Leder: "Det kræver sin mand at holde sin sti ren igennem hele livet"
Vi har brug for helte, men når vores helte falder, bliver vi i smertefulde billeder mindet om, at alle superstjerner også er mennesker, uanset hvor intellektuelt, sportsligt eller håndværksmæssigt de end måtte være begavet. Det skriver chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst i anledning af vores aprilnummer, hvor vi ser nærmere på den danske mand anno 2021 og undersøger, hvad vores faldne helte kan lære os om os selv.
Jeg var kun 10 år i sommeren 1996, da Bjarne Riis kørte sig i gult i Tour de France. Alt den sommer handlede om cykling. Om formiddagen kørte jeg mine egne bjergetaper og enkeltstarter rundt i kvarteret. Min far og jeg var manager for hvert vores cykelhold på BT, og det var så analogt, at ville man skifte en rytter med en anden, skulle man indtelefonere sin transfer. Om eftermiddagen sad jeg klinet til skærmen i godt selskab med Jørn Mader og Jørgen Leth. Hele villavejen var i eufori, og da den gule trøje sad endegyldigt fast på Riis’ afpillede krop, tog mine forældre og vores nabo en resolut beslutning, pakkede bilerne og kørte begge vores familier til Paris. Hvis en dansker skulle vinde Tour de France, skulle vi sgu se det fra første parket på Champs-Élysées.
Bjarne Riis blev en kæmpestor helt for mig. Det samme har stort set alle andre Tour de France-vindere været lige siden. Men da dopingskandalen brød ud i lys lue i 1998, blev min idoldyrkelse mødt af kynismens barske realiteter. Jeg måtte klynge mig til håbet: Den slags kunne Riis da ikke finde på!?
Jeg forsøgte at se det heltemodige i, at han blev alle Tour-holdenes uofficielle talsmand, da han gik i dialog med løbsdirektør Jean-Marie Leblanc under feltets slowmotion-protest over det franske politis manglende respekt, som de vistnok formulerede det. De anløbne franskmænd fra Festina havde ødelagt det for alle de andre oprigtige ryttere, syntes jeg, og endelig fik jeg mine værste fordomme om arrogante og forlorne Richard Virenque bekræftet. Ham havde jeg aldrig brudt mig om.
Annonse
Året efter, i 1999, kom så Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs dokumentar ’Tavshedens Pris’. Riis har altid været en hård nød at interviewe, og i dokumentaren var han nærmest tåkrummende tavs. Men det fældende bevis manglede, og selvom meget pegede på hans skyld, var der stadig ingen rygende pistol. I mine naive øjne var han udsat for en hetz.
Samme år vandt Lance Armstrong sin første Tour de France. Jeg læste hans bøger og åd hans historie råt: Triatlet som ung, talentfuld som få, og med en nærmest overmenneskelig lungekapacitet. At han tilmed havde været ved at dø af kræft, var kommet tilbage til livet og så nærmest kunne genopbygge sin krop som den perfekte cykelrytter, lagde kun til validiteten i mine øjne: Han var det største fænomen, cykelsporten havde set siden Eddy Merckx.
I min vennegruppe havde vi indgående diskussioner om Armstrongs uskyld. Ingen af de andre troede ham over en dørtærskel. Jeg forsvarede ham, som var han min bror. Billedet af ham som den største måtte simpelthen ikke briste.
”Everybody wants to know what I’m on. What am I on? I’m on my bike busting my ass six hours a day. What are you on?” Sådan lød Armstrongs ord i den berømte reklamefilm, der modsagde kritikerne, og hyldede ham som den mest ihærdige rytter i feltet. Hvis Nike og hele Livestrong Foundation bakkede Lance Armstrong op, var han jo for fanden god nok. Musik i mine ører. Skyklapper for mine øjne.
Bjarne Riis erkendte sin skyld på et pressemøde i maj 2007. Jeg kan stadig huske, hvor jeg var, da det blev sendt. Der skulle gå seks år mere, inden Lance Armstrong i et stort opsat bekendelsesinterview med selveste Oprah Winfrey blottede sig for hele verden.
Jeg hadede det så inderligt. Ikke at de begge havde taget doping, svigtet sporten og løjet for offentligheden, så vandet drev. Jeg hadede det faktum, at jeg ikke længere kunne dyrke de helte, jeg havde sat op på mine personlige piedestaler. Jeg var blevet holdt for nar. Jeg havde været alt, alt for naiv.
Vi har brug for helte. Det har vi, fordi de cykler hurtigere, laver bedre mad eller tænker klarere og mere nuanceret, end vi nogensinde selv kan komme til. Overmenneskelige evner fascinerer os, fordi der findes så få, der har dem. Det burde ikke kunne lade sig gøre, grænserne sprænger, det er naturstridigt at være så god til noget. Og ja: Desværre er det hele af og til for godt til at være sandt.
Når vores helte falder, bliver vi i smertefulde billeder mindet om, at alle superstjerner også er mennesker, uanset hvor intellektuelt, sportsligt eller håndværksmæssigt de end måtte være begavet.
I denne udgave af Euroman har vores fremragende journalist Christian Mohr Boisen skrevet om helte, der bliver afsløret og falder dybt. Det tjener som en kærlig påmindelse om, at det kræver sin mand at holde sin sti ren igennem hele livet. Vi elsker at følge vores helte på vej op, men det kan være yderst smertefuldt at se dem på vej ned. For ligesom det kræver mod at elske, fordi det indebærer risikoen for at få sit hjerte knust, så kræver det også mod at være så naiv, at man tør have forbilleder.
Og nå ja: Så har vi også dedikeret intet mindre end 34 sider til den danske mand. Hvordan går vi egentlig og har det? Helt ad helvedes til, eller bedre end nogensinde? Nok lidt en blanding af det hele. Glæd dig til at give dig i kast med alle de forbilledlige mænd, vi har talt med. De repræsenterer et smukt tværsnit af den mand, vi allesammen er.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
