Hypet dansk modebrand lancerer ur, der kun laves i 1.000 eksemplarer
Er der ét dansk brand, som kan siges at have haft ret meget tur i den her på det seneste, så er det NN.07.
Foto: PR
Du har sikkert læst det i dette magasins spalter før, og du er måske også ved at være lidt træt af at blive mindet om det, men ikke desto mindre er det markant, hvad tv-serien ’The Bear’, dens hovedperson Carmen ’Carmy’ Berzatto og dennes jakke, ’Gael’ fra NN.07, har gjort for den opmærksomhed og popularitet, der lige nu omringer mærket, som blev grundlagt af Victor Lindh og Ulrik Pedersen i 20(07).
Havde man glemt, hvad et kultpopulærkulturprodukt kan skabe af efterdønninger ude i verden, fik man her en venlig reminder, og lige nu taler adskillige amerikanske mænd med profiler på sociale medier dedikeret til herretøj og tusindvis af følgere ikke om andet, skulle vi hilse at sige.
At NN.07 så har formået at lave juice ud af den appelsin, der faldt ned i deres turban, må man ikke kimse ad. Fx lancerede de i november sidste år et loafer-samarbejde med den historiske, amerikanske skofabrikant Sebago, og det var godt set at slå pjalterne sammen med et heritage-skomærke fra det land, der driver hypen.
Nu er NN.07 så klar med endnu et samarbejde – eller nærmere en gentagelse af et samarbejde fra 2021 – med ur-mærket Timex. Dengang drejede det sig om M79-modellen, mens der denne gang bliver taget udgangspunkt i Expedition North Field Post-modellen, hvis stålkasse måler 36 mm og derfor placerer sig i mellemstørrelse-kategorien.
Uret bliver kun lavet i 1.000 eksemplarer, så du skal være på mærkerne, når det lander den 1. marts.
Se, hvad vi ellers skriver om: Ure