VM har allerede været i gang i tre uger. Et fantastisk gruppespil er gået over i en kedelig taktisk knald-eller-fald-fase. Heldigvis har vi vores fodboldpanel til at kommentere på noget af alt det, der foregår uden for kridtstregerne. I denne uge har vi spurgt dem, hvad de synes om trænerne, tilskuerne og det nye time out-princip, der har været taget i brug, når det blev for varmt for spillerne.
Hollændernes bedste mand er træneren. Hollænderne plejede at være Europas Brasilien. Bare uden trofæerne. De har manglet evnen til at vinde. Som en af mine hollandske venner siger: They think too much of themselves. Men nu har de fået en manager, der virkelig kan få dem til at spille beregnende. Og han ser lige så uhyggelig ud, som sin spilfilosofi. Han kunne træde lige ind i en James Bond-film og og spille skurken, der aer en kat. Han var lige det, der skulle til for hollænderne. Men glæden er væk. Selv når van Gaal udtrykker ros til sine spillere, så er det ikke med begejstring, men med lærebogs-fraser i stil med: "Jeg respekterer Robbens måde at skyde til bolden." Det er vindermentalitet bag sammenbidte tænder.
Jeg forstår godt, at tilskuerne vinker, når de ser, at de er på tv. Men jeg bliver sindssyg af det som tv-seer. Helt ærligt: TV, der handler om nogen, der er i fjernsynet? Det har jo ikke noget med det, der egentlig foregår at gøre. Kan producerne ikke holde op med det? Det kan de måske ikke. Man kan få den tanke, at det er FIFA, der lægger sin klamme hånd på arrangementet og kræver de her billeder af lalleglad jubel over selve mediet, for at understrege, hvor fedt et tv-arrangement, de har gang i. Ellers er der jo de gamle travere i tv-dækningen: Unge kvinder mellem 20-25 år, der helst skal være rimelig snackable. Mænd skal være malet i ansigtet eller have en skør hat på for at være interessante. Jeg ved ikke, om det er noget, der står i grundbogen for tv-producere. Til gengæld, kan man med glæde konstatere, at ud over Flemming Toft og Henrik Liniger er der ingen vuvuzelaer i år. Det er en mega befrielse.
Annonse
Time Out (cooling break)
Jeg synes ikke, det hører sig til med de pauser. Det har man altså ikke i fodbold, pauser, hvor spillerne kan komme til at tale med træneren. Det er jo ikke håndbold. Og der har jo været holdt VM i sydamerika før uden den regel. Jeg går ikke ind for, at spillerne løber sig selv ihjel. Men det må kunne lade sig gøre at finde nogle steder, hvor det er til at holde ud. Det er jo ikke fordi, der er nogen, der pludselig siger, at det er for varmt til forlænget spilletid, vel? Jeg tror, at de har indført det for gradvist at tilvænne tv-seerne til fænomenet, så de kan gennemføre det i stor stil til VM i Qatar. Så kan de jo også bruge tiden til reklamepauser. Hvem ved, måske er det også derfor, VM overhovedet er endt i Qatar, for at de kan tjene nogle flere reklamepenge.
Okay, nu må vi se, om det overhovedet bliver i Qatar.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.