Stort interview: Dar Salim om betonblokke, hurtige biler og et vildt karriereræs

"Hey ven, det er Dar. Hør lige, har du kørekort?”

Ja.

Telefonforbindelsen skratter en smule.

”Kan du køre bil?”

Det skulle jeg mene.

”Vil du så ikke køre min Mercedes fra Odense i morgen? Jeg får nemlig leveret en ny bil.”

Jo, selvfølgelig.

”Perfekt.”

Næste dag skal vi til filmoptagelser på Fyn. Jeg når ikke at spørge, hvilken bil han får leveret.

Nogle dage tidligere.

Vi er til Zulu Awards i K.B. Hallen på Frederiksberg.

Kameraet zoomer ind på Dar Salim, der sender luftkys tilbage. Egentlig skulle han bare overrække prisen i kategorien ’Det vi alle sammen grinte af’, men det har udviklet sig til en hyldest af den fremstormende, danske skuespiller med de mellemøstlige aner.

Det begyndte ellers stille og roligt, da de to skuespillere Johannes Lassen og Jakob Oftebro kom på scenen, mens ”Dar, Dar, Dar” – frit efter den gamle tyske schlager – strømmede ud af højttalerne.

”Vi har fået æren af at præsentere den næste presenter. Mine damer og herrer, det er ingen andre end Dar Salim,” halvråber Johannes Lassen.

Og så stikker det af.

”Jeg gik ind til byen for at kigge efter Dar,” synger Lassen og peger ned på sin kollega.

Næste sang: ”Du er så smuk og Darlig.”

Og næste: ”Dar og mig.”

Nu kommer Søs Fenger på scenen og synger:

”Åh, hvor jeg dog elsker Dar.”

Til sidst får vi et helt kor ind, og hallen brøler med på:

”Da-da-da-da Salim.”

Dar Salim er tydeligt overrasket og kan ikke helt finde ud af, hvilke folder han skal putte sit ansigt i.

Han er klædt i en hvid, åben skjorte og mørkeblåt velourjakkesæt og går op på scenen til stående applaus.

Måske har du for nylig set ham i TV 2-serien ‘Kriger’. Måske husker du ham fra krimiserien ’Dicte’. Eller du kender ham fra hovedrollen i ’Underverden’ fra slutningen af 2017, der blev en ny generations ’Pusher’ og katapulterede Dar Salim op blandt de helt store navne herhjemme.

Dar Salim synes lige nu at være alle vegne. Men faktisk har han ikke spillet skuespil i hele 2018. For da han med ét var på alles læber, trak han i nødbremsen og sagde stop. Ikke flere film, ikke mere tv. Selv når de ringede fra Hollywood, var svaret nej. I stedet brugte han hele sidste år på at finde ud af, hvad meningen med hans liv egentlig er, hvis det ikke er jagten på succes.

Det tog ham 41 års kampe at nå hertil.

Stemmen er rusten. Dar Salim trisser rundt i lejligheden på Islands Brygge i et par hullede joggingbukser og en forvasket hættetrøje. Saybia spiller i baggrunden. Den sidste rest jetlag sidder stadig i ham efter en ferie i Thailand.

Hans håndtryk er fast og høfligt, men alligevel afmålt. Det ligger dybt i Dar Salim at være på vagt. Så snart han har accepteret dig, hilser han venskabeligt og giver dig en varm krammer. Han trækker dig så tæt ind til sig, at du tror, I har været venner det meste af livet.

”Smøg?” spørger han og træder ud på altanen. Der er havudsigt, og man kan næsten ane hans nyindkøbte båd. Et stykke væk er den menneskeskabte sandstrand tildækket i sne, som solen reflekterer sig i.

”Der er én ting, vi skal have på plads først,” siger Dar bestemt, mens han puster en røgsky ud over altankanten.

”Jeg vil gerne være helt ærlig omkring min barndom, så du kan forstå, hvorfor jeg også er det menneske, jeg er i dag. Men der er nogle ting, der bare ikke skal ud. Derfor vil jeg have lov til at sætte nogle grænser i forhold til, hvordan du formulerer det. Jeg vil ikke udlevere nogen af dem, jeg har i mit liv. Og jeg gider ikke endnu et portræt, der reducerer mig til, at jeg kom fra ghettoen og nåede til tops. Det gjorde jeg for snart 20 år siden, da jeg rejste ud og blev soldat, rejseguide og til sidst pilot. Derefter traf jeg 1.000 umulige valg for at kunne stå her nu.”

Den aftale kan vi godt lave.

”Godt,” siger Dar og lader endnu en røgsky spille i forårssolen.

Dar Salims stue er domineret af en stor, blå sofa, hvor der er plads til, at et par børnefamilier kan flyde rundt. Han trækker en stol ud for at fange de sidste af dagens solstråler. Det normalt veltrimmede overskæg har fået frit løb. Den sorte moustache skjuler næsten gadedrengesmilet og dermed også dets effekt til at drage dig ind. Da Dar Salim i 2013 fik rollen som Bo i ’Dicte’, ledte casterne efter en karakter, de beskrev som:

”Den, fyrene vil hænge ud med, og den, kvinderne vil knalde med.”

Dar Salims nye hjem på Islands Brygge ligger blot otte minutter fra boligblokken i Tinggården, hvor han er vokset op. Men det er to forskellige verdener. Forældrene havde taget Dar på et år under armen og var flygtet fra Bagdad, Irak, Saddam Husseins styre og alt, hvad de hidtil havde kendt. Det var en årelang flugt gennem blandt andet Syrien og Bulgarien.

Da Dar Salim var seks år gammel, i 1984, flyttede han og familien ind i Tinggården. 10 år senere brød han kontakten til forældrene og rykkede videre for sig selv – til endnu en boligblok på Amager, Hørgården, i stueetagen i nummer 93.

Har du nogle minder fra din barndom?

”Ja. Sådan fragmenteret. Hvor vi boede forskellige steder. Flygtningelejren, de havde oprettet på et hotel. Hotel Danmark, tror jeg, det hed. Starten i skolen i en modtagerklasse. Men altså. Det er jo barndommen, ikke. Det er fandeme mange år siden.”

Han er ikke meget for at snakke om sin barndom, der huserer i hans baghoved som et betændt minde.

Til tider er det svært at finde ud af, om han reelt ikke kan huske det, eller om han skjuler det. Det, han husker fra de år, er kaos. Der var ingen regler, ingen struktur. Forældrene havde på mange plan tabt i livet. De havde mistet alt, da de flygtede fra deres hjem i Irak. Et nederlag, de aldrig rejste sig fra. I Danmark kunne de hverken finde ud af at være forældre eller mand og kone.

”Min barndom var forfærdelig, mareridtsagtig og voldelig. I virkeligheden var det ensomt og angstfyldt. Det overskyggede alt. I skolen var jeg i begyndelsen ham den stille, ensomme type i hjørnet. Ham, der holdt sig for sig selv.”

Dengang var Dar Salim en spinkel dreng, der hverken var god til fodbold eller endnu mestrede at charmere damerne. Han var på alle måder et let mobbeoffer og skjulte sig som en skygge mod betonblokken. Det ustabile hjem gjorde, at han havde svært ved at falde til i det nye land og i den nye kultur.

”Det var noget andet derhjemme. Der prøvede jeg at holde freden og undgå konflikterne.”

Til sidst blev det så voldsomt, at Dar skar forbindelsen til sine forældre, og indtil han fik sin egen søn, var kontakten minimal.

”Men jeg har lukket dem tilbage ind i mit liv, fordi de elsker min søn vildt højt. Og han elsker dem. Jeg har opdraget dem til at være de bedsteforældre, jeg gerne vil have, de skal være. Og når jeg ringer, så står de der inden for fem minutter. De elsker min søn, og han elsker dem, det er det eneste, der tæller for mig.”

”Samanou kunne desværre ikke være her i dag, fordi han var til sexorgie hele natten.”

Vittigheden lander til latter i biografsalen. Det Danske Filminstitut afholder et pressearrangement, hvor de præsenterer en række film, der kommer i løbet af foråret, blandt andre ’Til vi falder’, som har Dar Salim i hovedrollen og Samanou A.

Sahlstrøm som instruktør. Dar Salim spiller en far, der har mistet sin søn og ikke kan give slip på sorgen. Der ulmer konstant noget aggressivt under overfladen. Noget aggressivt, der i et par scener flår sig gennem sprækkerne og kommer ud i fuldt flor.

Samanou var lovligt undskyldt, men Dar Salim var nødt til at møde op. Han trådte ind i biografsalen i samme minut, som klippet fra filmen spillede.

Han er ikke meget for den slags arrangementer, men tager del i promoveringen for instruktøren og filmholdets skyld. Den film, der blev præsenteret før ’Til vi falder’, var ’Danmarks Sønner’, som er instrueret af Dars lillebror, Ulaa Salim. To unge, uprøvede skuespillere, Zaki Youssef og Mohammed Ismail Mohammed, spiller bærende hovedroller i lillebrorens film. Det er blevet en anden tid for brune skuespillere i branchen.

”Det er en kamp, der er vundet, og det kan jeg mærke på den generation efter mig. På et tidspunkt var jeg til frokost med drengene fra ’Underverden’. De sad og følte sig totalt snydt, fordi de havde været til casting på en hovedrolle i en ny dansk Netflix-serie.”

Dar Salim hopper ind i rollen som en af drengene, vender mundvigene nedad og gør sin stemme tvær:

”Hvorfor fik jeg den ikke? Hvorfor skal jeg overhovedet til casting?”

”Jeg sad bare og smilede indvendigt og blev glad i maven. Jeg blev glad over, at de ikke ved, hvilke problemer de ikke har. Hvilken verden vi har skabt for dem. At de som det mest naturlige kommer til casting på en Netflix-serie. Ikke som perkere, men som skuespillere. Generationen efter mig har alle døre åbne, og det er alt, man kan forlange. I vores lille andedam har jeg været den første, der har sprængt det glasloft, og det er jeg stolt af.”

Da han selv voksede op i ghettoen, fandt han ingen rollemodeller. Der var ingen, der lignede Dar Salim ude i den store verden.

”Det er vigtigt, at man ser sig selv repræsenteret. At man kan se, at man er god nok. Du er nødt til at kunne se det for dig for at kunne drømme det.”

Dar Salim fandt sin egen rollemodel, da han som 12-årig så ’Karate Kid’.

Hvis du ikke har set den ikoniske film, er her en kort opsummering: Daniel LaRusso, en ung, mørkhåret dreng med italienske aner flytter med sin mor fra New Jersey til Californien. Han passer ikke ind blandt de lyshårede surfere og bliver drillet og til tider tæsket af de andre unge. Under et opgør med bøllerne bliver han reddet af den ældre Mr. Miyagi, der lærer LaRusso karate. Daniel LaRusso bliver brandgod til karate, bruger det udelukkende til gode formål og lever lykkeligt.

Det var i ham, at Dar for første gang fandt spejlinger af sig selv. Han vandrede direkte ned i den nærmeste karateklub, Shotokan Karate Akademi, ikke langt fra Tinggården, og fik sin første succesoplevelse i livet. Dar-san var den første i dojoen og den sidste til at forlade den. Han fik sort bælte allerede som 15-årig og behøvede ikke længere at snige sig langs murene. Men i modsætning til Daniel LaRusso tog Dar karateslagene med sig ud i den virkelig verden.

”Jeg blev en del af noget, fordi jeg kunne finde ud af at klare mig og havde en god højre og venstre. Så ville alle pludselig være venner, og pigerne ville hænge ud.”

Dar Salim blev en del af en stamme hjemme på betonsavannen. ”Krigerbørn,” kalder han dem. Det var en stamme, der passede på sig selv og altid var på vagt.

”Den tilstand tog det mig mange år at slippe af med. Den dag i dag, når jeg træder ind i et rum, kan jeg med det samme fortælle dig, hvem man skal passe på, hvis der sker noget. Det stråler ud af dem.”

Var du en rod?

”Hvis du er vokset op ude i en landsby, vil du sige, at jeg var psykopat. Hvis du er vokset op, hvor jeg er vokset op, vil du ikke. Det var en anden verden. En anden planet. Nogle andre regler gjaldt, og der var jeg ikke galt på den. Man kunne stole på mig. Jeg tog ikke røven på folk eller stjal. Man løste bare konflikterne med næverne. Der var nogle andre spilleregler, nogle andre normer.”

”Du er et irakisk forbillede, min bror.”

En lav fyr i blå jakke og hue møver sig frem bag rapperen Sivas, der lige har hilst på Dar Salim.

Modeugen bliver kickstartet med en fest yderst på Refshaleøen. Dar står og ryger en smøg på terrassen med barndomsvennen Zeino, der med sine to meter altid er til at finde i menneskemængden.

”Tak, mand,” svarer Dar.

”Ey, du er også ved at gro et overskæg?”

”Ja, modsat dig får jeg bare penge for det,” griner han og kører fingrene gennem moustachen.

Sneglen er en del af transformationen til to roller.

Den ene er Milad, en af hovedrollerne i DR’s kommende søndagsdrama ‘Fred til lands’. Den anden er en hovedrolle i en tysk spillefilm.

Dar er irriteret over overskægget. På den ene side er det ikke det sjoveste at skulle ligne en idiot i de næste seks måneder. På den anden side viser det, hvor dedikeret han er til sit arbejde. En fyr spørger, om han skal være vild i aften.

”Nej, jeg skal til Odense i morgen,” svarer han.

”Hvad skal du der?”

”Jeg har fået job i Rema. Har en tjans bag kassen.”

De griner.

I virkeligheden skal han køre til Ebberup, en lille provinsby på Vestfyn, hvor han skal være med til at skyde de første scener til ’Fred til lands’.

Zeino og Dar har kendt hinanden siden barndommen. Begge har ’B4L’ – ’Brothers for Life’ – tatoveret i gotisk skrift på overarmen, fortæller Zeino. Dar, Zeino og en tredje ven, Thomas, fik tatoveringen, da de var omkring 18 år. Det er en rest fra rollen som krigerbarn. Dar taler aldrig om den.

Indenfor vil fyren i den blå jakke have et billede. Dar stiller glædeligt op til fotos og autografer. Han er glad og taknemmelig for den kærlighed, han får fra folk – i alle farver og alle aldre. Udover en enkelt stalker, har han aldrig haft problemer med offentligheden. Han ryster sit Hublot-ur fri af jakkeærmet, og med et stort smil siger han til Zeino:

”Vi bliver her kun en time! Så skal vi hjem.”

Jeg kommer i tanke om telefonopkaldet om bilen, jeg skal køre fra Odense næste dag, og ser mit snit til at spørge Dar:

Hvad er det for en bil, du får leveret i morgen?

Dar og Zeino griner:

”Vent og se. Glææææd dig.”

Lidt efter står Zeino og joker med skurken i ’Underverden’, Ali Sivandi, der ryger en joint med en moderedaktør. En dame hænger om halsen på en uinteresseret Dar. Han vil videre. Til natklubben Arch. Han har lovet sin ven Emil Dogan, medejer af Arch, at kigge forbi.

”Kom. Vi går,” siger han og vender utålmodigt om på hælene.

Zeino sætter efter, ud på parkeringspladsen og ind på førersædet af Dars sølvgrå Mercedes C220 AMG. George Michaels ’Star People’ blæser ud af højttalerne. På vejen derhen taler vi om, hvordan det er at være blevet en stjerne.

”Jeg kan sagtens forstå, at berømmelse kan fylde rigtig meget for nogen. Eller alting. Hvis man har haft et snorlige liv. Lige pludselig bliver det et afgørende livsvilkår, der definerer, hvem du er. Sådan er jeg ikke. Min rejse har været for lang og snørklet til, at jeg kan lade mig forblænde. Lige nu blæser der en rigtig rar, tropisk, varm rigdomsvind min vej, og det er dejligt, men når jeg har fået nok, går jeg ind og lukker altandøren.”

Ved indgangen til klubben tager Emil Dogan imod. Dar træder op og dørmændene hilser på ham med navn. Han skridter videre over dansegulvet og ned bagerst i klubben, hvor han siger hej til Remee. Der bliver hældt Grey Goose og sodavand op, men Dar tager sig en øl. Så kan han både være social og være klar i hovedet i morgen tidlig. På et tidspunkt går han på toilettet, og før han når tilbage til bordet, stryger to kvinder ned og hilser på ham. Den ene ivrigt i hælene på ham, den anden genert. De vender begge slukørede tilbage. Ved Dars bord rejser to knægte sig på deres tåspidser og peger skjult på ham:

”Shit, det er ham fra tv.”

Pludselig lyser flere stjernekastere op, og kvindelige bartendere med Daft Punk-hjelme vælter ind med en flaske champagne til en alfahan, der ved nabobordet vil afmærke sit territorium. Han sørger for, at der bliver fyldt Möet i flokkens vandingshul.

Dar fortrækker hurtigt til et afsides baglokale. Han vil ikke risikere, at folk tror, at det er ham, der har bestilt champagne for at få opmærksomhed.

Zeino læner sig ind over mig:

”Vi vidste alle, at Dar nok skulle klare den. Allerede dengang. Han er bare anderledes. Han har et sindssygt drive. Det var ham, man så op til.”

Hver gang Dar Salim stak af fra ghettoen, var han alene. Den eneste fra blokken, den eneste brune dreng. Han stak af for at komme i Livgarden, for at blive turistguide på Cypern, for at blive pilot. Det blev hans integration til et andet samfund og nogle andre værdier.

”Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne ende i Tinggården eller i Hørgården. Men jeg vidste ikke, hvad der ellers var. Jeg vidste bare, at der var mere, og på Amager kunne jeg jo se flyvemaskinerne. Jeg fik opbygget en naiv og romantisk forestilling om, at pilot var det fedeste, man kunne være. Uniformen og 40.000 kroner om måneden. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan fyrre tusinde kroner i sedler så ud.”

Dar Salim kom hjem fra Cypern og arbejdede som fitnessinstruktør i kælderen på et hotel på Amager. Et par etager over afholdt SAS optagelsesprøver med kommende piloter.

”Jeg lånte et jakkesæt, der var to numre for stort, og gik op. De andre kandidater var færdiguddannede og havde 2.000 timer bag sig i en flyver. Det var voksne mænd.”

Dar Salim bankede målrettet på døren til lokalet, hvor de holdt interviews. En ældre mand åbnede.

”Han grinte bare og bad mig sætte mig ud i baren. Lidt efter kom rekrutteringschefen og forklarede mig, hvordan det fungerede på skolen, hvor jeg skulle søge hen, og at uddannelsen kostede 500.000 kroner.”

For at skaffe pengene arbejdede han i tre måneder i non-stop rotation mellem fire forskellige jobs. Portør i lufthavnen, vikar på en folkeskole, underviser i fitnesscenteret og bartender i weekenden. Da han havde tjent 100.000 kroner, kunne han låne resten af beløbet i banken.

”Pilottiden var for mig en trædesten. Jeg skulle bevise for mig selv og for omverdenen, at jeg ikke bare var en dreng fra ghettoen. At andre ikke bestemte, hvilke veje jeg kunne vælge.”

Han blev færdiguddannet i 2002, kort efter terrorangrebene 11. september 2001, og de kommercielle jobmuligheder for piloter – specielt med irakisk baggrund – var mildest talt dårlige. Så han valgte at skifte flytype. Det krævede et nyt certifikat og endnu 100.000 kroner.

”Jeg tog til Esbjerg og bankede på lugen til hver en fiskekutter, indtil der var en, der lod mig komme med. Jeg arbejdede gratis i en uge for at bevise mit værd."

Han skaffede de 100.000, bestod det nye certifikat og fløj af sted. Han boede og arbejdede i Indien, Tyskland, Spanien og England. Han opbyggede en status og fik oven i købet en løn, han aldrig havde drømt om. Han havde fundet sin vej ud. Men var han det rigtige sted?

Dar har lige taget et brusebad i hjemmet på Islands Brygge. Han har et håndklæde bundet om livet. På den store sofa flyder hans far og Dars 8-årige søn, Zidane Storm Salim, der viser morfaren dykkervideoer fra turen til Thailand.

Zidane blev født på Hvidovre Hospital. Hverken Dar eller Zidanes mor havde forberedt sig specielt meget op til fødslen og regnede med at ”vinge den”. De tog fejl. Den ene af Zidanes lunger var ikke ordentligt foldet ud, og en læge skulle undersøge den nyfødte.

”De første par minutter var ret kaotiske, og der var mange læger på stuen. Zidanes mor lå på venstre side af mig, og på et bord til højre undersøgte de Zidane. Jeg stak min hånd hen til ham, han var ikke et minut gammel, og så tog han fat i min finger. Jeg havde Zidanes mors hånd i min anden hånd, og hun strålede af lykke og var så smuk og spurgte, om han var okay. ’Ja, han er, han er helt okay,’ svarede jeg. I det øjeblik begyndte tårerne at trille, og jeg tænkte, at jeg ville give alt for, at den dreng var okay. ’Han skal bare være okay nu, så er jeg ligeglad med resten.’”

Zidane var okay, men han skulle have ilt gennem næsen på en anden afdeling, og det blev Dars opgave at bringe ham derover. 10 minutter senere fik Dar endelig lov til at ligge med Zidane på sit bryst.

”Han stirrede direkte op i mine øjne med sin lille hue på, og jeg kiggede på ham, og så lå vi bare og kiggede hinanden i øjnene i to timer. Det var det vildeste.”

Ulaa, Dars lillebror, havde foreslået navnet Zidane, der er det arabiske ord for vækst og fremgang. Dar kunne lide det, for han ville gerne have, at sønnen fik et ikke-religiøst arabisk navn.

”Han kunne for så vidt have heddet Martin. Men jeg tænkte, at han ikke skulle deale med nogle af de identitetskriser, som generationerne før ham har dealet med: ’Er jeg dansk, er jeg arabisk, hvor hører jeg hjemme?’ Han skulle vide, at det her var hans land, at han var dansker, og derudover havde han noget bonus i sig, et ekstra krydderi.”

Selv tilføjede han mellemnavnet Storm. Da navnet var besluttet, gik Dar på Borgerservice og ændrede også sit eget. Hans fulde navn er nu Dar Storm Salim.

Sønnen rejser sig fra sofaen og bliver omsluttet af farens arme. Dar vender ham på hovedet og trækker ham op i benene med den ene arm, mens han kilder ham med den anden. Da Zidane er tilbage på fødderne, giver de hinanden et kys, og Dar lover at vække ham, når han er hjemme fra optagelse, så Zidane kan drikke et glas vand, vise en dans og fortælle en joke. Det er en af deres rutiner, når far kommer sent hjem.

I bilen blinker en lampe, der advarer om, at hastigheden er overskredet. Den har blinket mere eller mindre konstant, siden vi forlod København. Vi er på vej til tv-optagelserne på Fyn.

”Hov, fik vi lige en bøde der? Sådan kan det gå,” udbryder Dar kort før Storebæltsbroen.

Får du mange af dem?

”Ej, det synes jeg ikke. Men det sker. Hvad må man køre?”

110.

”Er det ikke 130? Jeg får nok et klip. Det er også fjollet, at man kun må køre 110 her. Nå, hvad spurgte du om?”

Hvordan fik du rollen i DR-serien?

”Den her skulle jeg lave casting på. Hvilket er helt okay, når det er en rolle i den størrelsesorden og en forfatter og en instruktør, man ikke har arbejdet sammen med før. Men de ville jo gerne have mig. Det vidste jeg.”

Dar Salim løfter foden fra speederen, da vi nærmer os brobommen. Det varer ikke længe. Et øjeblik senere nærmest letter vi hen over broen.

Ved et rent tilfælde gik Dar Salim med en ven til casting på serien ’Forsvar’ i 2003. Det var egentlig til en lille rolle som en boksende indvandrer, men Dar gjorde det så godt, at han fik en gæstehovedrolle. Han vidste instinktivt, at her var der noget, han kunne blive rigtig god til. Den første ’rigtige’ hovedrolle landede han i filmen ’Gå med fred, Jamil’ i 2008, men på trods af anmelderros, internationale priser og en Bodil-nominering blev han de efterfølgende år udelukkende tilbudt roller som enten taxachauffør eller terrorist.

Selv om der var minus på kontoen, takkede Dar nej til alle disse roller. I stedet søgte han mod udlandet, og både på internationalt plan og inden for landets grænser har han siden jagtet toppen af skuespillerbjerget med 180 i timen. Mange vil mene, at han med ’Underverden’ og ’Kriger’ har nået toppen, i hvert fald herhjemme. Ikke desto mindre valgte han netop på det tidspunkt, hvor karrieren peakede, at stå på bremsen.

”2017 og især 2018 har været nogle definerende år for mig. Jeg har været i en kamp med mig selv om at turde stå ved nogle ting. Også det at begå fejl og blot nyde livet. Jeg kan ikke længere bilde mig selv ind, at det er nødvendigt at nå den næste milepæl. Min krig er slut. Krigen er vundet. Der er ikke flere kampe at kæmpe lige nu. Det er en mærkelig tilstand. Men også det tætteste jeg har været på at være oprigtigt glad og tilfreds.”

Hvilke kampe var der før det?

”Frem til 2018 har mit drive og mit behov for at lykkes, for at blive nummer 1, været så grænseoverskridende stort og stærkt. Det var min kamp for at komme væk fra mit rådne udgangspunkt. En kamp med mig selv. Den benzin er en af grundene til, at jeg er kommet så langt. Men det er fandeme også en svær brand at slukke for. Det var usundt. Jeg kan mærke, at der nu er andre ting, jeg skal realisere.”

Dar nævner først og fremmest sin søn. Det er med ham, han føler en lykke.

”Det er jo simpelt og noget, som folk med en sund opvækst formentlig erkender i femårsalderen. Det er fuldstændig vanvittigt, at jeg skulle have hovedrollerne, priserne, lejlighederne, båden, bilen og motorcyklen, før jeg kunne sige stop og nå de samme banale erkendelser. Jeg kom fra ingenting og smadrede det hele, og jeg skulle gennem de ting, før jeg kunne mærke mig selv. Ellers var jeg blevet ved med at jage det. Men det er ikke en endnu større rolle, flere penge eller en større lejlighed, der gør mig glad. Det er ikke ensbetydende med, at jeg kommer til at elske jagten mindre, eller at jeg bliver mindre ambitiøs. Jeg kommer bare til at gøre det med mere åbne øjne og med nogle andre prioriteter.”

Dar fortæller, at hans nye erkendelser ikke er kommet af sig selv. Han har gået til psykolog for at tæmme dæmonerne fra ungdommen, han har brugt tid med en kræftsyg veninde, og han har arbejdet på at give sit hjerte væk til en kvinde, selv om angsten for at blive såret hæmmer processen.

”Jeg har øvet mig,” siger han og smiler.

”Selv om det har været med de helt forkerte kvinder. Noget af det, jeg har været dårligst til, er at give slip på kvinder, som var tæt på mig, selv om jeg fra dag ét vidste, at det ikke var noget for mig. Det har været nødvendigt for mig at mærke på egen krop, hvor lykkelig man bliver nærmest dagen efter af at give slip på nogen, som ikke er gode for én. Men det er ikke godt, når det tager 41 år, inden man kan give sig hen til et andet menneske. Inden man stopper og lever sit eget liv. Det vidner ikke om styrke.“

Har du andre dårlige sider?

”Det voldsomme temperament. Jeg har brugt det på godt og ondt. Jeg er meget utålmodig, og jeg er meget ufølsom over for inkompetence. Folk kan godt opleve mig som hård. Mit sprog kan være hårdt og gøre folk kede af det. Jeg siger tingene lidt for lige ud.”

Hvornår kommer de ting frem i dig?

”Vreden kommer mest til udtryk, når jeg er bange. Det er jo en sekundær følelse, og det er typisk, når jeg er bange for at blive forladt. Det er der, vreden kan komme hårdest ud. Når jeg føler mig svigtet, afvist eller ikke elsket af nogen, jeg har lukket ind. Det er så sjældent, at jeg lukker folk ind, så der kommer det til udtryk som et aggressivt modangreb.”

Kan du give dig hen til et andet menneske nu?

”Det håber jeg. Det må tiden jo vise, men jeg tror det. Jeg er mere sikker på mig selv og gladere end nogensinde, og jeg elsker min rolle som far, ven og Dar på arbejde. Jeg kan mærke, at jeg er på vej til et godt og sundt sted.”

Hvad drømmer du om at opnå?

”Jeg har en drøm om at åbne et børnehjem. Hvor man kan tage sig af udsatte unge. Jeg skal nok hyre nogle professionelle til at tage sig af de ting, der skal tages af. Så kan jeg være ham gammelfar, der har et værelse, og så kan de komme og banke på, hvis vi skal snakke om noget. Børn er fanget i de voksnes verden. Det er ikke deres skyld. Hvis man har 100 børn, der bliver ens egne på den måde, og sender dem ud i verden, så tror jeg, at de kan sprede ringe i vandet. 100 ordentlige mennesker, der kan gøre verden til et bedre sted. Der tror jeg sgu, at jeg vil kunne dø lykkeligt.”

Mercedes’en svinger ind på en Circle K 10 minutter fra Ebberup. En instruktør, som Dar gerne vil arbejde sammen med, har sendt ham en besked om et fælles projekt. Det lyder lovende, mener Dar, og hans 2019 ser ud til at blive fyldt op med arbejde. Men han vil tilrettelægge det sådan, at han kan holde fri halvdelen af året, så han har tid med sin søn. Han går ind på tanken, køber en Faxe Kondi og en pakke cigaretter.

”Må man ryge her?”

”Bare væk fra benzinstanderne,” svarer den kvindelige ekspedient.

”Så tæt på benzinstanderne som muligt, siger du,” griner Dar på vej ud af døren.

Vi går rundt om hjørnet og tænder en smøg. Dar kigger på mig:

”Det er en Porsche 911, der kommer,” afslører han og blotter alle fortænderne: ”Jeg ved det godt. Det er sgu lidt plat at køre rundt i sådan en bil. Men hvis ikke nu, hvornår så? Jeg undskylder det ved at sige til min søn, at vi skal køre rundt i racerbil.”

Er det en manifestation af det gode liv?

”Ja, præcis. Det er en manifestering af at nyde livet. Det er en måde at øve sig på at nyde de gode ting i livet. Jeg skal gå imod mine egne instinkter om bare at klø på og i stedet bare nyde livet. Det vil jeg være verdens bedste til.”

Vi sætter os tilbage i bilen. GPS’en oplyser, at der er få minutter til den parkeringsplads, hvor optagelserne skal foregå. Vi suser gennem små byer og marklandskaber og sætter ny fartrekord. Det bliver næppe den sidste for Dar Salim.

Se, hvad vi ellers skriver om: Skuespil, Portræt, Interview og Oplæste artikler