Hvornår gik det op for dig, at du havde et talent?
”Jeg spurgte engang guitaristen, sangeren og sangskriveren Mark Knopfler i et interview, hvad grunden til hans succes var. Han smilede og sagde: ’En blanding af talent og hårdt arbejde… 10 procent talent og 90 procent hårdt arbejde!’ Det var et meget dækkende svar, som jeg selv kan nikke genkendende til, for efter jeg havde indspillet de første seks-syv plader i min karriere, var jeg stadig ikke tilfreds med mig selv. Det var først, da jeg indspillede min syvende single, at jeg følte, jeg levede op til mine egne drømme. Da jeg stod i studiet og indspillede en sang, der hedder ’Answer Me’, fik jeg gåsehud over det hele. Det er vist også den eneste sang, jeg nogensinde har lavet i one take. Da jeg hørte mig selv, tænkte jeg: ’Ja, det er sådan, jeg skal lyde!’. Den blev – paradoksalt nok – et flop."
Har du et ar, der fortæller en historie?
”På min venstre hæl og læg har jeg et langt ar, der fortæller, at man, når man har rundet de 70, ikke skal tro, man stadig er 18 år, selvom man indimellem føler sig sådan. Jeg spillede fodbold med mine børnebørn og driblede rundt om dem på kryds og tværs. Men hovmod står for fald. Jeg skulle foretage en smart vending, da det sagde slam i læggen. Et par timer senere lå jeg på operationsbordet og fik syet min akillessene sammen.”
Hvem har motiveret dig mest?
”Elvis Presley var den helt store drivkraft for mig, da jeg var ung. Han havde noget, som gik direkte i blodet på mig. Jeg var omkring 15 år, da jeg skrev mine første sange, og faktisk skrev jeg i begyndelsen af 60’erne en sang, jeg ville sende til Elvis. Jeg forsøgte endda at komme i forbindelse med hans pladeselskab. Det lykkedes heldigvis ikke. De ville jo have grinet sig ihjel.”
Hvad er den kæreste ejendel, du har mistet?
”Jeg skrev i begyndelsen af 60’erne et sanghæfte med alle de sange, jeg komponerede hen ad vejen. Det hele var sirligt håndskrevet med fyldepen og med små kommentarer om inspirationen til teksterne og melodierne. På et tidspunkt, hvor jeg ikke gik så højt op i bevarelsen af gamle minder, er det desværre forsvundet under en oprydning. Det kan jeg da godt ærgre mig over.”
Keld Heick er født 1946, er sanger og sangskriver. Han begyndte karrieren som frontmand i gruppen Keld & the Donkeys, som for alvor brød igennem med sangen ’Ved landsbyens gadekær’. Har vundet ni sejre ved Dansk Melodi Grand Prix som sangskriver. Er i dag en del af duoen Keld & Hilda med hustruen Hilda Heick. Bor i Trørød og er far til Annette Heick.
Hvad er den vigtigste beslutning, du nogensinde har truffet?
”Efter en otte timer lang optræden i 1979 mistede jeg stemmen. Næste dag opsøgte jeg en halslæge, som på stedet ville indlægge mig, så jeg var godt klar over, at det var alvorligt. Jeg blev indlagt på Rigshospitalet og opereret. Min stemme kunne ikke længere holde til at synge så meget. Jeg måtte finde på noget nyt. Keld & Hilda havde et par år forinden haft et stort pladehit, og jeg havde længe drømt om, at vi kunne optræde professionelt sammen. Hilda siger nogle gange, at hvis jeg ikke havde mistet stemmen, er hun ikke sikker på, at vi ville være gift i dag. Vi fik aldrig rigtigt talt sammen, for jeg kom dødtræt hjem efter at have været afsted i flere dage, sov hele dagen, og så tog jeg afsted igen. Så selvom det kan lyde mærkeligt, er jeg taknemmelig for, at jeg mistede stemmen dengang.”
Hvilket nederlag har gjort dig mest ondt?
”I 1992 købte Hilda og jeg Nykøbing Falster Revyen. Det gik fint i vores første år, og vi var glade og stolte. Men året efter gik alt galt, og vi endte med et underskud på over en halv million. Instruktøren John Martinus kom dårligt ud af det med skuespillerne. Til sidst blev vi nødt til at bede ham blive væk. Desværre blev publikum også væk på grund af de – helt fortjente – forfærdelige anmeldelser. En aften kom John Martinus uanmeldt brasende ned i graderoben og overfusede alle. Jeg stod med et program i hånden, og til sidst løb temperamentet af med mig, og jeg stak ham én med programmet. Se og Hør ringede mig op og spurgte, om jeg havde været oppe at slås med instruktøren. Jeg svarede, at jeg ikke anede, hvad de talte om. Bagefter ringede de til John Martinus og sagde, at jeg havde fortalt dem alt. Han røg i med begge ben og bekræftede historien – også i Ekstra Bladet. Så folk blev nysgerrige, og den sidste måned havde vi helt udsolgt. Men det var desværre for sent.”
Hvilken Melodi Grand Prix-sang betyder mest for dig?
”Det er sjovt nok den, som blev den største fiasko internationalt: ’Under stjernerne på himlen’. Den kom dog først til at betyde rigtigt meget for mig, da jeg hørte Rasmus Seebachs version af nummeret. Det var desværre lang tid efter, at Tommy Seebach var død, så han kunne ikke selv opleve det. Da jeg hørte Rasmus synge den, blev jeg bare så rørt, for han synger den så ærligt, rigtigt, smukt og følsomt. Der tænkte jeg: ’okay, det må være den bedste Grand Prix-sang, jeg nogensinde har været med til at skrive.’”
Er du bange for at dø?
”Jeg tror, de fleste af os er lidt bange for at dø. Men jeg er langt mere bange for den dag, hvor min bedre halvdel og jeg for altid skal sige farvel til hinanden, fordi en af os skal herfra. Jeg håber bare, at det må blive min tur først, for jeg er sikker på, at Hilda vil kunne klare sig langt bedre alene end jeg. Men jeg vil helst skubbe tanken fra mig. Jeg håber, vi må have mange gode år sammen endnu. Vores glæde ved livet er i hvert fald usvækket.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Musik
