Kan han dræbe Sigurd?

”Jeg har været tæt på at sætte Bjørnen Bjørn på hylden flere gange. Måske 10 gange i løbet af de seneste 18 år. Jeg har aldrig været så tæt på, som jeg er nu. Skal jeg nå at bygge nogle andre store ting op, så skal jeg i gang nu,” siger Sigurd Barrett.

For 18 år siden skabte han en ny person i sin stue. Siden har han været forfulgt af børnevennen Sigurd og hans kompagnon Bjørnen Bjørn, der har sikret den engang usikre Barrett store succeser, men også blokeret for hans gennembrud til det voksne publikum.

Sigurd er en 49-årig mand, der danser om morgenen, opfører Melodi Grand Prix under aftensmaden, og tager på spontane bilferier til Baltikum med sine fem børn i sin minibus. Han blev landskendt som klaverspillende hyggeonkel i ’Sigurds Bjørnetime’ i 1998 og har været børnenes bedste ven i ternet jakkesæt og spraglet slips lige siden.

”Det her må man ikke sige i Jantelovs-Danmark, men nu gør jeg det alligevel: Jeg kan rigtig mange ting. Men det regner folk ikke med, de tænker bare, at Sigurd, det er ham med ’Bjørnen Bjørn er en bjørn…’ Faktisk har jeg skabt en succes, der er så stor, at den blokerer for andre ting.”

I dag skal han til Vejen mellem Kolding og Esbjerg for at opføre sit bibelshow, en børneforestilling med musik og et udpluk af bibelens historier foruden hånddukken Snapper. Han har ikke slips på, men er iført en sort T-shirt med teksten ’Sigurd fortæller bibelhistorier’ og trommer på rattet af sin Toyota Hiace, mens hans datter Ellinor og søster Karoline synger bibelsange i midten af minibussen, og vennen Palle bagerst i vognen forsøger at råbe chaufføren op:

”Har du overhovedet en adresse til GPS’en?” råber Palle.

”Vi kan også køre til Venedig, ha ha ha ha!” griner Sigurd og taster Vejen Kirke ind på GPS’en med den ene hånd og knipser rytme med den anden. Bilen kører forbi Damhuskroen, ned ad Roskildevej og slingrer lidt senere op på motorvejen.

Han fortæller, at han sidste sommer tog på kør-selv-ferie til Litauen, Letland og Estland i den med de fem børn, han har med ekskonen, operasangerinden Winnie Merete Barrett. Han fortæller, højere og højere for at overdøve bibelsangene, hvor befriende det var, bare at køre derudad uden hotelreservationer.

Hans anden bil, en sort Mercedes Cabriolet, kørte han sidste år galt i og måtte klippes ud af. Han fortæller, at det er skønt at kunne tage taget ned om sommeren. Det fortæller han om med så meget passion, at Toyotaen triller ud i motorvejens rumlerille.

Vejen når at dreje, inden Toyotaen og hele entouraget ender i rabatten. Sigurd hælder kaffe op i en medbragt kop og vender sig om i sædet for at nå mælken, hans storsyngende søster rækker ham.

Han har haft overvejelser om, at nogle kunne tro, at hans bibel-show er missionerende. Derfor er han omhyggelig med at understrege, at han ikke fremlægger bibelhistorierne som fakta, men udelukkende som historier.

”Det forventes, at jeg er en god dreng. Jeg skal ikke stikke næsen ret langt frem, før det bliver bemærket. Jeg kører i en åben Mercedes, jeg har en lækker, lyshåret 24-årig kæreste, jeg er blevet skilt. Den slags harmonerer ikke med børneunderholdning. Det er en balancegang, og der er mange ting, jeg gerne ville men ikke kan.”

For eksempel kan Sigurd ikke kanalisere depressioner ud via musik. Han kan kun prøve. Efter sin skilsmisse for fem år siden, optog han sig selv improvisere på Steinway-flygel i syv uafbrudte timer. Derpå sendte han båndet ind til sit pladeselskab, der var vilde med det. Men udgive det, ville de ikke.

”De ville gerne udgive det, bare ikke med mig. Sigurd, det er ham med sjovt jakkesæt og feel good. Ikke følsom piano-impro. Nu ligger der syv timers optagelser med den største kunst, jeg nogensinde har lavet, i en kasse et eller andet sted, som ikke kan udgives på grund af mit brand.”

Toyotaen står parkeret omme bag kirken, og en kirketjener i fleece har taget godt imod Sigurd, Karoline, Ellinor og Palle. I kirken sidder allerede Sigurds to musikere, en trommeslager og en bassist, og er klar til lydprøve.

”Nu har du taget Bjørnen Bjørn med, ikke?” spørger kirketjeneren Sigurd bagefter.

”Nej, det er Snapper, der er med i dag.”

Palle går over i sognegården for at stille Sigurds merchandise frem, de T-shirts, bøger og CD’er, han er med på turen for at sælge. De andre går op på kirkens førstesal og spiser de af kirketjeneren fremsatte smørrebrød, mens Sigurd går ud og sætter håret. Det skal stryges helt tilbage, så han kommer lidt vand i for at gøre det medgørligt. Kigger sig i spejlet. Sigurd har ar fra akne.

Engang var han nemlig en storbumset teenager i Viborg, der spillede klaver til suppe-steg-og-is-fester iført hvid smoking og rød butterfly. Han turde ikke spille sine egne numre, som han har skrevet, siden han var seks år gammel, men spillede kun Shu-bi-dua og Kim Larsen. Imellem numrene var han for genert til at sige noget.

I skolen blev han mobbet. Han kan på grund af skelen kun se med det ene øje og blev derfor aldrig god til boldspil. De andre gad ikke høre om hans musik og slet ikke om hans tro på egne evner. Og så kommer usikkerheden også af en nærmest altoverskyggende afvisning tidligt i livet: Han blev bortadopteret ved fødslen.

”Det har givet mig nogle store, eksistentielle overvejelser. Har jeg overhovedet lov til at leve i denne her verden som adoptivbarn?”

Da Sigurd Barrett var 20 år gammel, blev hans plejeforældre skilt. Han følte en trang til at gøre noget vildt og rejste så til New York alene med en rygsæk. Her brugte han to uger på at gå op og ned ad Manhattan. Hvad skulle han gøre af sig selv? Det var først, da han kom hjem, han kom til et gennembrud.

Til et spillejob, han havde i Aarhus, fandt han på at optræde som amerikaner. Sigurd Barrett fra Viborg var genert og jantelovsramt, men Sigurd Barrett fra USA gik i glimmerjakke, jokede med publikum og levede et liv med sprut, cigarer og damer. Den amerikanske Sigurd blev lynhurtigt en populær kultfigur i Aarhus, og den anden Sigurd Barrett-inkarnation var født.

En fejlslagen tv-udgave af pianoshowet senere kom han på en ny idé. Han var blevet far og tænkte, det kunne være sjovt at lave noget med børn. Derfor byggede han nogle kulisser af pap og brædder, satte dem op omkring sit klaver i stuen og filmede et demoprogram med sig selv. Ikke som den nervøse Sigurd, heller ikke som den amerikanske showman Sigurd, men som den storsmilende, børnevenlige Sigurd, der havde taget sin bamse, Bjørnen Bjørn, med.

Det er 18 år siden, at ’Sigurds Bjørnetime’ første gang var på tv, og nu står han ved et alter og har 200 børn stirrende på sig, mens hånddukken Snapper skiftevist viser sig og gemmer sig bag prædikestolen.

”Okay, jeg kigger én gang til så,” siger Sigurd og vender sig mod prædikestolen, lige lidt for langsomt til, at han når at se Snapper. Børnene jubler og peger. De elsker Sigurd.

Et af børnene har en Bjørnen Bjørn knuget ind til sig. Den er noget mindre end den rigtige, for de bliver nemlig ikke solgt i originalens størrelse. Der findes fire rigtige Bjørnen Bjørn: Sigurds egen, som han fik som barn, og tre kopier lavet på en systue i Kina. De tre kopier opbevares tre forskellige steder. På den måde vil der stadig være en Bjørnen Bjørn, selv hvis Sigurd mister den ene, den anden bliver stjålet, og den tredje forsvinder i en brand.

”Bare engang imellem kan jeg godt sige til mig selv ’åh for helvede. Skal det nu være med den bjørn igen?’ Hvorfor tror alle, at det er alt, jeg kan? ’Husk nu at have bjørnen med, og nu har du dit ternede jakkesæt på, ikke?’ Omvendt er det et brand, jeg har fundet på selv. Der er ikke nogen, der har påduttet mig det. Det svarer til, at Lars Larsen undrer sig over, at folk ikke spørger, om han vil sælge spegepølser.”

Samtidig er Sigurd meget taknemmelig for alt det, Bjørnen Bjørn har gjort for ham. Bjørnen og børnene har givet ham mulighed for at opleve og gøre ting, der er mange forundt. Han har optrådt i 17 lande, udgivet 14 cd’er, 16 bøger og VHS’er og DVD’er. Han har modtaget en række priser for sine evner som musikalsk formidler, solgt 500.000 album og han har været på tv i 18 år. Alt sammen noget, han er stolt af. Alligevel er der noget, der går ham på.

”Der er et enormt pres for, at jeg ikke træder ved siden af. At jeg altid er perfekt børnevært. Men selvfølgelig er jeg ikke altid det. Ligesom alle andre mennesker, kan jeg ikke leve efter de ti bud, selvom jeg gerne ville,” siger Sigurd Barrett.

”Jeg synes det bud, der er det sværeste, det er det med misundelse. Det er en grundmenneskelig ting, i hvert fald i mig, ikke altid at kunne være tilfreds med det, jeg har. Jeg kan kigge på folk, der er gift og har en kernefamilie, og være misundelig. Jeg kan også være misundelig på nogen, der opfører en seriøs klassisk koncert eller spiller noget fed jazz.”

”Jeg kan kigge på nogen, der bliver spurgt om at komponere titelmelodien til den nye, store DR-serie. Jeg kan kigge på nogen, der spiller i Glassalen eller Musikhuset i Aarhus, og være misundelig over, at det ikke er mig, der er blevet spurgt. Og hvis jeg bliver spurgt, så er det kun, hvis jeg tager Bjørnen Bjørn med.”

Sigurd kan ikke være vred eller politisk. Han kan ikke gå i byen og drikke sig fuld offentligt. Han kan heller ikke være deprimeret eller blive skilt, altså karakteren Sigurd, men det kan privatmennesket Sigurd Barrett.

”Det var rædselsfuldt at blive skilt. Det var en dyb krise i mit liv, der pillede ved hele min selvforståelse og hele min verden. Men der var ingen vej udenom. Alt var prøvet. Vi sendte en pressemeddelelse ud, og så måtte jeg simpelthen tage væk. Jeg tog op til Nordsverige for bare at være alene. Og for at tænke.”

Hvad tænkte du over?

”Om livet overhovedet er værd at leve. Det var så stor en omvæltning, at jeg ikke vidste, om jeg kunne se nogen vej videre frem.”

Spillejobsene forsvandt ikke af den grund. Dér måtte man smile og synge ’her er vi igen, så sæt dig ned min ven.’ Og selvom det kunne virke meningsløst i bilen på vej derhen, var tiden på scenen et frirum: Der var ingen telefoner, der ringede, ingen mørke tanker i hovedet. Børnene kan lide Sigurd, og Sigurd kan lide børnene. Dog ville selv samme Sigurd Barrett ønske, at han kunne få samme succes hos de voksne.

På motorvejen på vej hjem nærmer baglygterne på en lastbil sig faretruende, men Sigurd når lige at dreje forbi. Set-uppet til koncerterne er, at Palle står for at tage imod pengene og Sigurd står ved siden af og skriver autografer og får taget billeder.

”Der er noget jomfrueligt over Sigurd-karakteren, så det ville være forkert, hvis jeg stod og tog penge ud af hænderne på børn,” siger Sigurd, inden Sigurd Barrett tager over og fortæller lidt om, hvor meget og hvor lidt, man kan tjene som musiker i dag, og at børneshowsne er den økonomiske rygrad, der får tingene til at flyde.

Midt på Fyn snakker Sigurd og søsteren Karoline om, at det er blevet foreslået, at Sigurd skulle være gæste-DJ på heavy metal-festivallen Copenhell. Selvom forslaget nok var ironisk ment, virker det til, at Sigurd reelt overvejer det. Han joker og knuger fingrene om rattet, ser vred ud og synger hæst:

”Her er vi igen, sæt dig ned min ven, for nu det Sigurds satan-time.”

Karoline griner.

”Det er altså fedt, når du bryder med det dér image,” siger hun

”Det synes jeg også,” siger Sigurd Barrett og bliver stille.

For nogle er børneunderholdning ikke lige så fint eller ’rigtigt’ som voksenunderholdning. Sigurd har tournéret i Kina med DR Radiosymfoniorkestret og med sin Bjørnetrio i Rusland, for at nævne et par ting, men det får aldrig samme omtale eller respekt som ”rigtig” musik.

”Der er nogle, der bruger det med børneunderholdning som et springbræt. Casper Christensen for eksempel. Han startede med at lave børnetime. Jacob Riising også. Så jeg har selvfølgelig også tænkt, om jeg skulle stoppe med børneunderholdning og forfølge noget andet i stedet. Blive endnu dygtigere til at spille jazz eller komponere, men det er endnu ikke blevet til mere end tanken,” siger Sigurd Barrett.

”Jeg har jo altid haft noget kørende. Hver gang jeg er ude at optræde, er der masser af folk, fordi det er noget med børn. Det er selvforstærkende. Nu bliver jeg 50 næste år, så det kan godt være den perfekte anledning til at genoverveje den slags ting.”

Er det for sent at skifte karriere?

”Det ved jeg ikke. Men jeg overvejer, om det her Danmarkshistorie-projekt skal være mit sidste projekt med børn. Det her gigaprojekt kunne sagtens være mit hovedværk. Mit slutepos.”

Hvad skulle du så lave bagefter?

”Det ved jeg ikke. Der er simpelthen så meget, jeg gerne vil lave. Skrive klassisk musik, lave musik til tv-serier. Alt muligt.”

Så lad mig spørge dig om noget: Kan du dræbe Sigurd?

”Det ved jeg nemlig ikke, om jeg kan. Spørgsmålet er også; vil jeg dræbe Sigurd-karakteren? Nu har jeg brugt et helt liv på at bygge det op. Så det er klart, at jeg tænker på, hvordan mit liv ville være, hvis jeg droppede det hele.”

--------------------------------------------

Sigurd Barrett

Født 1967 i Rødovre, men voksede op i Viborg.

Cand. phil. i musikvidenskab fra Aarhus Universitet med speciale i russisk rock.

Spillede klaver første gang som toårig, skrev sin første sang som seksårig og havde sit første professionelle spillejob som 12-årig.

Spillede i 80’erne i disco-bandet California.

Spillede i 90’erne i latinjazz-bandet Trio de Janero og Leo Mathisen-coverbandet Sigurd Barrett and the Cigars, foruden crazy comedy showet ’Sigurd Barrett Piano Show.’

Fik sit folkelige gennembrud med tv-programmerne ’Sigurds Bjørnetime’ og ’Hit med Sangen’ på DR1. Siden har han været med til at skabe tv-programmerne Sigurd & Symfoniorkesteret, Sigurd & Big Bandet samt Sigurd og Operaen som introducerede børn for henholdsvis klassisk musik, jazz og opera.

Arbejder for øjeblikket på ’Sigurds Danmarkshistorie’, som indeholder en bog, film og et Ipad-spil.

LÆS OGSÅ: Jesper Stein gør fiktive drab troværdige

LÆS OGSÅ: Den aften Beatles stoppede tiden i Vejle

LÆS OGSÅ: På comeback-tourné med Saybia