Brønshøj. Det er et af de sjoveste numre at spille live.”

Da jeg så en koncert med dig forleden, tænkte jeg, at det var første gang i lang tid, at jeg så en rigtig rockkoncert. Og hvor det ikke var sådan noget plat rock.

”Plat rock kan nemlig godt være sådan noget, hvor det bliver så selvfedt. Hvor de tror, at de bare kan spille den her outro i ti minutter. Det der selvglade udtryk, der kan være i at spille rytmisk musik. Jeg tror, det er det, folk er blevet trætte af dybest set. Det prøver vi selvfølgelig så godt som muligt at holde os fra. Vi prøver at være intense. Vi går all in på de følelser. Jeg har i 15 år gemt mig bag en guitar og et mikrofonstativ, men nu er det slut. Jeg prøver at slå armene ud og slippe mig selv lidt løs i det.”

Når det gælder om at finde livsglæden midt i livet, hvad kan andre så lære af dig? Og måske især dem, som føler, at de bliver mindre med alderen?

”Man skal jo helt ned i Svend Brinkmann-form, før det kan bruges. Det skal helst være i bydeform. Når det var slemt, sagde min far altid: ”Tag nu ved”. Og det hadede jeg ham for dengang, men nu synes jeg egentlig, det er meget godt. Men jeg vil prøve at lave den lidt om til: Stå nu ved. Det er noget med at stå ved, den man er, og det man vil. Og så må man se, hvor langt det bærer, og hvem, der bliver hængende. Det lyder som den hårdeste vej, men jeg tror faktisk, det er den nemmeste vej. Det har virket for mig.”

Peter Sommer tager på Danmarksturné, der starter på Skråen i Aalborg den 18. februar.