Clara Rosager: "Jeg vidste, at jeg ikke ville komme til at gå på gymnasiet, hvis jeg skulle forfølge den drøm, og det skabte en stor ensomhed i mig"

Den første film, der gjorde indtryk på mig, var Tarantinos ’Kill Bill’, som jeg så, da jeg var syv år gammel. Uma Thurman slog benene væk under mig, og fra den dag drømte jeg om at blive skuespiller. Jeg vidste, at jeg ikke ville komme til at gå på gymnasiet, hvis jeg skulle forfølge den drøm, og det skabte en stor ensomhed i mig. Jeg følte mig som det sorte får i flokken, men det har været det hele værd.

Inden jeg startede som professionel skuespiller, arbejdede jeg som model i en periode. Jeg blev spottet, da jeg var 14 år og var i Tivoli med min mor for at se Tina Dickow spille til Fredagsrock. To amerikanske fotografer var på jagt efter modeller til en Abercrombie & Fitch-kampagne, som skulle skydes i New York af Bruce Weber (anerkendt amerikansk modefotograf, red.). Min mor har selv været model og var imponeret, mens jeg slet ikke anede, hvem Bruce Weber var. På det tidspunkt gik jeg på efterskole og var helt teenage- og efterskole-agtig. Men jeg tænkte, det lød sjovt, så jeg gik til castingen og fik jobbet.

Min far tog med mig på skydningen, som foregik i Montauk på kystlinjen ud til New York, og selvom det var rart, at jeg kunne støtte mig op ad ham, syntes jeg også, det var pinligt, at han var med. Vi var en stor gruppe modeller, og det var planlagt, at skydningen skulle foregå over en hel uge, men hvis Bruce ikke syntes, man var interessant, blev man straks sendt hjem, så alle var helt klar på at fyre den af.

Da det blev min tur, stillede jeg mig helt slattent op foran ham, fordi jeg jo ikke anede, hvordan man gjorde. Han var heldigvis sød og god til at instruere mig til at stå i de rigtige vinkler, så jeg lærte det hurtigt. Det var en god oplevelse, men også vildt at se, hvordan forholdene var. Bruce havde et entourage på 60 mennesker på settet. Der var hele tiden én, der gik efter ham med et gigantisk anlæg, der bragede Beyoncé-musik ud, og han skulle altid have sodavand ved sin side. Jeg tænkte, at det måtte være normalt i den verden, men senere fandt jeg ud af, at sådan er det kun sjældent. Heldigvis.

Da jeg var 18, blev jeg træt af modellivet, og drømmen om at blive skuespiller trak mere i mig. En af mine venner havde været til casting på ungdomsfilmen ’En, to, tre – nu!’, og det ville jeg også prøve af, så jeg opsøgte instruktøren (Barbara Topsøe-Rothenborg, red.) og spurgte, om jeg måtte komme ind. De var allerede kommet langt i castingforløbet, men jeg fik alligevel lov og endte med at få rollen.

I mit hoved var barnedrømmen om en stor skuespillerkarriere opfyldt med ’En, to, tre – nu!’, og derfra ville rollerne bare rulle ind. Men der skete intet. Jeg fik ros og god respons for filmen, så det var uforståeligt for mig, hvorfor der ikke kom andre tilbud. Først efter halvandet år fik jeg rollen som Signe i Michael Noers film ’Før frosten’, der blev en stor succes. Derefter kom der hul igennem, og siden har jeg blandt andet været med i ’Journal 64’, to udenlandske film og to sæsoner af ’The Rain’.

Nu er jeg igen i en periode uden roller, og jeg har ikke optaget noget siden december. Det er underligt at være i en branche, som går så meget op og ned. I perioder har jeg så travlt, at det ikke er sjovt. Når jeg er på optagelse, har jeg ofte boet på et hotelværelse, som er upersonligt og kedeligt, og jeg arbejder 12 timer hver dag – også i weekenderne. Det er drømmen at have travlt som skuespiller, men jeg har fundet ud af, at det også kan være rigtigt ensomt.

Jeg har aldrig rigtigt dyrket det der dating, for jeg synes, at det er akavet. Jeg er alt andet end mig selv, når jeg går på date, og det er ubehageligt. Jeg mødtes engang med en fyr på en date, og det første, han sagde til mig, var: ’Jeg ved godt, hvem du er. Du er med i den der film,’ og så gik klappen ned for mig. Jeg fik det varmt, begyndte at svede og ville bare væk. Det er åndssvagt, for det er jo helt i orden, hvis han har set mig i en film, men måden, han sagde det på, fik mig til at føle, at jeg skulle leve op til et eller andet. Det var underligt og ubehageligt. Min karriere som skuespiller kom i fokus og ikke, at han skulle møde en pige, der måske var sød.

Det underligste kompliment, jeg har fået, fik jeg af en sød fyr på en bytur. Han sagde, at jeg havde et grin som en heks. Jeg tror, han sagde det, fordi han syntes, det var sødt, men det var det virkelig ikke. Man skal lige tænke sig om, når man giver sådan et kompliment.

Jeg har mødt en del mænd, der ikke har kunne rumme mig. Derfor er det mest attraktive ved en mand for mig, når han både kan håndtere mine gode og stærke sider, men også mine grimme og pinlige sider, som jeg ikke er stolt af. Jeg har oplevet, at hvis jeg åbnede en lille smule op for, hvem jeg var, og hvad jeg mente, blev det for meget. De mænd kunne ikke overskue, hvis jeg blev vred eller sagde min mening om noget, de var uenige i. Det er bare ikke godt nok.

Det har været det modsatte med min kæreste, Christian. Han er selvfølgelig ikke vild med alle mine sider, og det er fair nok, men han lytter til mig, ser mig, accepterer mig og trøster mig. Vi mødte hinanden gennem nogle venner i foråret 2018. Christian havde forinden spurgt vores fælles veninde, om hun kendte nogle søde piger, som hun kunne sætte ham op med. Hun fortalte ham om mig, men han syntes, jeg var for ung. Jeg var 21 og han var 33.

Senere mødtes vi tilfældigt til en fest og snakkede egentlig ikke så meget sammen. Jeg syntes, han virkede sød, og jeg tog mig selv i at blive genert. Det bliver jeg ellers aldrig. Jeg turde næsten ikke kigge på ham, fordi jeg så blev rød i kinderne. Senere på aftenen tog alkoholen over, og så blev jeg lidt mere løssluppen. Festen fortsatte til tidligt ud på morgenen, og vi endte med at slås for sjov. På et tidspunkt lavede jeg et karatespark, og han greb min fod, holdt den fast og sagde: ’Jeg giver kun slip, hvis du går på date med mig’. Vi lærte hinanden at kende hen over sommeren, som var den bedste nogensinde, og blev kærester i efteråret.

Jeg faldt for kombinationen af hans barnlige sind og store modenhed. Han er utroligt nærværende og vil gerne snakke om alting, hvilket var ret intenst i begyndelsen, men også fascinerende. Det var befriende, at jeg kunne sige, hvordan jeg havde det, og ikke skulle tage hensyn til hele det spil, der foregår, når man møder en mand, hvor man helst ikke må åbne op for tidligt. Men hvad er for tidligt, når man er vild med én? Alt det, jeg i bund og grund hader, var slet ikke til stede.

Christian er 12,5 år ældre end mig, men det tænker jeg sjældent over. Nogle gange opstår der situationer, hvor jeg ikke kender en film eller noget musik, som han refererer til, fordi jeg er for ung, men så griner vi bare af det. Der har selvfølgelig været nogle reaktioner på aldersforskellen fra vores omgangskreds, men hvad kan folk sige? Det er jo bare et tal. Men det er da lidt underligt at tænke på, at han næsten var 13 år gammel, da jeg blev født.