Fortalt af Thomas Mogensen, 41 år, kontanthjælpsmodtager
"Det var forfærdeligt at se mit firma gå ned. Det hed Mogensens Handelsfirma. Jeg lavede facaderenovering. Sandblæsning og sådan noget."
"Jeg er selvlært, og det startede med, at nogle af mine venner bad mig hjælpe dem med et fundament, og efter dem bad nogle andre venner om hjælp og så nogle andre. Så oprettede jeg et firma. Det var gode tider. Folk tog lån i deres huse for at renovere facaden."
Annonse
"Så kom finanskrisen. Det hele smuldrede på en måned. Skat var efter mig, min revisor kunne ikke aflevere regnskab, og jeg havde brugt mine momspenge til at leve for. Firmaet gik konkurs."
"Jeg blev smidt ud af min lejlighed i Høng på Vestsjælland. Jeg flyttede ud hos en af mine venner, som har en lagerhal. Jeg boede på hans kontor. Der var hverken vand eller bad. Det hele var noget lort. Alt var modgang, modgang, modgang. Skat ville hente mine ting. Jeg følte mig jaget."
"Jeg besluttede at forlade det hele. Jeg tog nattoget til København. Det var en befrielse at forlade Høng. Jeg ved, at jeg har rygrad, og at jeg kan klare mig alene. Jeg har boet seks år i England, hvor jeg tog over for at forfølge min drøm om at være bartender i London."
"Det endte med, at jeg blev manager på en irsk pub. Jeg arbejdede meget, men jeg klarede mig. Det vidste jeg, at jeg også ville kunne i København."
"I storbyen ville ingen kende mig. Ingen ville sige: ”Hvad er der galt?” ”Skal vi ikke hjælpe dig?” Sådan var det med min familie og mine venner i Høng. De mente det selvfølgelig godt, men jeg følte mig presset fra alle sider. Lige meget hvem jeg snakkede med, var det negativt. ”Kom nu op på hesten igen!” Jeg skulle ikke op på nogen hest. Jeg var bare træt. Jeg gad ikke mere."
"Jeg fortalte ikke til nogen, at jeg tog til København. Mine venner og familie troede, jeg var gået ud i skoven og havde begået selvmord. Men selvmord har jeg aldrig overvejet. Og selvmord var det eneste alternativ til at blive hjemløs."
Annonse
"Da jeg stod på Københavns Hovedbanegård, tænkte jeg ikke på andet end at finde et sted at sove. Jeg gik lidt rundt og endte på Kultorvet, hvor jeg lagde mig på en bænk. Det var pissekoldt. Sneen lå over det hele."
"Om natten kunne jeg kun koncentrere mig om at holde varmen til næste morgen. Det var gået så stærkt med at komme hjemmefra, at jeg ikke havde tænkt på at få en sovepose med."
"Alt, hvad jeg havde taget med, havde jeg i en plasticpose: sko, underbukser, sokker og sikkerhedstøj, så jeg ville kunne lave et stykke arbejde, hvis noget tilbød sig."
"Jeg havde efterladt slips og fjernsyn, dvd-afspiller, møbler og cd’er, alt det, man sparer sammen til igennem et liv. Og min racercykel. Det er nok den, jeg savnede mest. Jeg efterlod også en masse regninger, nogle af dem havde jeg åbnet."
"De to første dage gik jeg rundt i min egen verden. Jeg havde det godt nok. Jeg var Palle alene i verden. Det var befriende. Det eneste, jeg tænkte på, var at få penge til smøger."
"Det var koldt, men der var fred og guldbajere. Jeg anede intet om, hvordan man skulle opføre sig som hjemløs. Jeg stjal noget toastbrød, og jeg samlede flasker, så jeg havde råd til at købe smøger, billig-øl og en hønsesalat."
"Jeg vidste ingenting om herberg og gratis måltider og Hus Forbi. Jeg fandt ved et tilfælde nogle bænke, der stod i et sideafsnit på Østerport Station, hvor jeg kunne sove uden frygt for at blive sparket i ansigtet."
Annonse
"Der var nætter, hvor jeg ikke turde sove, fordi det var så koldt, at jeg var bange for at fryse ihjel. Så gik jeg rundt og prøvede at finde en opgang, hvor jeg kunne ligge og få varmen. Det var svært."
"De fleste steder er aflåst i København. Men jeg fandt ud af, at Hovedbanegården er åben til klokken to om natten, og at der uden for Tivoli er nogle riste, som al den varme luft bliver lukket ud igennem. Hvis man ligger der, kan man holde varmen. Men de fleste af dem var allerede taget af andre hjemløse."
"De første dage var jeg ikke så snakkesalig. Jeg mødte en hjemløs, som gav mig en sovepose. Han havde et par stykker. Efter nogle dage så jeg en gruppe hjemløse ved Vesterport Station."
"Jeg havde ikke en krone, jeg var ubarberet og beskidt i tøjet. De stod og snakkede og drak. Jeg gik over til dem og bad om at låne en smøg. Der var jeg kun 5 % oppe. Der var ikke noget tilbage af mig. Jeg tænkte ikke på andet end at sove i en seng."
"Man sover ikke godt på gaden, for man har hele tiden det ene øje åbent. Jeg savnede et bad og en tandbørste og rene underbukser og sokker. Og jeg savnede varm mad og kartofler. Jeg gad ikke mere. De hjemløse gav mig et par bajere. De fortalte mig om Himmelekspressen i Sydhavnen. Det er et herberg, og jeg tog derned og gik direkte i seng. Klokken var seks om aftenen. Jeg var helt smadret."
"På Himmelekspressen mødte jeg mange sjove mennesker. Og jeg fandt ud af, at man skal teame op med en makker. Det er en anden hjemløs, som man føler, man har noget til fælles med. Så går man rundt sammen og deler det, man tigger sig til eller får for flas-kerne. Det er nemmere, og man beskytter hinanden. Der er meget klikedannelse blandt hjemløse, og man skal lige lære, hvem banditterne er."
"Jeg var 12 måneder på Himmelekspressen. Så var det nok. Jeg ville have mit eget sted igen, hvor jeg ikke blev smidt ud i løbet af dagen. Kommunen henviste mig til herberger, men dér boede alkoholikere og narkomaner."
"Så jeg fandt et hotel på Frederiksberg, hvor jeg lejede et værelse for 4.900 kroner om måneden. Det var ret pebret, selv om jeg var begyndt at få bistandshjælp."
"De andre beboere var normale mennesker, der gik på arbejde hver dag. Efter ni måneder fik jeg stillet en lejlighed til rådighed i Husum. To værelser med have. Jeg vil gerne være selvstændig igen i facaderenovering, men jeg skylder penge i skat. 161.376 kroner."
