Anmeldelse: Samsungs fliptelefon er foldbar, men er den holdbar?
Samsung Galaxy Z Flip er det hidtil bedste bud på en foldbar telefon, vurderer Søren Bang Hansen, som dog udfolder et par væsentlige ulemper.
Foto: PR Galaxy Z Flip fås i diskret sort eller den mere opsigtsvækkende mirror purple, der changerer mellem blå og violet.
Hvor er fysikken i nutidens mobiltelefoner? Uanset om man ’tager telefonen’ eller vredt ’smækker røret på’, sker det jo med et fesent dup på en flad skærm. Er det bare mig, der savner sanseligheden fra fortidens klap-mobiler, som kunne åbnes – og især smækkes i – med et vederkvægende klask?
Med Z Flip er klaptelefonen tilbage, dog slet ikke som vi husker den med skærm øverst og knapper nederst. Her er det selve skærmen, der foldes, ligesom i Galaxy Fold (testet i Euroman nr. 314). Men hvor Galaxy Fold udfoldes vandret fra telefon til tablet, udfoldes Galaxy Flip lodret fra en lille kvadratisk klods til en nærmest normal telefon. Klodsen finder plads i de mindste bukse- og sågar skjortelommer.
Ydersidens mikroskopiske touchskærm matcher smukt kameraudskæringen. Den går lige an til status-info og korte rullende beskeder, men til selfies bliver pladsen for trang. En større frontskærm havde givet flere muligheder, måske på bekostning af designet.
Når telefonen foldes ud, åbenbares en lækker OLED-skærm på 6,7 tommer. Formatet er smallere og højere end normalt (cirka 22:9), og formen er let at holde om. Men med én hånd er det svært at nå skærmens top og fingersensoren på højre kant. Som på Galaxy Fold kan folden midt på skærmen både ses og mærkes, men mest når man leder efter den.
Opkald kan besvares ved blot at åbne mobilen, og du kan lægge på ved at klappe den i. Men begge manøvrer er svære at udføre med en hånd, for mekanismen er ikke let og fjedrende som i fortidens klaptelefoner. Hængslet er sejt og trinløst, så mobilen frit kan foldes til den ønskede vinkel. Hermed får du i praksis et indbygget kamerastativ, som er smart til både videokald og optagelser. Halvt udfoldet udgør mobilen også et nydeligt ur på dit skrive- eller sengebord. Men pas på, hvor du stiller den, for overfladen er særdeles glat.
Optimerede apps viser indhold på den øverste halvdel af skærmen og kontrol-ikoner på den nederste. Det er også muligt at vise to apps, så du fx ser en video øverst og tager noter nederst. Betjeningen virker gennemtænkt, og her er rig mulighed for tilpasning.
Ved lanceringen pralede Samsung af ’verdens første foldbare glasskærm’. Siden viste det sig, at skærmen har et ultratyndt glaslag, men med plast ovenpå. Fordelen er, at overfladen føles hårdere, og måske står billedet også lidt mere klart end på Galaxy Fold. Men på grund af plastoverfladen er skærmen stadig modtagelig for både ridser og fingeraftryk. Det er heller ikke lykkedes at gøre telefonen vand- eller støvtæt. Som med Galaxy Fold vedlægger Samsung en forsikring (selvrisiko: 819 kroner). Igen må man så selv vurdere, om dette er be- eller foruroligende.
Telefonen er kvik i optrækket, selv om den groft sagt bygger på sidste års teknik. Det gælder også kameradelen med 2 x 12 megapixel (normal og vidvinkel), som er på niveau med Galaxy S10. Vi sammenlignede med iPhone 11 Pro, og her gik sejren sikkert til iPhone, som vel at mærke er billigere.
Batterierne (der er to) vil hjælpe de fleste gennem en hel dag. Telefonen kan oplades trådløst og oplade dine høretelefoner trådløst. Desværre medfølger kun kablede ørepropper til USB-C-stikket. Selv har mobilen kun en enkelt højttaler, så vi må undvære stereo, og lyden forsvinder, når man kommer til at dække højttaleren med hånden.
De fleste mener, at foldbare telefoner er fremtiden, og dette er den hidtil mest helstøbte af slagsen. Klapsalver til Samsung, som igen viser modet og baner vejen. Men den høje pris og den skrøbelige skærm betyder, at Galaxy Z Flip ikke er en telefon, man køber med fornuften. I stedet er den et fascinerende statement, som på én gang er futuristisk og nostalgisk.
Samsung Galaxy Z Flip koster 11.699 kroner. Info: kortlink.dk/252x9