Ingen pokaler, ingen problemer: Derfor er det fedt at være fan af et halvdårligt hold

For nogle uger siden lå jeg og så lidt Serie A-fodbold. Oprykkerne Spezia imod mit yndlingshold Sampdoria. Et lokalopgør i gråvejr, som de færreste neutrale ville nyde. Sampdoria burde vinde sådan en kamp imod et upåagtet hold med et væsentligt lavere budget.

Den triste affære endte både med et nederlag og et rødt kort. Det hele var lidt, ja, ynkeligt. Men det er ok. Der skal nemlig være plads til middelmådighed i livet.

Jeg har holdt med Sampdoria i godt og vel 20 år. Før det flirtede jeg med Fiorentina på grund af et vildt Championship Manager-spil, men da jeg engang besøgte Sampdorias hjemby Genova, mødte jeg en fan, som skaffede mig en billet til en hjemmekamp imod Atalanta.

Jeg fik lov at sidde med klubbens ret fredelige ultras, og det betød intet, at Sampdoria også tabte den dag. Jeg var solgt. Og så gjorde det jo ikke noget, at klubben havde – og stadig har – verdens flotteste trøje.

Sampdoria er aldrig i nærheden af at vinde Serie A. Eller Coppa Italia for den sags skyld. Aldrig. Det er en del år siden, de vandt et trofæ. De fleste år ender de et godt stykke over nedrykningsstregen og et godt stykke under de pladser, der giver adgang til europæisk fodbold.

I skrivende stund er de ikke langt fra at rykke ned, men det tager man ikke så tungt. Det plejer jo at gå. Der er med andre ord ikke det store på spil, og det er lige præcis, hvad jeg holder af. Det er som oftest middelmådigt og udramatisk.

Vælg det gode, acceptér det kedelige

Middelmådighed står per definition ikke i høj kurs. Men middelmådighed behøver ikke bare være dét, der ikke er enestående. Middelmådighed er bare dét, der er fint nok, og det stiller jeg mig tilfreds med i mange sammenhænge i livet.

Det er ikke, fordi man ligefrem skal stræbe efter middelmådighed. Når det kommer til kunst, er middelmådighed det absolut værste, fordi det dermed er ligegyldigt og forglemmeligt. Så hellere kunst, der deler vandene eller er dårligt, fordi der er taget chancer.

Når det kommer til mad, vil jeg selvfølgelig også hellere have lækker mad, hvis jeg kan vælge. God kaffe vil jeg ikke undvære. Jeg drikker jo heller ikke Slots Pilsner længere. Middelmådighed skal ikke efterstræbes. Men jeg ville være ked af, hvis jeg blev så fin på den, at jeg ikke kunne drikke en middelmådig filterkaffe, jeg blev budt på.

Hver morgen spiser jeg en halvkedelig omgang yoghurt, og på den måde er det fint nok, at nogle oplevelser slet ikke er oplevelser, mens andre lagrer sig i hukommelsen og en dag bliver til kære minder. Hvis alt er exceptionelt, er der intet, der er exceptionelt, lyder klichéen. Og den passer.

Men hvorfor nøjes med middelmådigheden i sport, kan man så spørge?

Inflation i sport og spænding

Drama i sport er herligt. Ingen tvivl om det. Jeg har råbt min andel uværdige skældsord ad både fjernsyn og dommere, og jeg har både i denne og i sidste måned været decideret rørt over sport. Hvis jeg ser en atlet græde, får jeg ofte selv tårer i øjnene. Tag bare Rafael Nadals triumf ved Australian Open i januar.

Men jeg får pulsen rigeligt op bare af at se de danske landshold. Jeg har ikke brug for spænding hele tiden. Sportens rolle i mit liv er ikke at skabe eller kompensere for noget, jeg mangler i hverdagen. Sport er i højere grad en kilde til afslapning eller en anledning til at mødes med venner.

Det handler imidlertid også om, at der er gået inflation i spændingen i fodbold. Der er så meget fodbold, altså sindssygt meget fodbold, hele tiden. Det stopper aldrig.

I konkurrencen om seerne slår kanalerne – ud over stjernerne og danskerne i de forskellige ligaer – på sikre kort som tradition og intensitet. Særligt i Premier League sælges produktet på intensiteten, og man mærker, at englænderne har flest penge til tv-produktionen.

Det er værd at huske på, at dét, man hører i fjernsynet, netop også er en produktion. Det er trods alt underholdning, selvom det for mange af os kan være meget mere end det.

I kombination med kommentatorer, der skal bidrage yderligere til en let oppisket stemning ved at omtale flotte detaljer som “vanvittige”, er det nok til at blive udmattet. Når man troede, man bare skulle slappe af til Brighton imod Watford, bliver det næsten for opskruet. Selv en blockbuster med Dwayne Johnson kan jo heller ikke have actionscener hele tiden.

Det er selvfølgelig bare mit problem. Hvis det overhovedet er et problem. Lad os vende tilbage til Blucerchiati, som mit elskede Sampdoria bliver kaldt.

Et hold af bryggere, bombere og klimabeskyttere

“Hvorfor tvivle på det stille livs gode eksempel?” skrev den stoiske tænker Seneca for et par tusind år siden. Det er vand på min mølle, da jeg er meget glad for at ligge i sofaen. Ligesom i sport må der gerne ske noget i livet, men det behøver ikke være meget eller hele tiden.

I hvert fald ikke i dramatisk forstand. Først corona og nu Ruslands invasion af Ukraine... Der sker rigeligt derude.

Så hvis det ikke er spændingen, der driver min romance med Sampdoria, hvad er det så? For det er vel ikke håbet om medaljer eller trofæer? Nej, aldrig. Vi vinder ikke noget, det kommer ikke til at ske. En kvartfinale i Coppa Italia er det længste, man kan nå.

Og så er der det enkelte freak-år, som nogle gange indtræffer, hvor man kan være heldig at snige sig med i europæisk fodbold. Som det skete med hjælp fra den fuldkommen magiske angrebsduo Cassano/Pazzini i sæsonen 2009/2010.

Mest af alt er det de mindre ting, som får lov at fylde mere. Nogle eksempler:

Det var kæmpestort at se Fabio Quagliarella blive capocannoniere, topscorer i Serie A, som 36-årig i en ellers, ja, middelmådig sæson. Særligt efter alt hvad han har været igennem med en seriøs stalker.

Det er en udsøgt fornøjelse at have en elegantier som Mikkel Damsgaard i truppen (og kom nu snart tilbage fra den skade, Mikkel).

Det er inspirerende at have den norske slider Morten Thorsby, som samtidig er herrefodboldens fremmeste klimatalsperson.

Det er bekræftende at opleve den kreative kantspiller Antonio Candreva spille sin bedste og mest inspirerede sæson nogensinde.

Det er underholdende at have en entusiastisk bomber som Caputo, der bruger sin fritid på sit bryggeri med speciale i øl, der smager af brødet fra angriberens hjemstavn. Man ser det endda i hans jubelscene, hvor han lystigt lader, som om han bæller en bajer.

Til Africa Cup of Nations var det stort for klubben at have forsvarsspilleren Omar Colley med for Gambia.

Midt i middelmådigheden tager man intet for givet. De små ting får lov at træde frem.

Større kontrakter i større klubber

Som fan af et middelmådigt hold er det lige dele flatterende og frustrerende, når større hold viser interesse for en spiller eller træner. Sådan er det også at være Sampdoria-fan: Holdet skal hele tiden genopbygges, fordi de bedste spillere hurtigt bliver solgt.

Af samme grund har silkepoten Mikkel Damsgaard valgt klubben: Mulighed for ret fast spilletid i en god liga, hvor han kan modnes taktisk og fysisk, før en større klub kalder.

I VM-finalen 2014 var to Sampdoria-spillere med: Argentinas målmand Sergio Romero og den tyske forsvarsspiller Shkodran Mustafi. Okay okay, Romero var udlejet til Monaco på det tidspunkt, og Mustafi kom slet ikke på banen. Men det var stort for klubben, og begge spillere tog selvfølgelig videre til større kontrakter i større klubber.

Det samme gjorde Bruno Fernandes, Patrick Schick, Mauro Icardi, Lucas Torreira, Milan Škriniar, colombianerne Duván Zapata og Luis Muriel og mange andre.

Hvis man er god nok, tager man videre. Men vi fans tager med dem og tager del i æren, når de gør det godt i deres nye, større klubber. Hvis de flopper, er vi klar til at byde velkommen med åbne arme. No hard feelings.

Det føles selvfølgelig bedre, når Sampdoria vinder. Så drikker jeg kaffe af min Sampdoria-kop og tager Sampdoria-halstørklædet på, når jeg skal på italiensk restaurant. Men det ødelægger ikke min dag, når de taber, for jeg vant til, at de ofte falder igennem, og det er okay. De gør, hvad de kan.

Sidste år viste en undersøgelse af unges mentale helbred foretaget af Psykiatrifonden, at over halvdelen af de unge føler et stort pres for at toppræstere på alle livets parametre. Altså være dygtig i skolen, have de rigtige venner, se godt ud osv. Alt dette for bare at føle sig god nok. Det er et vanvittigt pres for at have en hæderlig dagligdag.

Livet er svært og krævende nok i forvejen. Nogle gange må tingene godt være middelmådige.

Forza Sampdoria.