Gunnar Liberoth er advokaten, der får dig skilt

Jeg plejer at sige til potentielle klienter: ’Det er bedst, hvis I kan klare det meste selv.’ Det kan lyde som et paradoksalt råd fra en skilsmisseadvokat, men min erfaring er, at når først man involverer advokater i sin skilsmisse, optrappes konflikten ofte – selv om det nok burde være omvendt.

På hver sin side af bordet sidder en person, der vil det bedste for deres klient, og advokater har det med gerne at ville have ret. Men dét, der er bedst for den ene part i en skilsmisse, kan være skidt for den anden, for børnene og for familien samlet set.

I en skilsmisse, hvor der er børn involveret, er der groft sagt tre punkter, man skal igennem: Selve separationen og et eventuelt ægtefællebidrag. Bodelingen, som er spørgsmålet om, hvordan parrets aktiver, herunder eventuel fast ejendom og anden formue fordeles. Og endelig er der dét, som for mig er vigtigst: børnene. Det er især de to sidste, som kan føre til konflikt.

Jeg blev selv skilt for 15 år siden. Det var ikke en slem skilsmisse, men jeg kan huske, at jeg blev kontaktet af en advokat, som slet ikke tænkte på, hvad der var bedst for vores børn. Jeg tænkte: ’Det her kan jeg gøre bedre.’ Når jeg rådgiver om skilsmisser i dag, er det vigtigste spørgsmål derfor altid: Hvad er bedst for børnene? Mærker jeg, at en potentiel klient ikke har det på samme måde, takker jeg nej til at være dennes advokat.

Nogle klienter kontakter mig meget tidligt, inden der er truffet en endelig beslutning om skilsmisse. Andre gange er fronterne allerede trukket så hårdt op, at jeg ikke kan gøre andet end at forsøge at nedtrappe konflikten efter bedste evne. Når jeg hører, at der er en anden advokat involveret, ringer jeg som regel for lige at stikke en finger i jorden: Kan vi finde en fælles retning, så forældrene kan komme hurtigt videre til gavn for børnene? I rigtig mange tilfælde løser vi tingene hurtigt og problemfrit. Andre gange er det desværre ikke muligt.

Folk kan blive uvenner over alt fra vigtige spørgsmål om børnenes bopæl og samvær med dem til ting, der kan synes helt irrelevante for udeforstående: Skal familiens brugte bil vurderes til 50.000 eller 70.000 kroner? Men når først man er kommet op i det røde felt, kan selv de mindste spørgsmål blive til et slagsmål. I de tilfælde er der indimellem ingen anden udvej end at lade sagen indbringe for enten familie- eller skifteretten.

Jeg plejer at sige til mine klienter, at man er nødt til at sluge en kamel eller to i en bodeling. Men begge parter skal helst føle, at de er blevet behandlet rimeligt. Det er svært fremadrettet at samarbejde om børnene, hvis man føler, at man er blevet snydt rent pengemæssigt. Og selvom bodeling og børn ikke bør hænge sammen, er min erfaring, at de to ting er uløseligt forbundet.

I børnesager vil mange mænd gerne have en såkaldt ’7/7-ordning’. Mange kvinder ser mere på, hvem børnene er mest knyttet til – og det er ofte moren, der har taget den længste barsel, måske endda gået hjemme og som oftest har taget barns første sygedag. Jeg anbefaler altid, at man indgår en forældrekontrakt. Den sætter rammen for alt fra de store spørgsmål, såsom bopæl og hvem der har børnene hvornår, til detaljerne: Holder man børnefødselsdag fælles eller hver for sig, og hvad sker der, hvis den ene forælder får en ny kæreste eller ægtefælle? Jo mere, man kan få ned på skrift, desto bedre.

Jeg tror på, at det er vigtigt at have sine følelser med, når man er skilsmisseadvokat. Jeg gør meget ud af ikke at vise dem for klienten, men hvis ikke jeg har følelserne med, er det svært at sætte sig ind i, hvad en familie går igennem, når far og mor skal skilles. Det kan være særligt svært ikke at blive påvirket i sager, hvor jeg kan se, at børn kommer i klemme mellem forældre, der ikke kan enes. Men jeg må også tilstå, at man får hård hud med årene.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Mænd